Gift ved første blik-Dennis vejede 118 kilo og har aldrig haft en kæreste: 'Det var et fedtfængsel'

Nu har Dennis tabt sig 50 kilo og føler sig klar til at finde kærligheden.

De fleste 'Gift ved første blik'-deltagere har flere forliste forhold i bagagen. Men ikke 28-årige Dennis Krogsdal Madsen. Da han sagde 'ja' til at blive gift med Anja Mølgaard Jakobsen, sagde han også ja til sit livs allerførste kærlighedsforhold.

- Jeg har aldrig haft selvtillid til at opsøge forhold. Jeg har været overvægtig en stor del af min barndom og ungdom. Og jeg føler, at min krop har begrænset mig i at udleve den, jeg var indeni, fortæller Dennis.

- Det var et fedtfængsel.

Overvægtig fra barnsben

Overvægten begyndte, da Dennis var barn. Som 11-årig vejede han allerede 78 kilo. Men det var først, da hans mormor blev dødeligt syg, det rigtig tog fart.

- Der har helt sikkert været noget trøstespisning inde over, siger Dennis.

Det kulminerede, da han var 21 år gammel. Her toppede vægten, og han vejede 118 kilo.

Overvægten blev styrende i Dennis’ liv. Han var overopmærksom på at undgå situationer, hvor han kunne komme til at svede. Som på ungdomsjobbet i caféen i den lokale sportshal, hvor han for alt i verden ville undgå at blive sat til at skære kød, fordi det fik sveden til at pible.

Han kæmpede med dårligt selvværd og isolerede sig.

- Jeg har altid haft et stort socialt behov, men jeg kunne alligevel godt finde på at takke nej til fester, fordi jeg følte mig udstillet, hvis jeg kom til at sidde der og svede.

Har tabt 50 kilo

Dennis iført sine gallabukser fra år 2012. Billedet er taget i 2015, og Dennis havde på daværende tidspunkt tabt sig omtrent 40 kilo. (Foto: Dennis Krogsdal Madsen)

Dennis meldte sig ind i en lokal gå- og løbeklub. Her blev han hurtigt en del af fællesskabet og oplevede at blive presset på en god måde.

Dennis satte sig for at træne op til at løbe 5 kilometer. Undervejs i træningen tabte han 7 kilo, og det bemærkede folk omkring ham. De gav opmuntrende kommentarer, og det gav ham ekstra motivation. Så han begyndte også at ændre på sin kost, og så tog det fart – Dennis tabte 18 kilo det første år.

I dag har han tabt sig i alt 50 kilo.

- Man siger, at vægttab er 20 procent kost og 80 procent træning. Men jeg vil sige, det er 100 procent mentalitet. Folk har forskellige barrierer, men alle kan tabe sig, hvis de virkelig vil det.

Dennis holder foredrag om vægttab i forbindelse med sit arbejde som sundheds- og forebyggelseskonsulent i Viborg Kommune. Og der er en bestemt pointe, han er særligt opmærksom på at formidle til sine tilhørere.

- Det vigtigste er tålmodighed. Jeg havde måneder, hvor der slet ikke skete noget. Men så havde jeg andre måneder, hvor det gik rigtig stærkt. Det sværeste ved et vægttab er at holde sig til planen – også når der ikke sker noget.

Se Dennis fortælle om sit vægttab:

Bevidst at fravælge kærligheden

I dag vil Dennis gerne have en kæreste. Men han fortryder ikke, at han først går på jagt efter et forhold nu.

- Jeg var meget bevidst om at lade være med at finde en kæreste. Jeg var bange for at opbygge et selvbillede baseret på et forhold. Bange for at mit selvværd ville gå i vasken, hvis forholdet brast. Så jeg var bevidst om at arbejde med mit selvbillede inden, jeg begyndte at opsøge kærligheden.

I dag føler Dennis sig klar til at finde en kæreste.

- Vægttabet gav mig en tro på mig selv. Jeg tænkte, at hvis jeg kan klare det, kan jeg også klare alt muligt andet, siger han.

Han savner tosomhed; en partner at dele tilværelsen med. Derfor har han meldt sig til ’Gift ved første blik’.

- Mine tætteste venner og veninder er i forhold, og det, de har, vil jeg også gerne have. Jeg er ikke jaloux, og jeg synes, jeg har et rigtig godt liv. Jeg mangler bare tosomheden. At gå en tur sammen, opleve ting sammen, at vende dagen efter arbejde, og generelt følelsen af at være to om tingene.

Dennis Krogsdal Madsen blev gift med Anja Mølgaard Jakobsen i andet afsnit af 'Gift ved første blik'. Anja er 31 år, marketingkoordinator og bor i Tilst. (© dr)

Gift ved første blik-ekspert: 'Han er en fantastisk fyr'

Gert Martin Hald er psykolog og specialist i klinisk sexologi. Han var med til at starte 'Gift ved første blik' som koncept i 2013.

Gert Martin Hald forklarer, at Dennis' manglende erfaring med at være i et forhold stiller Dennis og Anja over for nogle udfordringer. Dennis skal lære nogle ting om forhold og følelsesmæssig intimitet fra bunden, mens Anja bibringer noget erfaring. Den erfaringsmæssige forskel kan der være både nogle fordele og ulemper i, og det bliver spændende at følge, lyder det fra eksperten.

Gert Martin Hald forstår ikke, at Dennis har holdt sig tilbage på kærlighedsfronten. For Gert synes, Dennis er en fantastisk fyr med meget at tilbyde.

- Jeg tror, han har følt, at han ikke har levet op til forudsætningerne for at indgå i et forhold. Han har tænkt, at det at være slankere var en præmis for at opsøge et forhold. Og derfor har hans daværende vægt afholdt ham fra at gøre det.

Og ofte har andre det faktisk ikke på samme måde, fortæller Gert Martin Hald.

- I virkeligheden er det som regel en katastrofetanke eller en slags selvoplevet virkelighed.

- Nu er Dennis så kommet ud på den anden side, og han er en flot mand, og derfor tør han opsøge forholdet. Men det er jo ikke udseendet, der giver ham ret til at indgå i et forhold. Han havde lige så stor ret til det før. Forskellen er, at nu tror han på sig selv.