GRAFIK: Se tidens skiftende kropsidealer

Et blik tilbage i historien afslører, hvordan kropsidealet er skiftet fra årti til årti. Mest for kvindernes vedkommende, men mændene er efterhånden også kommet godt med.

Da magasinet Vogue for et par år siden erklærede, at vi nu er i den store bagdels æra, var det en reaktion på, at den store numse ifølge magasinet var blevet ”allestedsnærværende” i modebilledet.

Kendisser som Beyoncé, Nicki Minaj og Kim Kardashian – sidstnævnte måske trendens ypperste eksponent – fyldte medierne med deres ualmindeligt polstrede bagdele og havde skubbet 90ernes heroin-chick-tynde Kate Moss-look langt ud i periferien.

Trenden nåede også de danske kyster, og herhjemme blev twerking en efterspurgt træningsform i fitnesscentre over hele landet. Det hed sig, at kropsidealet endelig var ved at blive mere mangfoldigt; nu var der plads til en mere frodig kvindekrop end de åleslanke modeller, der længe har domineret modebilledet.

Men kaster man et blik tilbage i historien, tegner der sig et billede af evigt skiftende kropsidealer. Og spørgsmålet er, om den store popo og de bløde kurver, som hyldes i disse år, også har en udløbsfrist.

I anledning af DRK-programmet 'Skønhedens magt' tager ph.d. og adjunkt ved Designskolen Kolding Else Skjold os med gennem de sidste 120 års kropsidealer for mænd og kvinder.

1900-1910: The Gibson Girl og den engelske gentleman

Kvinder: En høj, statelig matrone, der fylder kjolen godt ud. Fra siden ligner hun et S med slank talje, formet ved hjælp af et korset. Der var reklamer for fedemiddel i aviserne – en kvinde skulle kunne fylde kjolen ud.

Mænd: Den engelske gentleman i jakkesæt.

En billede på en klassisk 'Gibson girl' og en 'gentleman'. (Foto: Hulton Archive)

1910’erne: Designeren Paul Poiret

Kvinder: Den korsetterede talje forsvandt til fordel for en mere flydende statur, nærmest oval. Det var moderne med store, orientalske kåber, inspireret af designeren Paul Poiret, der i dette årti opfandt catwalken.

Mænd: Stadig den engelske gentleman, der repræsenterer det bedre borgerskab.

Kvinden fik en mere flydende og oval natur i 1910erne. (Foto: Lipnitzki © Lipnitzki/Roger Viollet)

1920’erne: Asta Nielsen og Fred Astaire

Kvinder: La garçonne (fransk for ’drengepigen’) var med sit androgyne look og korte hår tidens hotteste trend. Kvinder brugte slankende elastikker til at snøre kroppen ind. Den danske stumfilmstjerne Asta Nielsen var årtiets stilikon og ramte plet med sit drengede look.

Mænd: Det går stadig langsomt med mændene. Idealet er stadig den smokingklædte gentleman, inkarneret af skuespilleren Fred Astaire.

Asta Nielsen og Fred Astaire (© Collage)

1930’erne: Marlene Dietrich og Hertugen af Windsor

Kvinder: En tilbagevenden til de mere klassisk feminine former, slank silhuet med rundede, bløde kurver. Samtidig bliver man mere eksperimenterende og de første kvinder i jakkesæt dukker op, inkarneret af Marlene Dietrich.

Mænd: Årtiet så en bølge af såkaldte soft-dressers, inspireret af den abdicerede kong Edward VIII, Hertugen af Windsor, der med sig hjem fra USA tog landets mere tilbagelænede stil med sportsinspireret tøj: blødt uld, plusforsbukser og komfortable sko.

Skuespiller Marlene Dietrich og Hertugen af Windsor, den tidligere Kong Edward VIII, som abdicerede tronen i december 1936. (© Collage)

1940’erne: Lauren Bacall og Humphrey Bogart

Kvinder: Buksepigen dukker op i modebilledet, ligesom skuldrene bliver bredere. Hvor Paris og Berlin før var trendsætterbyerne, er Hollywood nu den store inspirationskilde. Tidens hotteste par var Lauren Bacall og Humphrey Bogart.

Mænd: Manden skulle have brede skuldre og jakkesæt på.

Lauren Bacall og Humphrey Bogart. (Foto: Kollage)

1950’erne: Marilyn Monroe og Marlon Brando

Kvinder: Atter vendes bøtten, og nu kan det ikke blive feminint nok. Kvinderne skal have små, fine skuldre og korsetteret talje. Samtidig dukker torpedo-bh’en op med Marilyn Monroe som spydspids. Sexbombe på den feminine måde.

Mænd: Den voksne mands krop er stadig det hotteste. Marlon Brando er et godt eksempel, med sin veltrænede, atletiske krop, ligesom James Dean får kvinderne til at dåne.

Marlon Brando og Marilyn Monroe. (Foto: Kollage)

1960’erne: The Kennedys

Kvinder: Efter de sexede 50’ere skal kvinderne atter være tildækkede, og kroppens former opløses i skulpturelle dress-suits og a-formede kjoler. Jackie Kennedy er stilikonet over dem alle, men også modellen Twiggys barnlige ansigt og åleslanke lige-op-og-ned-krop er et udtryk for trenden.

Mænd: Middelklassen eksploderer, og billedet på den aspirerende mand med dokumentmappe og jakkesæt inkarneres af præsident John F. Kennedy.

John F. Kennedy og førstedamen Jackie Kennedy Onassis. (Foto: Kollage)

1970’erne: Mick og Bianca Jagger

Kvinder: I dette årti skal undertøjet ikke holde noget inde, for kroppen skal være naturligt slank og langlemmet. Det naturlige look uden bh dominerer. Se bare på Bianca Jagger, der var iført et hvidt jakkesæt og intet under jakken til brylluppet med Mick Jagger.

Mænd: Den efterspurgte mandekrop er lidt yngre i dette årti. Han skal stadig være atletisk, men årtiet indvarsler en bevægelse mod det yngre og slankere. Mick Jagger er et godt eksempel.

Bianca Jagger og Mick Jagger. (Foto: Express)

1980’erne: Amazonekvinder og actionhelte

Kvinder: Fitnessbølgen er på sit højeste, og det handler om at være slank men tonet - som Olivia Newton-John. Store skuldre, slank talje og smalle hofter; rigtige 'amazonekvinder' og brun, brun hud er hot - med forbillede i Grace Jones.

Mænd: Terminator-stjernen Arnold Schwarzenegger er tidens hotteste item. Mænd skal have brede skuldre og ligesom kvinderne være T-formede.

Grace Jones og Arnold Schwarzenegger. (Foto: Kollage)

1990'erne: Alfernes årti

Kvinder: Jo tyndere og mindre, desto bedre. I 1990'erne skulle kvinderne være små og androgyne som heroin chic-modellen Kate Moss. På mange måder ligner det en tilbagevenden til 1920'erne, hvor kvinder skal ligne små drenge. I reklamen for parfumen CK One forenes de to køn sågar i en fælles duft.

Mænd: Marky Mark og Leonardo DiCaprio repræsenterer 90'ernes drømmemænd: Unge, androgyne og præpubertære i deres look. Vi ønsker os stadig yngre.

Marky Mark og Kate Moss. (Foto: Kollage)

00’erne: Britney har den ideelle krop

Kvinder: Knap så magert look som i det forrige årti. I 00'erne må kvinderne godt have muskuløse lår og stærke maver. Yogakroppen vinder frem og den ideelle kvindefigur sidder lige i skabet hos Britney Spears og Jennifer Aniston.

Mænd: Den metroseksuelle mand dukker op. Han er slank og drenget som fodboldspilleren David Beckham, så han kan passe tidens slanke jakkesæt med stramme bukser og smalle ben.

David Beckham og Britney Spears. (Foto: Kollage)

10’erne: Da Kim Kardashian dukkede op

Kvinder: Kropsidealet har atter fokus på former. Timeglasfiguren med solide lår, rund numse og store bryster er kendetegnende for 2010’erne, hvor Kim Kardashian dukkede op som vor tids Marilyn Monroe.

Mænd: Ekstremsport har taget over i Danmark, og manden skal være stærk. Han dyrker måske crossfit, måske træner han til en ironman. Han har brede skuldre, store muskuløse lår, store armmuskler, men ofte ikke så udviklede lægge.

Kim Kardashian og Ryan Gosling. (Foto: Kollage)

Flere kropstyper i spil

Kropsidealet har altså gennem tiden været omtrent ligeså omskifteligt som moden. Spørgsmålet er, om vi alligevel er ved at opgive ideen om ét dominerende kropsideal til fordel for et mere mangfoldigt kludetæppe af kropsformer.

Det forudser Else Skjold:

- Der kommer flere og flere forskellige kropstyper i spil. Det er svært at sige, hvor vi ender, men jeg sporer et opgør med de standardiserede kropsidealer. Vi ser en langt større diversitet på catwalken, hvor man er begyndt at blande kønnene, ligesom modehusene også er begyndt at sende ældre og transkønnede modeller ned ad podiet.

- Hvis vi havde den her samtale om 10 eller 20 år, kan det godt være, at vi følger forskellige spor og at kropsidealerne bliver mere mangfoldige og forgrener sig. Der sker også noget i kraft af globaliseringen – de forskellige kulturers kropstyper kommer givet til at blande sig med den hvide, vestlige kropstype.

- Den store bagdel er et godt eksempel på, at der er noget, der forandrer sig. Der er et ordsprog i Afrika, der lyder: En god kvinde skal give sin mand skygge. Så hvem ved, måske vi skal til at spise fedemiddel igen.

6. og sidste afsnit af 'Skønhedens Magt' sendes torsdag klokken 20.30 på DR K.

Facebook
Twitter