Google i fare efter piratdom

Ministeren bør vågne op og handle nu, kræver Advokatrådet. Dommen mod The Pirate Bay kan få forfærdelige konsekvenser herhjemme, advarer de.

Et uskyldigt ungdomsoprør kan ende med milliongæld og en tur i fængsel. Og samtlige netbrugere risikerer, at internetudbyderne tvinges til at blokere for Google, Youtube og Facebook.

Det er nogle af de frygtelige konsekvenser, som dommen mod de fire bagmænd fra The Pirate Bay i Sverige kan få, advarer Advokatrådet. Den danske lovgivning halter nemlig efter, forklarer medlem af Advokatrådets IT-udvalg, Jakob Krag Nielsen.

- Det er et problem. Man kan ikke afvise, at der spærres for adgangen til Google, for den medvirker også til ulovligheder, fordi søgemaskinen kan finde ulovlige filer, siger Jakob Krag Nielsen til dr.dk/nyheder.

Absurd, men virkeligt

Han ved, det lyder absurd. Selv for advokater lyder det absurd, men det gør desværre ikke truslen mindre virkelig, understreger han.

Årsagen til frygten er, at dommen fra Sverige går på, at The Pirate Bay ikke i sig selv har delt ulovlige filer på internettet. Men har medvirket aktivt til, at andre gør det. Og det kostede de fire bagmænd hver et års fængsel plus, at de skal betale cirka 20 millioner danske kroner i erstatning

Straffer ikke krænkeren

Derfor må kulturminister Carina Christensen straks vågne op og nedsætte et udvalg, der kan komme med forslag til en ny lovgivning, der lige nu halter gevaldigt efter, mener Advokatrådet.

- Vi skal have et system, der ikke vil lukke for Google eller Facebook. Problemet i dag er måden, retssagerne kører på. Typisk er det ikke den egentlige krænker, man straffer, men internetudbyderen, fortæller Jakob Krag Nielsen til dr.dk/nyheder.

I strid emd retsstaten

Det har blandt andet været tilfældet i den danske sag om The Pirate Bay, hvor de danske internetudbydere af landsretten er blevet tvunget til at blokere for adgangen til siden. Uden at The Pirate Bay er blevet involveret.

- Vi kan derfor ende med, at der blokeres for Google, uden at Google vil vide det. Og det stemmer ikke overens med de grundlæggende tanker i et retssamfund, forklarer Jakob Krag Nielsen.

Ungdomsoprør bag tremmer

Derfor må ministeren tage ansvar, for problemet forsvinder ikke. Udover truslen om at få lukket for adgangen til Google risikerer unge, at tilsyneladende uskyldigheder kan skænde dem for livet.

- Vi har alle været igennem et ungdomsoprør. Surt, hvis det det skal ende bag tremmer. unge mennesker kan have rigtig meget ulovlig musik og film liggende på sin computer uden at tænke over alvoren, men det kan ende i et meget stort erstatningskrav, siger Jakob Krag Nielsen

Politikerne må tage fat

Derfor anbefaler Advokatrådet Carina Christensen hurtigst muligt at få set på et nyt regelsæt på området. Reglerne skal både sikre rettighedshaverne og samtidig beskytte borgerne, så de ikke rammes af en uforholdsmæssig hård straf, når de bevæger sig rundt på internettet.

Politikerne må tage fat nu. Jo desto bedre. Problemet skal løses parlamentarisk. Politikerne skal ikke skyde det hen til domstolene, opfordrer Jakob Krag Nielsen.

Facebook
Twitter