Giro 413 dufter af søndagskarbonader

Søndagens ønskekoncert i radioen, Giro 413, fylder 60 år i morgen. Det traditionsrige program er kun overgået i alder af nyheder og morgenandagten.

Vi har alle en erindring om radioprogrammet Giro 413. Nogle husker på mormors skrattende transistorradio og duften af karbonader. Andre lever sig tilbage til søndagskøreture og fællessang fra bagsædet af en bil.

Atter andre husker dengang, de selv var til fest, hvor man samlede ind i en "mormors bh" eller "farfars sutsko" og den følgende søndag sad parat for at høre ønskenummeret.

Søndag efter søndag har ønskeprogrammet Giro 413 været lydkulisse til danskernes fridag fra klokken 12.17 til klokken 14, og fredag den 8. januar fylder radioprogrammet 60 år.

Velgørende formålGennem seks årtier har danskerne således indsendt penge til et velgørende formål mod at radioprogrammet læser en hilsen op i radioen og spiller et ønsket musiknummer.

Værten Margaret Lindhardt tænker først og fremmest på danskerne og de mange historier, lytterne har delt med hende, når tankerne ledes hen på hendes arbejde.

- Det er skæbnehistorier om Danmark og danskerne. Familiemedlemmer efterlyser og finder hinanden gennem Giro 413. Nogle sender en hilsen til ungdomskæresten og andre siger tak for hjælpen i forbindelse med en ulykke eller et sygdomstilfælde. Den slags gør mit arbejde værdifuldt, fortæller Margaret Lindhardt.

TredjeældsteProgrammet er i dag det tredjeældste i Danmarks Radios historie, kun overgået af nyhederne og morgenandagten. Den lange levetid forklarer Margaret Lindhardt med, at konceptet for programmet er eviggyldigt.

Men ser man tilbage på programmets historie, så har der været sværdslag mellem lytterne og værterne om "den gode musiksmag".

- Otto Leisner var den første til at spille den musik, folk gerne ville høre og ikke hvad DR mente, folk skulle høre. Dengang ønskede man især slagere af Gustav Winkler og dansksprogede udgaver af engelsk musik, og Leisner var den første til at tage folks ønske alvorligt. Men der var andre senere værter, der ikke delte den opfattelse, fortæller Henrik Smith-Sivertsen, der forsker dansk populærmusik ved Københavns Universitet og har et indgående kendskab til Giro 413.

97 procent lyttede medDen første tid med Giro 413 var styret ovenfra, og helt op i 1950'erne skulle man hen i slutningen af programmet, før de populære musikstykker blev spillet. Men programmet endte med at blive ekstremt populært.

I 1961 lyttede 97 prodent af Danmarks befolkning med uanset alder og geografi. I dag lytter i gennemsnit 801.000 danskere med hver søndag.

Per Jauert, lektor fra Informations- og Medievidenskab ved Århus Universitet, forklarer populariteten med, at programmet bygger på lytterkontakt.

- Der ligger et stærkt folkeligt element i have kontakt med sin radio, og det er Giro 413s styrke, at programmet har medvirket til at gøre radioen til et personligt og næsten intimt medie. Med tiden blev DR nødt til at ændre kurs og ikke bare oplyse og informere, men også lytte til danskerne, siger han.

Også plads til MetallicaDR har ikke en oversigt over det mest spillede nummer på Giro 413 gennem programmet 60-årige levetid.

Men selv Margaret Lindhardt erklærer programmet "utrolig rummeligt", så også kunstnere som Metallica og Nik og Jay bliver spillet, må hun erkende, at ønskerne i Giro 413 kredser om de samme numre. Det skyldes primært, at sangene ønskes i forbindelse med en bestemt lejlighed.

- Numre som "Du er min øjesten" bliver ønsket i forskellige sammenhænge, da sangen både kan gå til en kæreste og et barnebarn. "Tak er kun et fattigt ord" bruges tit, når der skal siges tak for noget. "Vi skal gå hånd i hånd" er populært ved sølvbryllup og bryllup og "Kære lille mormor" bliver ikke sjældent spillet, når mormor har fødselsdag, forklarer hun og uddyber:

Vil leve 20 år endnu- Jeg kan godt finde på at bede lytterne om, at vælge nogle andre numre, for jeg kan ikke spille de samme numre hele tiden. Ellers bliver folk voldsomt trætte af dem.

Men Margaret Lindhardt taler for døve øren, mener Henrik Smith-Sivertsen. Giro 413 er nemlig "en ø i havet af engelsksproget pop og rockmusik", og lytterne elsker, at de ved, hvilke musik der kommer.

- Giro 413 er et traditionsprogram, og det vil leve de næste 20 år, tror jeg. Det handler om fest og hverdagsliv, og om at blive ved med at være, som man er. Programmet er indgangen til minderne, og derfor vil der lyde et ramaskrig, hvis DR vil tage det af plakaten.

Top ti over de mest spillede numre i Giro 413 de seneste 10 år:

  • "Kald det kærlighed" - Lars Lilholt Band

  • "Kære lille mormor" - Richard Ragnvald

  • "Rigtige venner" - Jodle Birge

  • "Himmelhunden" - Teddy Edelmann/Sussi & Leo

  • "Mormors kolonihavehus" - Eva Madsen

  • "En dejlig dag" - Tonny Landy

  • "Tak er kun et fattigt ord" - Poul Bundgaard

  • "Vi skal gå hånd i hånd" - Keld og Hilda Heick

  • "Smuk som et stjerneskud" - Brdr. Olsen

  • "Vore allerbedste år" - Lis og Per

Facebook
Twitter