Graffitistjerne maler Paris til – og giver en sviner til EU’s flygtningepolitik

Kunstneren Banksy har angiveligt været på spil i den franske hovedstad med flere politiske værker.

Banksy menes at have været i den franske hovedstad, hvor han angiveligt har stået bag omkring ti værker. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Paris har i løbet af den seneste uge haft besøg af en af verdens største graffitistjerner.

Omkring ti værker fra britiske Banksy er i de seneste dage blevet opdaget rundt omkring i den franske hovedstad, hvor mange af dem ligner en kommentar til Frankrigs og Europas behandling af flygtninge.

Det skriver flere franske medier.

I den nordlige del af Paris - ved ringmotorvejen rundt om hovedstadens bymidte – er der malet en sort pige, der er i færd med at male nazi-symbolet over med et lyserødt mønster. Stedet er angiveligt valgt, fordi det er kendt for at være et af de mange tilholdssteder for illegale flygtning.

Banksy er en af verdens mest kendte graffitimalere. Men offentligheden ved stadig ikke, hvem han er. Her er værket, han har lavet ved ringmotorvejen i Paris. (Foto: PHILIPPE LOPEZ © Scanpix)

Napoleon med tørklæde

Ikke langt derfra har Banksy malet et andet værk, som har tydelige referencer til et kendt fransk maleri af den franske kejser Napoleon Bonaparte.

På maleriet rider kejseren over Alperne på sin hest, men på graffitiværket er hans velkendte hat skiftet ud med et gigantisk rødt slør, så kejseren ligner en kvinde med tørklæde.

  • Napoleon Bonaparte har fået slør på i dette værk af Banksy. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)
  • Banksys værk har tydelige referencer til maleriet, hvor Napoleon Bonaparte passerer Alperne. (© AFP)
1 / 2

På et tredje værk står en mand med en sav bag ryggen og et kødben i den anden hånd. Foran ham sidder en blødende trebenet hund, der tigger for at få kødbenet – et kødben, der angiveligt er hundens eget ben.

En trebenet og blødende hund tigger for at få et kødben. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Banksy menes at have lavet værkerne i forbindelse med FN’s internationale dag for flygtninge 20. juni eller i dagene efter, hvor Frankrig og Italien var havnet i en migrantstrid over skibet Aquarius, som havde over 600 flygtninge ombord.

Ingen af landene ville tage imod flygtningene, men efterfølgende gav Spanien skibet lov til at komme i havn.

Hyldest til ofre for terrorangreb

Det er dog ikke kun flygtningekrisen, Banksy menes at have beskæftiget sig med. Spillestedet Bataclan, der blev ramt af terrorangrebet 13. november 2015, har på en af sine nødudgange fået malet en trist kvinde iklædt hvidt tøj. Ifølge avisen Libération menes værket at være en hyldest til ofrene for terrorangrebet.

Nødudgangen fra Bataclan, der blev angrebet i november 2015. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Selvom Banksy selv ikke er stået frem, og at de franske medier heller ikke har kunnet få bekræftet, at det er Banksy, der står bag, så er medierne ganske sikre på, at det er briten, der har lavet værkerne. Flere af de nye graffitimalerier indeholder nemlig den rotte, som han ofte maler på sine værker.

Banksy har tidligere engageret sig i flere politiske debatter. Blandt andet har han støttet flygtninge i den franske havneby Calais og malet på den israelskbyggede beskyttelsesmur mellem Israel og Vestbredden.

Facebook
Twitter