George Michael i interview fra 2004: Jeg har et godt tag på begge køn

Sangeren mente selv, at han havde en god evne til at ramme begge køn - og det var opskriften på succesen.

Et salg på mere end 100 millioner plader er et tydeligt tegn på, at George Michael kunne noget helt specielt.

Og måske var det netop hans evne til at skrive tekster, der vakte genklang hos både kvindelige- og mandlige lyttere, som var med til at gøre ham til en af de helt store musikere.

Det mente han i hvert fald selv:

- Jeg tror helt ærligt, at succesen skyldes, at jeg i mine tekster har et ret godt tag på begge køn, sagde George Michael i 2004, da han gav interview til DR i forbindelse med udgivelsen af pladen Patience.

- Jeg voksede op med to søstre og har tidligere haft forhold til kvinder. Nu er jeg en del af den homoseksuelle kultur, men jeg har stadig en stor forståelse for begge køn.

Han sprang først ud som homoseksuel i 1998 og mente selv, at hans seksualitet var med til at forstærke succesen:

- Der er så meget musik i dag, der bliver målrettet kun mod kvinder. Jeg har altid sigtet mod alle... på mere end én måde. Den dobbelthed betyder, at jeg tiltrækker begge køn, og det må have været med til at skabe en succesfuld karriere, sagde George Michael.

Se Michael fortælle i klippet fra 2004-interviewet øverst på siden.

FacebookTwitter