Givenchy er død: Her er tre ting, han vil blive husket for

Den franske designer Givenchy gjorde fransk luksusmode mere folkelig.

I 1995 præsenterede designeren Givenchy sin sidste kollektion under et modeshow i Paris. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Hubert de Givenchy tilhørte fransk haute coutures guldalder.

Designeren skabte sammen med kolleger som Coco Chanel og Christian Dior Frankrigs mest anerkendte haute couture, og hans modehus er et af de førende i Frankrig.

Den franske designer døde i dag i en alder af 91 år. Vi har spurgt DR's modeekspert Chris Pedersen, hvad Hubert de Givenchy vil blive husket for.

Kommerciel luksus

Modehuset Givenchy var det første luksusmodehus, der introducerede ”pret-a-porter” - mode klar til at tage på. Indtil 1950’erne var det forbeholdt kvinder fra overklassen at gå ind i et modehus i Frankrig og bestille en håndsyet kjole til et meget højt beløb, fortæller Chris Pedersen.

Men Givenchy lavede som en af de første luksusdesignere en billigere, færdigsyet kollektion, som stadig var dyr, men langt billigere end haute couturen. Med pret-a-porter kunne mere almindelige kvinder gå ind i en butik og købe en færdigsyet kjole fra Givenchy.

- Det gjorde, at man kunne begynde at klæde alle på. Pludselig blev moden tilgængelig for mange flere mennesker, siger Chris Pedersen.

Moden til Hollywood

I fransk forstand blev Givenchy folkelig. Enhver franskmand vidste, hvem han var, og hvad han stod for. Det skyldes blandt andet, at han i 1960’erne begyndte at arbejde med Hollywood.

Filmplakat, Breakfast at Tiffany's fra 1961.

Før i tiden var der tradition blandt franske luksusdesignere for at klæde de kongelige på, men Givenchy samarbejdede med filmstjerner.

Heriblandt Audrey Hepburn, som gjorde ham kendt i hele verden for ”den lille sorte kjole”: En enkel, stramtsiddende, sort cocktailkjole, som hun har på i filmen 'Breakfast at Tiffany’s'.

- Filmene var et sted, hvor almindelige mennesker gik hen for at drømme. Og pludselig kunne de drømme om en Givenchy-kjole, siger Chris Pedersen.

Kjoler til den moderne kvinde

Givenchy stod for den tidløse elegance. Ligesom Audrey Hepburn i 'Breakfast at Tiffany’s' var Givenchys mode ikke til den tuttenuttede kvinde, men til den moderne, intelligente kvinde.

Jacqueline Kennedy. (Foto: SCHELER / STERN © Scanpix)

Jackie Kennedy, som var kendt for sin moderne og trendsættende stil, gik ofte klædt i mode fra Givenchy.

- Han skabte et look, der passede til kvinder, der vil følge med tiden, siger Chris Pedersen.