Giv et bud: Danmarks Akvarium skal sælges

Tusindvis af fisk får nyt hjem i 2013, når Danmarks Akvarium sælger bygningen i Charlottenlund og flytter til Amager.

Dødens Gab et stenkast fra havet - Danmarks Akvarium er sat til salg.

Har du altid drømt om at holde hajer i dit hjem? Så er det nu, du skal slå til.

Danmarks Akvarium er sat til salg, så for den nette sum af 4,5 millioner kroner, er det nu muligt at erhverve sig 3450 kvadratmeter med havudsigt i Charlottenlund.

Frem med pengepungen

Men som køber af Akvariebygningen, skal man være beredt på at hive lidt mere end de 4,5 millioner op af lommen.

- Akvariebygningen kræver naturligvis en større ombygning, hvis den skal have en ny anvendelse. Dertil kommer, at bygningen generelt er nedslidt, hvilket derfor samlet set vil kræve en stor investering, siger vicedirektør for Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme Erik Als.

Alligevel håber han på, at bygningen stadig vil blive anvendt til publikumsorienterede og kulturelle formål.

Fiskene flytter

Dog er salget af bygningen i Charlottenlund ikke Danmark Akvariums endeligt.

De tusindvis af fisk flytter til Amager i 2013, hvor de får endnu mere plads at svømme rundt på.

"Den Blå Planet" hedder den bygning, der skal rumme de over 300 forskellige dyrearter, som Charlottenlund tidligere har huset.

Byd ind før den 18. oktober

Selvom hajerne i akvariet formentlig ikke følger med, kan bygningen foruden havudsigt tilbyde "central placering med kort afstand til det centrale København", skriver ejendomsmægler Sadolin Albæk.

Så det er bare med at slå til, før en anden gør det.

Er man interesseret i at erhverve sig den karakteristiske bygning, skal der gives et bud inden den 18. oktober 2012.

Facebook
Twitter