Grammy-nomineret sanger anklager butikskæde for racisme: Nu lukker alle butikker i én dag

Den populære R&B-sanger SZA mener, hun er blevet udsat for racisme af kosmetikkæden Sephora.

Kosmetikkæden Sephora har valgt at lukke alle sine amerikanske butikker i en hel dag for at afholde 'diversity training'. Det kommer i kølvandet på en hændelse i foråret, hvor R&B-stjernen SZA følte sig udsat for racisme i en af kædens butikker. (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)

Forestil dig, at du står i Matas og ikke kan beslutte dig for, hvilken creme du skal købe.

Forestil dig så, at en ansat i butikken pludselig ringer til sikkerhedsvagten for at sikre sig, at du ikke er ved at stjæle.

Det lyder måske som noget, der kun sker i film og tv-serier; men hvis du skifter danske Matas ud med den internationale kosmetikkæde Sephora, så har det faktisk været vaskeægte virkelighed for den Grammy- og Oscar-nominerede R&B-sanger SZA.

Den amerikanske sanger siger, at hun blev udsat for racisme i kædens butik i den californiske by Calabasas tilbage i april, skriver The Guardian.

Da SZA besøgte butikken, valgte en medarbejder - som SZA siden har valgt at kalde for 'Sandy' på Twitter - nemlig at ringe til sikkerhedsvagterne, da hun ville sikre sig, at SZA ikke var ved at stjæle fra butikken.

SZA mener, hele miseren skyldes det faktum, at hun er sort.

SZA ankommer til Oscar-uddelingen tidligere i år. Her var hun én af de nominerede i kategorien 'Bedste sang', idet hun havde været med til at skrive teksten og indspille 'All the Stars' fra 'Black Panther'. (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Nu har Sephora så valgt at lukke alle deres amerikanske butikker i en hel dag for at afholde 'diversity training' - mangfoldighedstræning - for alle firmaets ansatte. Det sker nu på onsdag.

En talskvinde for Sephora, Emily Shapiro, forsikrer dog over for The Guardian, at mangfoldighedstræningen 'ikke skyldes en enkeltstående begivenhed'.

Hun fortæller til mediet, at der er blevet arbejdet på 'inklusivitets-workshoppene' i månedsvis, og at en stor kampagne under sloganet 'We Belong to Something Beautiful' ('Vi tilhører noget smukt') har været undervejs i snart et år.

Emily Shapiro understreger samtidig, at man tager klager som SZAs 'meget alvorligt'.

- Vi er blevet informeret om en hændelse i vores butik i Calabasas. Ud over at tage direkte kontakt til SZA er vi også i gang med samle mere information om hændelsen, så vi kan tage de rigtige, næste skridt, skriver hun i en mail til The Guardian.

Starbucks valgte at lukke 8.000 butikker

Sephoras beslutning om at lukke alle sine butikker i en hel dag kommer, et år efter at kaffekæden Starbucks tog samme beslutning.

Det skete, efter at chefen for en Starbucks i byen Philadelphia tilkaldte politiet, fordi to sorte mænd sad i butikken uden at bestille noget.

De to mænd blev anholdt for ulovlig indtrængen, men fortalte til politiet, at de ventede på en anden ven. Denne ven ankom så til cafeen, mens de blev anholdt af politiet.

De to mænd blev efterfølgende ikke sigtet.

Det fik den 29. maj sidste år Starbucks til at holde alle sine 8.000 butikker lukket i USA for at træne sine ansatte i, hvordan de håndterer 'racemæssig partiskhed', som det blev kaldt.

Nu er det så alle Sephoras ansatte, der skal en tur på skolebænken.

SZA har blandt andet gjort sig bemærket musikalsk for sangen 'All the Stars' med Kendrick Lamar samt 'What Lovers Do' med Maroon 5.

Facebook
Twitter