Ghita Nørby modtager Æres Bodil

Ghita Nørby har i forvejen fire statuetter og to nomineringer fra Filmmedarbejderforeningen. Nu hædres hun med en Æres Bodil.

Hun har lavet folkekomedier med Dirch Passer, leveret drama i film som "Arven", lagt stemme til tegnefilm og vundet en række Bodil-priser - blandt andet for "Dansen med Regitze".

Nu får hun så endnu et skulderklap af Filmmedarbejderforeningen, når der uddeles de hvide Bodil-statuetter i form af årets Æres Bodil.

Med i de bedste film

- Ghita Nørby er ikke alene den kvinde i Danmarkshistorien, der har været med i flest spillefilm. Tallet nærmer sig stærkt de magiske 100, udtaler foreningens formand Jacob Wendt Jensen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Hun har også været med i nogle af de bedste gennem en periode, der strækker sig over hele 55 år - indtil videre vel at mærke! Det talent og den livsduelighed i et omskifteligt fag vil vi gerne hylde fra Filmmedarbejderforeningens side.

I klub med Sprogøe, Kjer og Moritzen

Den kendte skuespillerinde er gennem tiden blevet beriget med fire Bodil-statuetter og to nomineringer.

Hædersprisen, som hun modtager 3. marts i Bremen Teatret, hvor prisfesten holdes, er tidligere blevet givet til kolleger som Ove Sprogøe, Bodil Kjer, Helle Virkner og sidste år til Henning Moritzen.

Ghita modtog sin første Bodilpris i 1976 for bedste kvindelige hovedrolle i "Den Korte Sommer".

Facebook
Twitter