Vikingespil går viralt og vælter giganterne af tronen: 'Jeg har aldrig set noget lignende'

Nyt spil fra et lille firma i Sverige er et af de hurtigst voksende i spilgiganten Steams historie.

I spillet 'Valheim' er man en viking, der i starten af spillet er nøgen. Derefter skal man ud at finde ressourcer til at opbygge en base. (© Coffee Stain Studios)

En foretagsom viking er blevet et af de største succeser på verdens største digitale spilbutik Steam.

Siden spillet 'Valheim' udkom for to uger siden, er spillet, der er produceret af det lille indiespilfirma Iron Gate Studio, blevet så populært, at det har slået de helt store titler.

Over 370.000 spillere er jævnligt inde at spille samtidigt, hvilket ikke engang de store spil som 'Grand Theft Auto V' kan hamle op med, og 'Valheim' er blevet solgt i mere end to millioner eksemplarer og er lige nu topsællerten på Steam.

Dermed er spillet på rekordtid blandt de hurtigst voksende virale hit i Steams historie, skriver blandt andet PC Gamer.

Men hvad er det egentlig, der gør, at et vikingespil som 'Valheim' går hen og bliver sådan et hit? Det har Thomas Riis et bud på. Han dækker spil for mediet Pixel.tv og har spillet 'Valheim' i omkring 20 timer for at se, om hypen holder.

Og det gør den, mener han.

Grafisk er spillet ret enkelt ligesom handlingen. Man skal opbygge sin base ved at indsamle ressourcer, som gør basen større og ens karakter mere stærk. (© Coffee Stain Studios)

Enkelt, men alligevel udfordrende

- Spillet er let tilgængeligt. Det er let at sluge – også grafisk, hvor det minder om et gammelt PlayStation-spil. Man slapper af, mens man spiller, men så er det samtidig udfordrende nok, så det ikke bliver kedeligt, siger han.

I spillet skal man styre en viking, der er havnet i dødsriget. Her skal man bygge en base ved hjælp af de ressourcer, der er i landskabet.

I takt med at man bygger basen større, bliver man ved hjælp af ressourcerne stærkere, men samtidig vokser udfordringerne også, hvor man blandt andet risikerer at blive slået ihjel af monstre.

Målet er i sidste ende at klare de nordiske guders udfordringer og gøre sig fortjent til en plads i Valhal.

Jo længere man bevæger sig væk fra basen, desto flere og voldsommere er udfordringerne. (© Coffee Stain Studios)

Udover den forholdsvis simple grafik og handling i spillet, så peger Thomas Riis også på, at spillets x-faktor kommer fra den nostalgiske følelse, man får i spillet. For ifølge ham minder det lidt om 'Minecraft', dog uden den al for firkantede grafik, og så er den også en del af de overlevelsesspil, som har været store i mange år.

Slår de helt store titler

Men det enestående ved spillet er også, at det har buldret igennem Steam i sådan en grad, at de dyrt udviklede og ultrapopulære triple a-spil (fællesbetegnelse for de helt store spiltitler) er blevet slået af et spil fra et lille, uafhængigt spilfirma i Sverige.

- Bare i løbet af fire dage efter udgivelsen, fik det 360.000 aktive spillere på samme tid. Jeg har aldrig set noget lignende. Det er normalt et triple-a-spil, der kan prale af sådanne tal. Så det kan virkelig noget, siger Thomas Riis.

Desuden er antallet af seere, der følger andre spillere spille 'Valheim' på Twitch, fladet ud. Men alligevel er antallet af spillere på Steam stigende.

Hvis man dør i spillet, skal man tilbage til det sted, hvor man døde, for at hente sit udstyr. Derfor er det relativt nemt at spille videre. (© Coffee Stain Studios)

Han kalder det imponerende, at Coffee Stain Studios, der udgiver spillet, har næse for succesfulde spil.

Firmaet har tidligere udgivet spil som 'Satisfactory' og 'Deep Rock Galactic', men de nåede trods alt ikke samme popularitet som 'Valheim'. Så Thomas Riis siger god for, at den, der sidder og udvælger spil for Coffee Stain Publishing, får en god lønforhøjelse, næste gang der skal forhandles løn.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk