Gift ved første blik-Frederik kan ikke holde ud at se sig selv på tv: 'Det er forfærdeligt'

'Jeg begynder at sammenligne mig med de andre deltagere,' siger Frederik.

Spoiler-advarsel! I artiklen her nævnes der detaljer fra afsnit syv af 'Gift ved første blik'.

'Gift ved første blik' er en seersucces, og i år er ingen undtagelse. Hver uge er der over en million danskere, der følger de fem pars op- og nedture i eksperimentet.

Men for én person er det nærmest umuligt at se med og umuligt at undgå. Han medvirker nemlig selv.

- Det er forfærdeligt at sidde og se mig selv. Jeg har meget, meget svært ved at være i det. Jeg ser jo sådan set ikke programmet. Kun den del, hvor vi er med. Resten spoler jeg over, for jeg kan simpelthen ikke rumme det, lyder det fra 29-årige Frederik Fornitz.

Eksperterne matchede ham med 28-årige Maja Pedersen. Men for Frederik blev eksperimentet ikke kun en kamp for kærligheden - men også en kamp mod sin egen usikkerhed.

Og netop usikkerheden er grunden til, at han har så svært ved at se programmet i dag.

- Jeg begynder at sammenligne mig med de andre deltagere og det, de sagde eller gjorde. Hvorfor gjorde jeg ikke sådan? Hvorfor gjorde jeg noget andet?

Fik det dårligt i Tivoli

Når Frederik ser sig selv på skærmen, føler han, det udstiller de svagheder og udfordringer, han har. Og så bliver han frustreret over at kigge på sig selv.

Her er Tivoli-turen i afsnit syv et klassisk eksempel. Parret er taget i forlystelsesparken for at have en sjov dag, men Maja efterspørger, at Frederik tager mere initiativ til, hvad han vil prøve. Det ender med, at han prøver en forlystelse med Maja, som gør ham dårlig, og de må tage hjem.

- Jeg falder med det samme tilbage i den dumme vane med ikke at have det store behov eller ønske, og derfor kommer jeg igen til at lade Maja få følelsen af, at hun skal stå med ansvaret, forklarer Frederik i dag.

Han er frustreret over igen at se sig selv falde i det, han kalder for 'misforstået godhed'.

- Jeg tror, jeg kommer til at lade Maja føre, fordi det i mit hoved nok er vigtigere for hende, hvad hun gerne vil, end hvad jeg måske vil. Jeg ville jo mest af alt bare gerne opleve det sammen med hende og se Maja i en helt anden setting, end jeg havde set hende før.

Hårdt, når Maja græder

Frederik og Maja har sagt ja til at medvirke i det her interview sammen. De sidder i sofaen, og på bordet står en flot buket blomster, han lige har købt til hende. Hun gør ham tryg i alt det utrygge.

- Maja giver mig ro og er min største støtte, som Frederik siger.

Derfor er det også meget svært for Frederik at se de scener i programmet, hvor Maja er ked af det og græder.

- Det er jo vanvittigt hårdt at se, at jeg gør Maja ked af det, og det tager jeg meget ansvar for, siger han.

Her bryder Maja ind.

- Det er jo ikke dig, der gør mig ked af det. Der sker jo en masse ting imellem os, som gør, at jeg reagerer. Jeg er bare vildt følsom og reagerer ret nemt. Men jeg kan godt forstå, det virker voldsomt, særligt hvis man påtager sig det ansvar, at det er dig, der gør, at jeg føler sådan.

- Vi har fra starten hygget os sindssygt meget og har haft gode snakke. De er bare ofte kommet, når vi har været alene uden kamera, forklarer Frederik og Maja. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Det har hun sagt utallige gange til ham. Og han forstår godt ordene. Alligevel kan han ikke lade være med at bebrejde sig selv. For hvis han nu havde gjort noget anderledes, var hun jo ikke blevet ked af det.

- Og så bliver det i mit hoved til, at det er mig, der har gjort noget forkert.

Krummede tæer

I mange år har Frederik døjet med tunge tanker, og for syv år siden fik han konstateret en depression, som i en periode gjorde ham ude af stand til at arbejde. Men ved hjælp af en psykolog og hårdt arbejde kæmpede han sig ud på den anden side og begyndte at føle sig parat til at slå sig ned med den rette kvinde. Hun var bare ikke så nem at finde.

- Det er nok ikke en overraskelse for nogen, at jeg er en smule genert, så Tinder og byture er ikke lige mig, som han siger.

Men så fik en god veninde en ide. Frederik skulle melde sig til 'Gift ved første blik'. Han havde aldrig set de andre sæsoner før, så han prøvede at se sæsonen fra sidste år, men måtte give op efter fem minutter.

- Jeg krummede tæer cirka fem minutter inde i første afsnit af sæsonen, og så måtte jeg stoppe, husker han.

Psykolog Mette Smith siger: - Frederik og Maja gør begge meget af det, der er behov for i et parforhold. De respekterer hinanden og er omsorgsfulde. (Foto: Sebastian Stokkebo Sørensen © dr)

Alligevel var der noget ved konceptet, der tiltalte ham. Især det med at få hjælp af eksperterne til at ramme en helt ny type kvinde. Så han sendte en ansøgning afsted, og til hans egen overraskelse kom han igennem nåleøjet og blev matchet med Maja.

Hun var lige en kvinde for ham. Smuk, smilende, sød, klog og spørgende.

Men desværre fik det Frederiks gamle usikkerhed til at vælte op i ham igen. At der var kamera på, gjorde kun det hele værre.

Blev tavs

Det blev svært for Frederik at reagere naturligt på skærmen, og der var tusind tanker, der styrtede rundt i hans hoved.

- Nu skal jeg huske at spørge. Der skulle jeg have spurgt. Hvornår kan jeg spørge næste gang? Spørg ikke om noget, hvor du lyder dum. Spørg ikke om noget, der gør hende ked af det. Hvad skal jeg spørge om nu?

- Jeg vidste godt, at Maja ville grine med mig, hvis jeg fik sagt ting på en lidt kluntet måde, men det får jeg ikke gjort, da jeg er mere fokuseret på, at jeg skal leve op til, at jeg har fået en sød og pæn kone, siger Frederik. (© Snowman Productions)

Når tankerne om ikke at svare 'forkert' fyldte i hans hoved, fremstod han i stedet tavs på skærmen.

- Jeg er vant til at have mange af de tanker, så jeg registrerer dem ikke på den måde. Men nu kan jeg se, at det er præcis det, der sker i hovedet på mig, når jeg ser 'Gift ved første blik'.

Og det havde desværre den effekt på Maja, at hun følte, det hele afhang af hende. Måske ikke den optimale reaktion, set i bakspejlet, siger hun i dag.

- Jeg er frustreret over, at jeg gjorde det til mit ansvar, for det var der ingen forventninger om. Jeg var følelsesmæssigt totalt på overarbejde og var flere år ude i fremtiden. Jeg ville ønske, jeg kunne have slappet mere af i det, siger hun i dag.

Champagneproppen

Men ét er selvkritikken. Et andet er folks kommentarer på nettet og i flere medier, hvor tonen flere steder har været hård mod Frederik. Derfor vælger han den taktik, der virker bedst for ham. Han ignorerer det.

- Jeg læser slet ikke kommentarspor og har kun læst få artikler. Og det er kun, når dem, jeg kender, har læst på forhånd og sagt 'det her kan du godt læse', siger han.

En artikel i Berlingske var særlig kritisk mod Frederik med overskriften:

- Hvad stiller man op med en mand, som ikke engang kan åbne en flaske champagne uden at skyde sig selv i hovedet? Maja har trukket nitten med dødbideren Frederik.

Se videoklippet hvor Frederik skal åbne en flaske champagne:

- Han kritiserer mig for, at champagneproppen rammer mig i hovedet. Når det er på den måde, bliver det for plat og useriøst, og jeg læste ikke mere end overskriften, siger Frederik.

- Men der, hvor det er mere legitim kritik, er det sværere. For jeg kan godt se, at jeg er stille og ikke får sagt noget i det materiale, de har valgt at vise, tilføjer han.

Men hvordan har Frederik det i dag med, at han valgte at stille op til programmet?

- Jeg føler på en måde, jeg har overvurderet, hvordan jeg selv havde det. Jeg havde egentlig ideen om, at jeg kunne håndtere det bedre, end det lykkedes, siger han.

Så tilføjer han:

- Men rationelt føler jeg alligevel, at jeg faktisk var klar til det. Jeg havde bare ikke forberedt mig på, hvordan jeg håndterer det, hvis jeg ikke reagerer på skærmen, som jeg havde håbet og forventet.

Psykolog: 'Det er ikke farligt at vise, hvis man er ked af det'

Mette Smidt er psykolog og parterapeut. Det er hendes tredje sæson i ekspertpanelet i 'Gift ved første blik'. Her giver hun sit syn på Frederiks deltagelse i programmet.

Var Frederik parat til at stille op?

- Det synes jeg, han var. Forstået på den måde at Frederik er et selvstændigt, voksent menneske, som var parat til at finde kærligheden og udfordre sig selv. Desuden synes jeg, de begge gør meget af det, der er behov for i et parforhold, rigtig godt. Han respekterer Maja, er omsorgsfuld, og selvom hun udtrykker lidt utilfredshed, bliver han i forholdet og arbejder på det. Det er også vigtigt at huske, at det nok har været lettere for dem at få en samtale til at flyde, når kameraet har været slukket.

Er det okay at vise, at han kæmper med sin egen usikkerhed?

- Det er ikke farligt at vise, hvis man er ked af det. Det er vigtigt, at vi ikke stigmatiserer det her og mener, at vi ikke kan vise det svære på tv. Men selvfølgelig er det et ekstraordinært stort pres at være på tv og svært at vide, hvordan man vil reagere på det. Alle bliver overraskede over presset, når det bliver vist, og derfor får alle deltagerne tilbudt hjælp efter programmet, hvis de ønsker det.