Genforsker: William har uden tvivl arvet sine danseevner

Toårige William, der giver den gas i en jive på dansegulvet, har uden tvivl arvet sine dansetricks fra forældrene.

Når lille William på to år fyrer den af på dansegulvet i en jive, spiller hans dansegener fra forældrene en stor rolle. Sådan lyder det fra genforsker Eske Willerslev fra Københavns Universitet.

- Det kommer jo ikke ud af den blå luft, for der er rigtig meget, der er arv. det kan man for eksempel se i flere tvillingestudier, hvor folk er blevet separeret ved fødselstidspunktet, og ligheden alligevel er slående, når de så møder hinanden, siger han til DR Nyheder.

Williams forældre, Peter og Kristina Stokkebroe, er begge professionelle dansere og har et dansestudie i Aarhus.

Far: Han har arvet glæden

Den lille dreng er blevet verdensberømt, fordi forældrenes venner postede en video med Williams dans på YouTube. Men selv er Williams far ikke sikker på, om sønnen har arvet evnerne fra hans kone Kristina og ham selv.

- Det er svært at sige, om han har arvet talentet, men han har da i hvert fald arvet glæden ved at danse, siger Peter Stokkebroe.

Alder taler for arv

Nedarvede gener spiller en meget stor rolle både i forhold til personlighed, sygdomme og talent, siger Eske Willerslev. Og Williams lave alder indikerer, at arven spiller en meget stor rolle, siger Eske Willerslev.

- Det taler for, at han har arvet sine evner. Jeg ved ikke hvornår, man motorisk kan røre sig på den måde, men mig bekendt har jeg aldrig set andre toårige gøre det, siger Eske Willerslev.

Han understreger, at arv ikke betyder alt, men at miljø også spiller ind.

- Det er en diskussion, der ikke er konsensus omkring i den videnskabelige verden, siger han.

Eske Willerslev referer også til nobelprismodtagere, der ofte er i familie med hinanden.

- Og det er ligesom mange af Niels Bohrs børn og børnebørn studerer fysik, siger han.

Facebook
Twitter