Gasolin’-medlem talte ikke med Kim Larsen i 30 år: Jeg håber, vi mødes hinsides

Franz Beckerlee, der var et af medlemmerne i Kim Larsen-bandet Gasolin’, blev meget påvirket, da han hørte om Kim Larsens dødsfald.

Franz Beckerlee (t.v.) sammen med Kim Larsen i Gasolin's velmagtsdage. (Foto: Allan Moe © Scanpix)

- Jeg blev vækket tidligt søndag morgen og fik at vide, at Kim have forladt sit hærgede legeme og efterladt os med minderne og alt det, vi har haft sammen på godt og ondt.

Sådan begynder Franz Beckerlee sin statusopdatering, hvor han fortæller, hvordan han reagerede på nyheden om Kim Larsens død i søndags. Han var med i bandet Gasolin’, der blandt andet stod bag numre som ’Kvinde min’, og er nu kunstmaler.

Han skriver i sin facebookopdatering, at han nærmest væltede ud af sengen, og at hans krop rystede så meget, at han ikke var i stand til at male én lige linje.

Se Gasolin' optræde med nummeret 'Refrainet er frit' her:

Vi var nogle stolte motherfuckere

- Vi har ikke talt sammen i over 30 år, fordi han havde travlt med sit, og jeg havde travlt med mit, men også fordi vi var nogle stolte "motherfuckere", begge to, skriver han blandt andet.

Det har tidligere været fremme, at Kim Larsen og Franz Beckerlee udgjorde to modsatte poler i Gasolin’. For mens Franz Beckerlee havde en forkærlighed for jazz og blues, så var det den gode sang og den gode melodi, som Kim Larsen søgte.

De to var dog begge til stede ved et pressemøde for at præsentere filmen ’Gasolin’, der havde premiere i 2006.

Kim Larsen (med solbrillerne) mødtes med Franz Beckerlee (nummer to fra højre), da der var premiere på filmen 'Gasolin'. (Foto: Henrik Hildebrandt © Scanpix)

- Jeg håber, at når det bliver min tur til at drage af sted, at vi kan mødes hinsides og udveksle en masse frisk sladder. I can’t wait to see you, slutter Franz Beckerlee på Facebook.

Kan du ikke få nok af Kim Larsen og Gasolin', så kan du lytte til P6 Beat elsker Gasolin' her.