Glem Netflix! Disney vil overtage verdensherredømmet efter historisk opkøb til 466 milliarder

Disneys opkøb af giganten Fox kan også risikere at få konsekvenser for Disney Sjov på DR, mener ekspert.

Hvis du vil streame 'Frost' i fremtiden, skal du muligvis investere i et særskilt Disney-abonnement. Medieanalytiker Claus Bülow Christensen vurderer nemlig, at Disney vil fjerne deres indhold fra alle andre tjenester end deres egen kommende streamingservice 'Disney+'. (© Disney)

Anders And og Mickey Mouse har fået en masse nye familiemedlemmer, heriblandt hele Simpsons-familien.

Disney har nemlig opkøbt store dele af 21st Century Fox, som blandt andet har rettighederne til populære superhelte som 'X-Men' og 'Deadpool', serien 'Homeland', James Camerons fire kommende 'Avatar'-film samt de tre originale 'Star Wars'-film fra 1977, 1980 og 1983.

Den spektakulære handel har været undervejs i et års tid, og i nat dansk tid faldt aftalen endeligt på plads for Disney, som har åbnet den helt store pengetank af Joakim von Andske dimensioner og betalt 71 milliarder dollars – 466 milliarder kroner – for overtagelsen af Fox.

Købet giver genlyd i underholdningsbranchen, da Disney i forvejen ejer både Marvel og Pixar og nu nærmer sig et monopol.

Det forklarer film- og serieanmelder Jakob Stegelmann, der er vært på 'Troldspejlet', og som har fulgt udviklingen tæt.

- Med købet af Fox bliver Disney det største konglomerat på mediefronten overhovedet. Det svarer helt enkelt til, at alle supermarkeder bliver til ét stort supermarked, som dermed får rigtig meget magt, siger han.

Og det kan få konsekvenser for, hvilke film vi fremover kan vælge imellem.

- Hvis Disney sidder på det hele, vil de kunne styre meget af filmmarkedet og for eksempel bestemme, hvad der skal vises i biograferne. Det bliver sværere for mindre filmselskaber og mindre lande at komme igennem med deres ting, når mediemarkedet er fyldt med monopoler, siger han.

Indtil nu det været 21st Century Fox, der har haft rettighederne til de populære 'X-Men'-film. Men snart vil dén filmserie og alle de andre filmrettigheder hos 21st Century Fox altså tilhøre Disney. (Foto: Doane Gregory © Twentieth Century Fox)

Benhård streamingkrig

Nu, hvor opkøbet af Fox er en realitet, er det et direkte forvarsel til konkurrenterne om benhård kundekrig.

For inden året er omme, forventes Disney at rulle den planlagte streamingtjeneste Disney+ ud, som vil have snablen lagt ind hos nogle af de 139 millioner husstande, der abonnerer på Netflix.

Det forklarer digital medieanalytiker Claus Bülow Christensen.

- Disney er med dette køb blevet klodens måske allerstørste streamingservice. Jeg er sikker på, de vil overtage herredømmet, og det vil især give konkurrence til Netflix. For her kommer en streamingtjeneste, som både kan tilbyde Pixar, Star Wars, National Geographic, Marvel og Disney, og som derfor vil være meget attraktiv. Så det store spørgsmål bliver, hvor mange streamingtjenester vi vil give 100 kroner for hver måned, siger han og tilføjer:

- Ud over kampen om vores penge bliver der også krig om vores tid. Med et større udvalg skal HBO, Netflix og Disney slås om vores opmærksomhed og vores loyalitet og skal dermed pumpe nye spændende tv-serier ud konstant. Jeg forudser et larmende, støjende og aggressivt marked, når de for alvor ruller sig ud.

Lige nu kan du se populære Disney-film som 'Find Nemo' på Netflix. Men man skal være hurtig, hvis man vil nå at se Disney-indholdet på eksempelvis Netflix, inden det bliver taget ned. (© Disney•Pixar.)

Går ud over Disney Sjov

Der har allerede været flere aggressive konfrontationer mellem Disney og Netflix, da Disney er begyndt at opsige deres samarbejdsaftaler.

For os danskere kan det få den konsekvens, at børneklassikere som 'Disney Sjov', der er blevet sendt på DR hver uge i 27 år, og 'Disneys juleshow', som blev sendt første gang i Danmark i 1967, fremover kun kan ses på Disneys egen streamingtjeneste, mener Claus Bülow Christensen.

- Hvis vi ser på, hvor nådesløse Disney har været overfor Netflix, kan man godt forberede sig på, at de konsekvent kommer til at fjerne Disney fra alle andre tjenester end deres egen. Så jeg kan ikke se andet, end at både Disney Sjov og juleshowet vil være i fare.

Fox News, selve tv-kanalen Fox og det meste af Fox Sports er ikke omfattet af handlen med The Walt Disney Company, som blev startet af brødrene Walt og Roy Disney i 1923.

Det er den 88-årige australske mediemogul Rupert Murdoch, der står bag 21st Century Fox.

Facebook
Twitter