Golden Globe-skandale fortsætter: Medlemmer flygter og smækker med døren

To tidligere HFPA-medlemmer kalder organisationen 'giftig' og mener, at løfter om forandring klinger hult.

Igennem årene har de største af de største stjerner indtaget scenen for at modtage en Golden Globe, men prisen har de seneste måneder mistet meget af sin prestige, og flere stjerner tager afstand til prisfesten. Her ses skuespiller Brad Pitt modtage en Golden Globe i 2020. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

Golden Globes, prisuddelingen, der ofte bliver kaldt "Oscars frække lillebror", har det seneste stykke tid været ramt af massivt stormvejr.

For organisationen bag uddelingen, der hylder det bedste inden for film og tv, Hollywood Foreign Press Association (HFPA), er blandt andet ramt af beskyldninger om sexisme og manglende diversitet.

Og nu er der ny ballade hos det skandaleramte HFPA.

Det sker, efter to af organisationens medlemmer har meldt ud, at de smutter. Det skriver Hollywood Reporter.

Der er tale om Diederik Van Hoogstraten and Wenting Xu, som kalder HFPA for "giftig" og erklærer, at de vil skabe en ny organisation af journalister, som skal være "transparent, professionel og inkluderende for de nuværende og kommende generationer af journalister, som ganske enkelt ønsker at arbejde sammen uden giftigheden".

HFPA består af journalister og skribenter, som dækker den amerikanske filmbranche i USA, og organisationen har siden 1944 uddelt filmpriserne The Golden Globes.

Organisation beskyldt for sexisme og manglende diversitet

HFPA har været i unåde, siden det i februar kom frem, at der ingen sorte journalister var iblandt gruppens 87 medlemmer.

Den manglende diversitet har blandt andet fået den konsekvens, at Netflix ikke længere vil have noget med HFPA at gøre. Desuden annoncerede tv-stationen NBC for nylig, at den ikke vil sende Golden Globes-showet fremover.

Flere af de helt store Hollywood-stjerner har også vendt Golden Globes ryggen. Tom Cruise har for eksempel sendt sine gyldne priser retur, og Scarlett Johansson har beskyldt HFPA for sexisme. Desuden har skuespiller Mark Ruffalo og instruktør Ava DuVernay også taget afstand fra HFPA.

  • Scarlett Johansson har i et interview fortalt, at "man blev mødt med sexistiske spørgsmål og bemærkninger fra visse HFPA-medlemmer, der grænsede til seksuelle krænkelser." (Foto: HENRY NICHOLLS © Ritzau Scanpix)
  • Tom Cruise har valgt at sende sine tre Golden Globe-statuetter tilbage i protest over den manglende diversitet i HFPA. (Foto: JASON LEE © Ritzau Scanpix)
  • Mark Ruffalo har takket tv-stationen NBC for at gøre "det rigtige" ved at boykotte Golden Globe-showet. (Foto: Danny Moloshok © Scanpix Denmark)
1 / 3

Løfter om reformer klinger hult

Siden kritikken ramte HFPA, har organisationen lovet, at der skal andre boller på suppen. Derfor fremlagde HFPA i sidste måned en storstilet reformplan, der gør det muligt for organisationens bestyrelse at hyre et rekrutteringsbureau.

Dét bureau skal ifølge Deadline blandt andet finde en ny administrerende direktør samt en direktør for diversitet, lighed og inklusion til HFPA.

Desuden skal organisationen finde nye medlemmer.

Men alle disse løfter klinger hult, lyder det nu fra Diederik Van Hoogstraten og Wenting Xu. De kalder situationen behind the scenes for mørk og ubehagelig og tilføjer ifølge Hollywood Reporter, at:

- Størstedelen af medlemmerne afviser en stor forandring, selvom vores advokater og talspersoner har sagt noget andet offentligt (...) Mange medlemmer mener fortsat, at vi er ofre, og det er en attitude, som garanterer, at ingen selvrefleksion eller forandring kommer til at ske.

Diederik Van Hoogstraten og Wenting Xu peger desuden på, at der foregår mobning internt blandt HFPA-medlemmerne, og at kritiske røster bliver ignoreret.

- Vi ønsker ikke at blive associeret med en gruppe, der tilsyneladende er dedikeret til ærlig journalistik og fri tale, men som beror på konsulenter og advokater, som taler for dem i uklare, juridiske termer, lyder det blandt andet fra Diederik Van Hoogstraten og Wenting Xu.

'Skuffende, at nogle vil splitte organisationen'

Hollywood Foreign Press Associations hovedkvarter i West Hollywood i Californien. (Foto: Mario Anzuoni © Ritzau Scanpix)

HFPA tager afstand fra Van Hoogstraten og Xus beskyldninger. I en udtalelse fra organisationen lyder det:

- På et tidspunkt, hvor størstedelen af vores organisation har valgt at være en del af forandringen, er det skuffende, at nogle medlemmer har valgt at splitte organisationen og så adskillelse og tvivl.

Ifølge HFPA har man som mål at "skabe de store forandringer, som vores organisation har brug for".

I næste måned forventes det, at medlemmerne i HFPA skal stemme om organisationens nye vedtægter.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk