Verdens største Fortnite-stjerne skred fra 15 millioner følgere: 'Har ikke haft det så godt i lang tid'

Det har skabt stor debat, at 'Fortnite'-gameren Tyler 'Ninja' Blevins har forladt sine mange følgere på streaming-siden Twitch.

Den Microsoft-ejede gamer-streamingtjeneste Mixer har fået verdens største Fortnite-spiller, Tyler 'Ninja' Blevins, over på sin tjeneste. (© Getty Images)

Streaming-siden Twitch, hvor blandt andet computerspilfans kan livestreame deres idoler spille computerspil, mistede i sidste uge en af sine absolut største stjerner.

Det skete, da Fortnite-spilleren Tyler 'Ninja' Blevins overraskende valgte at forlade sine 15 millioner følgere på Twitch for at hoppe over hos den Microsoft-ejede konkurrent Mixer, hvor man også kan livestreame, når professionelle gamere spiller computerspil.

Tyler 'Ninja' Blevins har blandt andet bygget sin popularitet på at live-streame mens han spiller det ultrapopulære 'Fortnite'. (© Epic Games)

Men allerede i går – en lille uge efter Tyler 'Ninja' Blevins havde åbnet sin Mixer-konto – har hans antal af følgere ramt en million. Det fortæller han i et tweet.

- I dag har vi ramt 1.000.000 aktive følgere på Mixer. Tak for den utrolige støtte. Jeg har ikke haft det bedre i lang tid, skriver den 28-årige computerspiller i opslaget.

Et overraskende skift

Da Tyler 'Ninja' Blevins forlod det Amazon-ejede Twitch, fik det flere til at tvivle på, om den populære 'Fortnite'-spiller kunne trække sine følgere med over på Mixer, der ellers er en meget mindre platform end Twitch.

Men tvivlen var mindre hos danske Marie Watson. Hun spiller selv Fortnite og streamer det på Twitch, hvor hun har lidt over 60.000 følgere.

- Selvom hans skift til Mixer overraskede mig, så var jeg 100 procent sikker på, at han også ville klare sig godt på Mixer. Han er kæmpestor og har over 20 millioner følgere på sin Youtube-kanal, så det er ikke noget problem for ham at skifte, fordi hans følgere nok skal skifte med, siger Marie Watson.

Marie Watson er selv aktiv på streaming-siden Twitch, hvor hun livestreamer mens hun spiller populære spil som for eksempel 'Fortnite'. (Foto: Andreas Bro © dr)

Hun fortæller, at Twitch stadig er stedet for streaming af blandt andet computerspil, ligesom Youtube er det for video. Derfor tror hun heller ikke, at Tyler 'Ninja' Blevins' skift til Mixer kan føre til, at Twitch mister sin føreposition.

Kun de helt store, der kan skifte

Men det er ikke alle gamere, der kan gøre det samme som 'Ninja', fortæller hun. Det kræver nemlig, at man er blandt de helt store for at kunne få succes med sådan et skift.

- Jeg kunne ikke forestille mig at flytte. Jeg har alle mine følgere på Twitch, og hvis jeg flyttede, så ville jeg skulle starte helt forfra. Jeg ville få større udfordringer med at få mine følgere med end 'Ninja', siger hun.

Det vides ikke, om Microsoft har betalt Tyler 'Ninja' Blevins - og eventuelt hvor meget - for at flytte sin streaming over til Mixer. Men Mixer har valgt at give sine brugere to måneders fri adgang til Tyler 'Ninja' Blevins' indhold, hvilket bliver set som Microsofts forsøg på at tage en større andel af streamingmarkedet.