Guldpalmer til sort/hvid stumfilm?

Det er en vanvittig tanke. Kan guldpalmerne, der normalt uddeles til en fremadskuende film, virkelig gå til en sort/hvid stumfilm?

Det er en vanvittig tanke. Kan Cannes-festivalens guldpalme, der normalt uddeles til en kunstnerisk fornyende og fremadskuende film, virkelig gå til en sort/hvid stumfilm?

Men når man har set franskmanden Michel Hazanavicius' 'The Artist', er det ikke længere så vanvittigt. Filmen fik stormende applaus ved den første pressevisning i Cannes og i diverse anmelderpaneler scorer filmen topkarakter.

Hyldest til gamle dage

Den slags plejer ikke at betyde noget som helst for om en film vinder Guldpalmen i Cannes, men 'The Artist' er samtidig en så uforbeholden og uimodståelig hyldest til stumfilmen og til Hollywoods tidlige dage, at filmen sagtens kan gå rent i hjertet på juryformand Robert de Niro. Og de Niro har ry for at være en mand, der styrer en jury kontant, når han sidder i formandsstolen.

Selve historien i 'The Artist' er næsten den mest indlysende, man kan fortælle, når nu man genopliver stumfilmen i 2011. Det er alle detaljerne og finurlighederne omkring historien, der gør den så charmerende og uimodståelig.

'The Artist' beretter om en stor stumfilmstjerne, George Valentin, der nægter at tro, at talefilmen vil slå stumfilmen af banen. Han tager naturligvis fejl og mens hans egen karriere går helt i stå, bliver hans stjernestatus overhalet af en smuk ung kvinde, Peppy Miller, som han hjalp ind i filmverdenen og som er dybt forelsket i ham.

To forelskede filmstjerner

Det er så enkelt, at det ikke burde fungere, men alt imens 44-årige Michel Hazanavicius strør om sig med referencer til stumfilmens historie og formsprog, udbygger han hele tiden forholdet mellem de to forelskede filmstjerner, så det til sidst står så rørende rent som to teenagere, der endelig giver efter for hinanden.

Jean Dujardin er uforlignelig som den selvfede filmstjerne, der er for stolt til at give efter for den forelskede opkomling, og Bérénice Bejo er mindst lige så charmerende og livfuld som Peppy Miller.

Dertil kommer en række fantastiske scener, der elegant leger med stumfilmens udtryk, fx en sekvens, hvor George Valentin drikker et glas whisky efter at have været vidne til en præsentation af den nye talefilm, som han kun har hånlig latter til overs for. Han sætter sit glas på bordet og opdager til sin store overraskelse, at glasset laver en lyd. Pludselig kan han også høre sin hund gø. Han kan høre folk grine. Det eneste han ikke kan høre, er sin egen stemme. Og så vågner han op, svedende i sin seng. Det var bare et mareridt.

Enkle effekter

Og både stumfilmen 'The Artist' og stjernen George Valentin kan fortsætte ufortrødent, med de store forandringer lurende i horisonten.

Det lille trick med simple effekter virker ufatteligt godt. I det hele taget har Michel Hazanavicius et meget meget sikkert tag om sine virkemidler i sin uforbeholdne hyldest til stumfilmen. Det vil være helt vanvittigt hvis en sort/hvid stumfilm vandt Guldpalmen i 2011. Men efter søndagens visning af 'The Artist' er det slet ikke så usandsynligt.

FacebookTwitter