Spilgigants kæmpesatsning rammer Danmark: 'Det kommer til at overgå alt, vi tidligere har prøvet'

Microsoft er klar med to helt nye Xbox-konsoller. Her er alt, du behøver at vide.

Den 10. november rammer Xbox Series S (tv.) og Xbox Series X de danske butikshylder. Vi har samlet et overblik over, hvad du skal vide, før du potentielt køber en af de to nye konsoller. (Foto: Anne Vestergaard Olsen © Microsoft/DR)

Lige om lidt bliver gaming-verdenen forandret for altid.

De to nye Xbox-konsoller, Xbox Series S og X, lanceres nemlig i Danmark den 10. november 2020.

Og den lancering, sammen med PlayStation 5 den 19. november, bringer konsol-gamingen ind i en helt ny æra.

De nye konsoller er nemlig i stand til at give os nye spiloplevelser, der overgår alt, vi tidligere har prøvet.

Konsollerne er kulminationen på mange års arbejde hos spilgiganten Microsoft, der står bag de to nye spilkonsoller.

Og det er en sjælden begivenhed, at nye konsoller rammer gaming-verdenen.

Sidste gang, vi fik en ny Xbox, var tilbage i 2013, hvor Xbox One landede på hylderne.

Men meget har ændret sig på syv år.

Jeg har testet både Xbox Series S og X de seneste to uger.

Her er otte ting, du skal vide, inden du potentielt køber en af de to nye konsoller. Jeg kommer omkring alt fra prisen, grafikken, spillene - og med en endelig konklusion til sidst.

1

To udgaver: Et kompromis eller den fulde pakke?

Ligesom streaming-verdenen har været igennem en opløsningsrevolution med 4K-indhold på alle de største tjenester som Netflix og Viaplay, er tiden nu kommet til gaming-verdenen. (© Microsoft)

Det første, du skal vide om de nye konsoller, er, at de kommer i to forskellige udgaver og to forskellige prisklasser. Der er den "billige" Xbox Series S (hvid) til 2.399 kroner og den mere potente Xbox Series X (sort) til 3.899 kroner.

Xbox Series X er altså den dyreste og mest kraftfulde konsol, som Microsoft lancerer, og den er bygget til at tage kampen op mod Sonys PlayStation 5, der lanceres senere på måneden.

Xbox Series S er Microsofts bud på en prisvenlig konsol, der kan afvikle alle de kommende spil til de nye Xbox-konsoller, men dog med et par enkelte kompromiser. Series S er ikke udstyret med et fysisk drev, ligesom konsollen ikke kan afvikle spillene i 4K-opløsning. Den vil kunne spille alle de samme spil som Xbox Series X – bare ikke i den skarpeste opløsning.

Det kan være fristende at købe den billige Xbox Series S uden drev. Og jeg synes faktisk også, at du får ret meget konsol for pengene. Men husk på, at du er låst i Microsofts købssystem, og at du hurtigt får fyldt lagringspladsen op med de store og tunge spil, der skal installeres på konsollen.

Jeg er personligt ikke klar til at gå all in på de digitale versioner af konsollerne.

Du frasiger dig nemlig muligheden for at købe, låne eller bytte brugte spil med enten familie, venner eller andre brugtbørskøbere. Samtidig kan du heller ikke købe et fysisk spil på tilbud i en butik, hvis der er ophørsudsalg eller Black Friday, hvilket jeg sætter stor pris på.

Du er, med andre ord, 100 procent låst i Microsofts system - og deres betingelser for køb af digitale spil på deres platform. Det betyder, at hvis Microsoft aldrig nogensinde vil sætte et Xbox-spil på tilbud igen, kan de beslutte sig for det. Og du er dermed tvunget til at hoste op med 5-600 kroner, hvis du har lyst til at spille det pågældende spil på din nye, digitale konsol.

Xbox Series X er, som nævnt, uden kompromiser. Men næsten 4.000 kroner for en ny konsol er rigtig mange penge. Om den er pengene værd lige nu, konkluderes sidst i artiklen.

2

Designet: Anonym og æstetisk

Xbox Series S minder om en gammel transistorradio fra 80’erne, samtidig med at den er minimalistisk, tidløs og moderne. (© Microsoft)

Det er ikke kun på de tekniske specifikationer, at Xbox Series X og S adskiller sig. Også på designet er der markant forskel på de to maskiner.

Den store, sorte Xbox Series X er blevet genstand for en lang række memes henover de seneste par måneder. Den er primært blevet sammenlignet med et køleskab, men også et gigantisk, klodset højhus er draget ind i sammenligningerne.

I mine øjne ligner den en lille og moderne stationær computer. Og det er i princippet også, hvad det er. Nogen vil sige, at den er konservativ og kedelig. Andre vil sige, at den er minimalistisk og langtidsholdbar. Jeg synes, at den er anonym – og udstråler alt andet end dens lillebror.

Min favorit er nemlig helt klart Xbox Series S.

Den leder tankerne hen på den ikoniske industrielle designer Dieter Rams, der opstillede en række principper for godt design. Godt design skal, ifølge Dieter Rams, blandt andet være æstetisk, diskret, ærligt, langvarigt og "så lidt design som muligt". Hvilket jeg mener, at Series S i den grad opfylder.

Jeg tror, både Series S og X vil holde sig godt og være æstetisk tiltalende om fem år.

Vigtigst af alt er, at begge konsoller er designet med køling in mente. De tidligere konsoller, PlayStation 4 og Xbox One, led virkelig under deres høje støjniveau. Blæserne kørte konstant, og det lød nogle gange, som om konsollen var ved at lette fra tv-møblet. Det virker umiddelbart til, at Microsoft har løst det problem med de nye konsoller.

Jeg har ikke hørt nævneværdig støj fra hverken Xbox Series S eller X under min testperiode, hvilket er et kæmpe plus. Her har jeg primært testet spillene 'Gears 5', 'Spiritfarer', 'Ori and The Will Of The Wisps' og 'Apex Legends'.

Det er vigtigt at nævne, at ingen af disse spil presser Xbox Series S og X til det yderste. Så det bliver spændende at se, hvordan støjudviklingen udvikler sig efterhånden som spillene de næste måneder og år bliver mere og mere komplekse.

3

Grafikken: Ikke dramatisk anderledes – endnu

De spil, der udkommer ved lanceringen, drager ikke optimal fordel af de grafiske og tekniske kræfter, som konsollerne besidder. Det betyder, at vi kan forvente mere optimerede og grafisk imponerende spil i fremtiden. (© Ubisoft)

Nu tænder jeg lige for nørd-alarmen.

Det kommende afsnit bliver nemlig en smule teknisk. Er du ikke besat af antallet af pixels i de kommende spil, kan du med fordel springe over...

Den dyreste konsol, Xbox Series X, bringer en lang række grafiske forberedninger med sig. Ligesom streamingtjenester som Netflix og Viaplay har gennemgået en kvalitetsmæssig revolution til 4K-opløsning, er turen nu kommet til spilbranchen.

Spillene bliver nemlig afviklet i 4K-opløsning med op til 120 billeder i sekundet. Der er ganske enkelt langt flere pixels på skærmen, end vi er vant til.

Den tidligere konsolgeneration, PlayStation 4 og Xbox One, afviklede nemlig langt de fleste spil med 30 billeder i sekundet.

Antallet af billeder i sekundet har stor betydning for, hvor flydende spillet opleves. Det skaber simpelthen mere indlevelse. Det føles bare bedre.

Men... Og der er altid et men.

Det kan blive en dyr fornøjelse at få det maksimale ud af grafikken.

For skal du have gavn af 4K-opløsningen og de mange billeder i sekundet, skal du have et nyt fjernsyn.

4K-opløsning med 120 billeder i sekundet understøttes nemlig kun af en ny HDMI-standard, der hedder HDMI 2.1. Det betyder, at dit tv skal have sådan en indgang for at kunne vise Xbox Series X' maksimale opløsning.

Og det gør langt de færreste fjernsyn i dag.

Det vælter frem med HDMI 2.1-fjernsyn lige nu. Men du kan nemt komme til at slippe mellem 7.000 og 15.000 kroner for et nyt fjernsyn, før du får den optimale, grafiske oplevelse med den dyreste Xbox Series X.

Som om kontoen ikke blødte nok i forvejen med alt det grej, der udkommer for tiden...

Xbox Series S kan ikke afvikle spillene i fuld 4K-opløsning med 120 billeder i sekundet. Det er nemlig her, hvor prisdifferencen også viser sig. Du får, med andre ord, ikke den fuldbyrdede grafiske oplevelse med det maksimale antal af pixels, når du køber den billige udgave.

4

Controlleren: Både plusser og minusser

Du kan tilslutte enten et bluetooth-headset eller et 3,5 mm jackstik til din Xbox-controller. (© Microsoft)

På ét punkt er Xbox Series S og X helt lig hinanden – controlleren. Hvis man ser bort fra farveforskellen fra sort til hvid, er der ingen øvrige uligheder mellem de to.

Controlleren har en nubret overflade på bagsiden, der gør det nemmere at holde fast i den, mens man gamer. Jeg har altid syntes, at Xbox-controlleren ligger utroligt godt i hånden og har en god størrelse.

Min favorit har i mange år været den gamle Xbox 360-controller helt tilbage fra 2005 (!). Og denne controller minder på mange måder om den 15 år gamle yndlingscontroller. Det føles velkendt og hjemmevant.

Der medfølger to AA-batterier, der skal sættes i controlleren ligesom på en fjernbetjening. Det føles ærlig talt en smule billigt sammenlignet med et indbygget batteri, der kan oplades via eksempelvis et USB-C-kabel.

Du kan købe et genopladeligt batteri som tilbehør, men det burde komme med som standardudstyr i min optik. I hvert fald hos den dyrere Xbox Series X.

Et stort plus er dog, at dine gamle Xbox One-controllere virker til både Xbox Series S og X. Det vil sige, at du ikke nødvendigvis behøver at købe nyt grej, hvis du vil spille med en ven foran fjernsynet.

5

Game Pass: Netflix for spil

Game Pass fungerer på både PC og Android-telefoner. Det vil sige, at Microsoft har bygget et økosystem op, hvor alle enheder har det fælles mål at skaffe flest mulige Game Pass-abonnementer. (© Microsoft)

Helt centralt i Microsofts Xbox-strategi står Xbox Game Pass.

Navnet dækker over en streamingtjeneste for spil, hvor du for et fast månedligt beløb får adgang til hundredvis af spil, som du kan downloade uden ekstra omkostninger.

Spillene er af svingende kvalitet, men det er alligevel imponerende, hvor store titler der er at finde i biblioteket. Her taler vi blandt andet om blockbuster-titler som det brutale skydespil 'Gears 5', racingspillet 'Forza Motorsport 7' og alle de ikoniske 'Halo'-spil.

Game Pass er Microsofts største trumfkort i denne konsolgeneration, og alt tyder på, at det er det vigtigste våben i kampen mod Sony og PlayStation 5. Samtidig ser det ud til, at Microsoft har lagt en noget anden strategi end deres japanske konkurrent.

For det virker til, at Microsoft egentlig næsten er ligeglad med, hvor mange Xbox-konsoller de sælger til at begynde med. Det, der interesserer dem, er, hvor mange Game Pass-abonnementer de får på tværs af platforme - herunder mobilen og PC.

Det lyder måske underligt, men det store udvalg af spil kan også have en bagside.

Jeg kan godt blive ramt lidt af "Netflix-syndromet", hvor man scroller rundt efter en film eller serie at se. Der er simpelthen for mange at vælge imellem. Det er for overvældende. Sådan kan Game Pass også godt føles, medmindre du ved lige præcis, hvad du gerne vil spille.

Det er selvfølgelig et luksusproblem, men jeg skulle være opmærksom på, at jeg ikke kom til at "zappe" mellem forskellige titler, når udvalget af titler fra tidligere Xbox-konsoller er så stort.

Game Pass koster 100 kroner om måneden og skal altså også tillægges udgifterne ved den nye konsol. I hvert fald hvis du vil have det maksimale ud af den.

6

Spillene: Der mangler den éne titel

'Halo: Infinite' er blevet udskudt fra at være en lanceringstitel til en 2021-titel. (© Microsoft)

Apropos spil. Vi kommer ikke udenom at tale om elefanten i rummet.

For Xbox Series S og X mangler virkelig en lanceringsbasker, der er argument for, at du skal storme afsted og købe en konsol på førstedagen.

Microsoft annoncerede i august 2020, at deres allerstørste titel, 'Halo: Infinite', ville blive udskudt til 2021 på grund af produktionsmæssige udfordringer. Nu har 'Halo: Infinite' senest mistet instruktøren efter uoverensstemmelser. Så det kører alt andet end på skinner for spilgigantens største satsning.

Endnu mere ærgerligt bliver det, når Master Chief (hovedkarakteren i 'Halo'-spilserien) pryder bagsiden af Xbox Series X-æsken.

Men det er uden tvivl den rigtige beslutning. Som den legendariske spildesigner Shigeru Miyamoto, der blandt andet står bag 'Mario'-spillene, engang sagde: "Et forsinket spil bliver godt på et tidspunkt. Et dårligt spil er dårligt for evigt."

En god ting er, at stort set alle tidligere Xbox-titler virker på Series S og X-konsollerne. Microsoft påstår selv, at de har brugt 500.000 timer (!) på at teste tidligere spil og næsten alle sammen virker - og afvikles bedre - på Series S og X-konsollerne.

Kombinér det med Game Pass, hvor der er hundredvis af spil, virker det næsten paradoksalt og absurd at sige, at Xbox Series S og X-konsollerne mangler spil.

Men det gør de.

Der mangler det ene nye spil, der betyder, at man ikke kan vente med at få fingrene i konsollen. Det skal nok komme. Microsoft har eksempelvis netop chokeret spilbranchen og købt spilfirmaet Bethesda, der står bag titler som 'Fallout' og 'The Elder Scrolls'. Der er ingen tvivl om, at der er spændende ting på vej, men det er ikke her ved lanceringen.

7

SSD-harddisken: En potentiel dyr affære

Det kan godt være, at konsollerne påstår, at de har henholdsvis 512GB og 1TB ledig plads. Men software og systemfiler fylder også godt op, så der kan pludselig blive rift om pladsen. (© Microsoft)

En af de mest markante ændringer ved denne konsolgeneration i forhold til den tidligere er harddisken.

Og nu tænder vi lige for nørd-alarmen igen...

PlayStation 4 og Xbox One havde en "gammeldags" harddisk med bevægelige dele, der var langsom til at håndtere store spilfiler.

Det er anderledes nu. Xbox Series S og X har begge en henholdsvis 512GB og 1TB (1.000 GB) stor SSD-harddisk til at lagre spillene på.

SSD-harddisken betyder, at spillene indlæses langt hurtigere end tidligere. Og her taler vi altså langt hurtigere.

Min oplevelse er, at der er barberet mange, mange sekunder – hvis ikke næsten minutter – af loadingtiderne i de allerstørste spil. At man er så hurtigt i gang med et spil betyder meget. Det giver nemlig lyst til at starte konsollen oftere op og lige tage 30-40 minutters spilsessioner, når tiden er til det.

Samtidig muliggør SSD'en, at du hurtigt kan skifte rundt mellem spillene. En feature, der fungerer rigtig godt i praksis. Det er virkelig nemt at skifte spil, hvis du pludselig bliver inviteret til en online-lobby af en af dine venner.

De henholdsvis 512GB og 1TB store SSD-harddiske lyder måske af meget, men er det ikke i praksis. De store titler lige nu fylder omkring 50-60GB. Læg dertil en masse gigabyte til Xbox' styresystem, og du har pludselig ikke meget plads tilbage, hvis du også fylder op med en håndfuld spil fra Xbox Game Pass.

Microsoft tilbyder et tilkøb af en ekstra harddisk til Xbox Series S og X på 1TB. Men det er altså en dyr affære.

Hele 1.800 kroner koster sådan en ekstra harddisk. Yikes.

Så du skal nok forberede dig på – over tid – at slette nogle af de installerede spil for at få plads til de nye. Medmindre du altså investerer i sådan en ekstra og utrolig dyr harddisk.

I min optik er Series S' 512GB for lidt. Så med de ekstra GB, du får med Xbox Series X, kan det pludselig være, at prisforskellen ikke synes så markant igen.

8

Den endelige dom: Råt potentiale

Fremtiden ser lys ud for Microsofts Xbox-konsoller. Game Pass-tilføjelsen og de mange, kommende titler lover for en spændende konsolgeneration. (© Microsoft)

Nu kommer vi til det store spørgsmål: Skal du købe en Xbox Series S eller X den 10. november?

Mit korte svar er, at du godt kan vente.

Medmindre du er hardcore Xbox-fan og har en bugnende venneliste, hvor I alle sammen venter på, at I kan tage hul på denne generations nye spiloplevelser sammen.

Xbox Series S er en forholdsvis billig og let vej ind i Xbox' spilverden, men kommer også med en række kompromiser, som er gennemgået i de tidligere punkter.

Xbox Series X er fyldt med råt potentiale. Der er ingen tvivl om, at maskinen besidder de tekniske kræfter, det kræver at levere nogle storslåede oplevelser, vi ikke har set før.

Men de er der ikke endnu.

Microsoft har købt en lang række spilstudier de seneste år, så der er ingen tvivl om, at der er spændende ting på vej. Ikke mindst 'Halo: Infinite'.

Men det ligger altsammen et par år ude i fremtiden.

Derfor kan du godt vente med at købe en Xbox Series S og X. Gør du det alligevel, kan du varme dig ved, at fremtiden for konsollerne ser meget lys ud.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter