'Vil uden tvivl gå over i historien': Her er årets bedste computerspil

Spilåret 2019 går snart på hæld. Vi guider dig til årets absolut bedste spil - og det absolut værste.

'Death Stranding' er slet og ret årets bedste spil, mener spilekspert Magnus Groth-Andersen. (© Kojima Productions)

Én af de stærkeste spiloplevelser nogensinde. Et dybt krævende japansk rollespil. Og et kæmpe kreativt fuck up.

Spilåret 2019 har både budt på store spilmæssige højdepunkter og én stor, stor skuffelse.

Nedenfor guider spilekspert og chefredaktør for spilmediet GameReactor.dk Magnus Groth-Andersen dig til fem af de absolut bedste - og det absolut værste - spil fra 2019.

1. Death Stranding

Mads Mikkelsen har en rolle 'Death Stranding'. (© Kojima Productions)

- 'Death Stranding' vil uden tvivl gå over i historien som én af de stærkeste spiloplevelser nogensinde. Det er bestemt heller ikke et spil for alle. Men for dem, der køber spillets præmis, er det ikke bare et fantastisk spil, men også et helt og aldeles unikt spil, siger Magnus Groth-Andersen.

'Death Stranding' er et actionspil udviklet af Kojima Productions. Spillet handler om efterdønningerne af det såkaldte 'Death Stranding', der har fået destruktive væsener til at indtage Jorden. Som spiller har man til opgave at levere forsyninger til de tilbageværende, isolerede kolonier af mennesker.

- Jeg synes, 'Death Stranding' er værd at hylde, fordi det virkelig giver os noget, der ikke fås nogle andre steder. Der er ingen andre spil, der kan give dig det samme som det her spil. Det havde jeg sgu ikke havde forventet, da spilåret 2019 blev skudt i gang. 'Death Stranding' er en oplevelse, man bør udforske og lade sig fange ind af, uddyber Magnus Groth-Andersen.

2. Fire Emblem: Three Houses

'Fire Emblem: Three Houses' har blandt andet vundet prisen som bedste strategispil ved The Game Awards 2019. (© Intelligent Systems Co.)

- 'Fire Emblem: Three Houses' er ikke et spil for alle. Det er et dybt krævende japansk rollespil, der nok vil være for aparte for nogle mennesker. Det her en spiloplevelse, der overskrider sin japanske kultur og arv og taler til alle. Det tager tid at komme ind i, men når det først får krogen i dig, så er det svært at slippe spillet igen, mener Magus Groth-Andersen.

'Fire Emblem: Three Houses' er et taktisk rollespil, hvor man som spiller vælger en nation, man så skal støtte og guide gennem en række kampe.

- Det er en meget helstøbt og skarp spiloplevelse. Det er et dybt fascinerede spil, og dem er der ikke så mange af på markedet i dag, uddyber spileksperten.

3. Star Wars Jedi: Fallen Order

'Star Wars Jedi: Fallen Order' er et spil så godt, som kun Respawn Entertainment kan lave det, mener Magnus Groth-Andersen. (© Respawn Entertainment)

- Der var egentlig temmelig mange ting galt med 'Star Wars'-spillet i starten, men det var mest små tekniske besværligheder, som spillet led under i de første par dage. Siden da har spilstudiet Respawn virkelig arbejdet hårdt på at forbedre den samlede oplevelse. Hvis man i dag sætter sig ned og spiller 'Star Wars Jedi: Fallen Order', så har man en helt anden oplevelse end den, jeg havde, lige da det kom frem, lyder det fra Magnus Groth-Andersen, der uddyber:

- Spillet bør selvfølgelig være færdigt, når man sælger det til folk. Men jeg må samtidig erkende, at Respawn virkelig har fået skabt en spiloplevelse, man også vil huske om rigtig lang tid. Det er et spil, der virkelig har noget på hjerte - som kun Respawn formår at skabe dem.

'Star Wars Jedi: Fallen Order' er et actionspil, hvor man spiller som den unge Jedi-padawan Cal Kestis, mens han bliver jagtet gennem galaksen af Det Galaktiske Emperium.

4. Control

'Control' modtager også ros af Magnus Groth-Andersen på trods af, at det egentlig er et "ret bizart spil". (© Remedy Entertainment)

- Det er egentlig et ret bizart spil, der kræver, at man giver det tid og plads til at vokse på én. Men alt taget i betragtning, så synes jeg, at det nyeste spil fra spilstudiet Remedy er en triumf på alle mulige ledder og kanter, mener Magnus Groth-Andersen.

'Control' er et actionspil, der handler om The Federal Bureau of Control, der skal indfange og studere fænomener, der forbryder sig mod realitetens love. Man spiller rollen som bureauets nye chef, Jesse Faden.

- Det er en fortsættelse af sådan en 'Twin Peaks'-inspireret verden, man kender fra andre af Remedys spil. Men 'Control' er også et spil, der ikke bare er spændende at lytte til, men også er virkeligt spændende at spille. 'Control'-titlen handler jo helt konkret om, at spilleren simpelthen bliver givet kontrol over historien, uddyber spileksperten.

5. Tom Clancy's The Division 2

'Tom Clancy's The Division 2' er en fortsættelse til det første spil i serien, der kom i 2016. (© Massive Entertainment)

- 'Tom Clancy's The Division 2' lokker hele tiden spilleren med nyt, spændende indhold, uden at man som spiller føler, der sidder et grisk spilstudie bag, der gerne vil tjene penge. Det er de virkelig lykkes godt med - i modsætning til for eksempel et spil som 'Destiny 2', der virkelig har været igennem sine kontroversielle sager, siger Magnus Groth-Andersen og uddyber:

- 'Tom Clancy's The Division 2' beviser, at man kan benytte denne her måde at lave spil på til at skabe virkeligt spændende verdener, hvor der konstant er noget nyt at se og opleve.

'Tom Clancy's The Division 2' er et taktisk action-spil, der udspiller sig i fremtidens Washington efter en kopper-epidemi, hvor man følger en agent, der forsøger at genopbygge byen.

... Og det værste: Anthem

Magnus Groth-Andersen lægger ikke fingrene imellem i sin kritik af 'Anthem', som han mener er årets værste spil. (Foto: jerome richer de forges © BioWare / EA Games)

- 'Anthem' er en kæmpe skuffelse, der oven i købet kommer fra et EA Games, der er et studie fyldt med veteraner, der burde vide bedre. Man kan altid kritisere et lille spil med for store ambitioner. Men når ét af verdens største studier udgiver et spil, som simpelthen er så kreativt fattigt og har så lidt på hjerte, så efterlader det én med et chok, som jeg tror, man vil huske i lang tid, siger Magnus Groth-Andersen.

'Anthem' er et actionspil, der foregår på en unavngiven planet, hvor spillerne er heroiske eventyrer - såkaldte freelancere - der ifører sig exo-dragter for at forsvare menneskeheden mod udefrakommende farer.

- Det er den komplette skuffelse, hvilket salgstallene også har bevist. Det er et kæmpe kreativt fuck up og mest af alt bare ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt, slutter spileksperten.

Facebook
Twitter
Emner: