Google digitaliserer verdens kunstskatte

Besøg de største museer, zoom helt ind på verdensberømte malerier og saml dine egne favoritter. Det er nogle af mulighederne i Googles online kunst projekt.

Fra tirsdag er der fri adgang til kunstværker og museer fra hele verden gennem "Google Art Project" på internettet. Og her kan man blandt museer og samlinger fra hele verden finde en del af kunstsamlingerne fra både Statens Museum for Kunst og Ny Carlsberg Glyptotek.

Med Googles projekt får brugerne adgang til 151 kunstinstitutioners samlinger, med 30.000 værker fra 40 lande.

Og ud over bare at nyde synet af de store værker kan man også samle sine egne favoritter blandt malerier, skulpturer, street art og fotokunst. Googles mål med projektet er nemlig at gøre kunsten tilgængelig for alle.

- Internettet spiller en helt central rolle i at bevare, men også i at fremme og udvikle verdenskulturarven og Google Art Project handler om at gøre kunsten tilgængelig for alle, hvor som helst og når som helst, fortæller Christine Sørensen, der er kommunikationschef i Google Danmark til Kulturnyt på P1.

Dansk kunst på verdenskortet

Pladsen blandt verdens store kunstsamlinger på "Google Art Project" er attraktiv for Statens Museum for Kunst. Den digitale platform er nemlig en måde for museet både at blive eksponeret ude i verden og at nå de danskere, der bor for langt fra museet til at besøge det.

- Vi er Danmarks hovedmuseum for kunst, og vi ligger fysisk i København, men vores forpligtelse og vores ønske er at komme ud til alle danskere. Med "Google Art Project" kan folk i hele verden med et klik komme til at se den danske nationale kulturarv indenfor kunsten, og det er fantastisk at få mulighed for at eksponere dansk kunst på den måde, siger Merete Sanderhoff, der er kunsthistoriker på Statens Museum for Kunst, til Kulturnyt på P1.

Googles digitale kunstprojekt gør det muligt at bevæge sig rundt i 41 museer med "Street view"-funktion, og desuden kan man se 45 udvalgte værker så detaljeret og i så høj opløsning, at end ikke det blotte øje kan konkurrere.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:4f6731e8860d9a08d0941e96

Facebook
Twitter