Google slettede DR's app til børn: Nu bøjer techgiganten sig

Onkel Reje og hans venner fra Ramasjang blev dømt upassende for børn. Nu har Google ændret mening.

Google mener, at Ramasjang-karakteren Onkel Reje opfordrer til vold, og derfor lukkede techgiganten i sidste uge for adgangen til DR's populære børne-app. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Onkel Reje, der tæsker ninjaer, og lakridspiber, der bliver udleveret til børn.

Det var blandt begrundelserne for, at Google har fjernet muligheden for at downloade DR's Ramasjang-app, fordi techgiganten mente, at appen opfordrede til rygning og vold.

Men efter megen debat på sociale medier, medieomtale og mange henvendelser fra DR selv har Google ombestemt sig.

Nu kan man igen downloade appen hos Googles digitale butik, Play.

Det er DR's mediedirektør, Henriette Marienlund, godt tilfreds med.

- Fra vores side er der ikke noget, der har ændret sig. Vi har ikke ændret eller redigeret noget af vores indhold. Det er uforandret. Så hvad der præcis er årsagen til, at appen igen er tilgængelig, det ved vi ikke.

- Vi kan konstatere, at vi er på igen, og at vi lever op til retningslinjerne.

Ramasjang-værten Kristian Gintberg er kendt for at spise lakridspiber i børneprogrammet 'Ramasjang Mysteriet'.

Henriette Marienlund indrømmer, at hun var noget overrasket over Googles beslutning om at lukke for adgangen til Ramasjang-appen.

- Jeg tænkte, at det er helt uholdbart. Vi redigerer det indhold, vi sender ud. Alle danskere ved, at vi ikke opfordrer børn til hverken vold eller rygning. Vi har et samlet tilbud til børn, der tager udgangspunkt i dansk virkelighed, og det er klart, at det vil vi gerne lægge ud.

- Google fungerer som infrastruktur for os, men jeg synes ikke, de skal være mere end det. Det er os, der kuraterer og beslutter. Derfor kan vi selvfølgelig ikke leve med, at der er andre, der går ind og siger, at de vil redigere, siger Henriette Marienlund.

Kan Google have ret i det, de siger? Udlevering af lakridspiber til børn og en figur som Onkel Reje, der tæsker ninjaer?

- Nej, det synes jeg ikke. Vi har skæve, anderledes og grænsesøgende figurer, og vi laver super-godt indhold til danske børn. Vi kan have en løbende diskussion i Danmark omkring vores børneindhold - det vil vi gerne - men det er ikke en diskussion, vi skal tage med Google.

- Derfor mener jeg, at det her principielt handler om vores ret over vores eget indhold.

Opbakning fra kulturminister

Blandt politikerne, som har bakket DR op i sagen, er kulturminister Joy Mogensen (S).

I en skriftlig meddelelse til Politiken skrev kulturministeren, at hun ikke mener, at Google skal censurere dansk public-service indhold i Danmark. Hun er også uforstående overfor, at Google mener, at lakridspiber er et problem, og at DR skulle opfordre til vold.

- Lakridspiber får nok ikke nogen til at ryge pibe, og Onkel Reje er vist heller ikke en trussel mod nogen. Google ved slet ikke, hvad de taler om. DR har været verdensførende i børnefjernsyn i et halvt århundrede; der er absolut intet, Google kan lære DR om at tale med børn, skriver hun til Politiken.