GUIDE Det skal du gyse over til halloween

Oktober står i allehelgens tegn, og i den anledning er der arrangementer over hele landet, der kan skræmme livet af dig. DR Kultur guider til seks forskellige, der får nakkehårene til at rejse sig.

Der er mulighed for at blive skræmt fra vid og sans i weeekenden, når Tivoli viser sig fra sin uhyggelige halloween-side. (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Vil du gerne have hjertet siddende oppe i halsen og nerverne uden på tøjet til halloween? Så kan det være, at et hjemsøgt hotel eller en horror-night på Valdemars Slot er noget for dig. DR Kultur guider til de mest uhyggelige ting, du kan foretage dig i den vaskeægte halloween-ånd.

Gys på herregården

På allehelgens aften åbner Gammel Estrup Herregårdsmuseet i Auning portene op for blandt andet spøgelseshistorier og den hjemsøgte kælder. I stearinlysenes skær får gæster lov til at gå på opdagelse i sale og gemakker på herregården, der har rødder helt tilbage til 1340.

Hvor: Gammel Estrup Herregårdsmuseet, Randersvej 2, 8963 Auning. Hvornår: Torsdag den 31. oktober, klokken 17, 19 (udsolgt) og 21. Pris: 75 kroner for voksne, børn under 18 kommer gratis ind, hvis de følges med deres forældre.

Østre Anlæg og ånderne

Tag med på en uhyggelig parkvandring på Østre Anlæg i København. Der er garanti for, at nakkehårene rejser sig, når der er mulighed for at møde lokkende lygtemænd, glødende dræbergrise og danske varulve. Læs mere om vandringen her.

Hvor: Østre Anlæg, indgang på hjørnet af Stockholmsgade og Oslos Plads. Hvornår: 30. oktober klokken 18. Pris: 60 kroner per mand.

Horror-nights på Fyn

Europas største horror-event finder sted på Valdemars Slot på øen Tåsinge ved Svendborg på Fyn.

I aften og i morgen samt den 1. og 2. november risikerer man at tisse i bukserne af skræk i de såkaldte mazer, der byder på gruopvækkende oplevelser. I denne weekend er temaet Insane Asylum - hvis man tør.

Hvor: Valdemars Slot, Slotsalléen 100, Troense, 5700 Svendborg. Hvornår: 25. og 26. oktober og 1. og 2. november klokken 19-24. Pris: 199 kroner for voksne, 179 kroner for studerende. Børn under 12 år frarådes.

Gys med Grønland i Aarhus

Avalak, Organisationen for Grønlandske studerende i Danmark, afholder halloween-arrangement for de yngste om dagen og ældste om aftenen.

Fra klokken 13 kan de små blive ansigtsmalet, mens der om aftenen vil være halloween-fest med billige øl og snacks. Husk det uhyggelige kostume!

Hvor: Det Grønlandske Hus, Dalgas Avenue 52, 8000 Aarhus C. Hvornår: 26. oktober, klokken 13-23. Pris: 20 kroner for voksne, gratis for børn. Tilmelding til festen kan ske her.

Dracula-suppe og melorme på Nørrebrogade

En af Københavns mest befolkede gader undergår for en aften en uhyggelig forvandling. Nørrebro Udvikling vil i samarbejde med Hotspot Nørrebro og Teater Grob afholde en vaskeægte halloween-aften.

Det hele vil ske på den indre del af Nørrebro gade ved Assistens Kirkegård. Der vil både være gruopvækkende danseshow, ansigtsmaling og særtilbud på økologisk 'dracula-suppe' og 'cannibal con carne' hos Teater Grob.

For dem, der ikke kan nøjes med Teater Grobs mad, vil der også være mulighed for at smage på melorme hos Harlekin Dyrecenter.

Hvor: Nørrebrogade 84-88, 2200 København N. Hvornår: 31. oktober kl. 15-19. Se programmet her

Bliv skræmt af livet i Hotel Scary

Halloween er ikke kun hyggelig uhygge for børn og sarte sjæle. Skal hjertet helt op i halsen, er Hotel Scary i Tivoli et besøg værd.

Forlystelsen Skærsilden bliver fra klokken 17 omdannet til et hjemsøgt hotel, hvor skuespillere tager form som dystre karakterer. Vær forberedt på chok, motorsave og skrigømme halse.

Hvor: Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V. Hvornår: 11.-27. oktober, klokken 10-23. Pris: Med turpas 25 kroner, uden turpas 50 kroner. Læs mere om Tivolis indgangs- og turpaspriser her.

Facebook
Twitter