Genoplev filmene og musikken om Mandela

Den sydafrikanske landsfaders liv og kamp mod apartheid har været inspiration for både musik, film og arkitektur.

Nelson Mandela har inspireret flere musikere og filmfolk. Her ses han sammen med den amerikanske sangerinde Whitney Houston. (Foto: Juda Ngwenya © Scanpix)

Med Nelson Mandelas død har verden mistet inspirationskilden til adskillige kulturprodukter.

Den sydafrikanske aktivist, politiker og ekspræsident har ageret muse for både musikere, filmfolk og arkitekter, der både er blevet inspireret af personen Mandela og hans kamp mod apartheid.

Det har givet udslag i et hav af film, musiknumre og arkitektur om og for den sydafrikanske landsfader.

ProtestmusikMandelas kamp for lige rettigheder mellem hvide og sorte har inspireret mange musikere gennem tiden.

I 1984 udgav britiske The Special A.K.A. sangen 'Free Nelson Mandela', som en protest mod hans fængsling under apartheid-tiden, der strakte sig fra 1948-1994.

Nummeret var modsat andre protestsange tempofyldt med sin sydafrikanske inspiration og opnåede en niendeplads på den britiske hitliste, samt en enorm popularitet blandt apartheidmodstandere i Sydafrika.

I 1985 dedikerede Stevie Wonder sin Oscar for sangen 'I Just Called to Say I Love You' fra filmen 'Pigen i rødt' til Nelson Mandela, hvilket fik den sydafrikanske broadcasting-union til at forbyde hans musik i landet.

I 2007 blev en statue af Mandela indviet på Parliament Square i Englands hovedstad, London, med deltagelse af blandt andre den daværende engelske premierminister Gordon Brown og enken til den kendte sydafrikanske journalist og anti-apartheid aktivist, Donald Woods.

Mandela udtalte om statuen, at den ikke kun repræsenterede ham, men alle der havde kæmpet imod undertrykkelse i Sydafrika.