En mønt er forsvundet fra et kunstmuseum i Berlin.
Men det er ikke en hvilken som helst mønt, men en gigantisk en i ægte guld, der er tale om.
Den måler 53 centimeter i diameter, er tre centimeter tyk, vejer omkring 100 kilo, og anslås på grund af sin høje renhed af guld at være svarende til 27 millioner danske kroner værd.
På mønten, der kaldes ’Big Maple Leaf’, er et billede af den britiske dronning Elisabeth den Anden.
- Mønten blev stjålet i går aftes. Den er væk, siger en talsperson fra Bode Museum i Berlin, Markus Farr, ifølge The Guardian.
Sikret med skudsikkert glas
Ifølge politiet blev mønten formentlig stjålet af en eller flere tyveknægte, der slap uopdaget gennem et vindue, muligvis ved hjælp af en stige.
- Og så lykkedes det dem at komme ind i bygningen og hen til møntudstillingen, siger Winfrid Wenzel, en talsmand for politiet, ifølge The Guardian.
Han tilføjer, at mønten var sikret med skudsikkert glas.
Wenzel kan ikke gå i detaljer med spørgsmål om bemanding, alarmsystem eller sikkerhedsforanstaltninger på museet, siger han.
’Big Maple Leaf’ stammer fra Canada og blev i 2010 udlånt til Bode Museum, der råder over en af verdens største møntsamlinger.