Håber at se Ai Weiwei på Louisiana

Den kinesiske kunstner Ai Weiwei er netop blevet løsladt fra fængslet. Til november åbner en udstilling med ham på Louisiana. Sandsynligvis uden ham.

Man har altid lov at håbe. Og det gør de på Louisiana, Museet for Moderne Kunst, i Humlebæk nord for København.

For til november åbner museet dørene til en udstilling med den berømte kinesiske kunstner Ai Weiwei. Desværre for Ai Weiwei er det ikke hans kunst, der den seneste tid har været i fokus. Den 53-årige kineser har nemlig, indtil i går, været fængslet siden april, hvor de kinesiske myndigheder slog hårdt ned på flere systemkritikere, deriblandt Weiwei.

En sejr for ham og for alle

Men det kunsten, Louisiana vil præsentere, og derfor har museet fulgt situationen tæt, selv om der er langt til Kina. Og endnu længere til en fængslet mand i Kina.

- Vi har hele tiden i den her periode hvor han været fængslet været i kontakt med et par af hans assistenter og dermed også hans hustru i Beijing. Det er fantastisk og en sejr, at han er blevet frigivet for ham og for alle, siger museumsinspektør på Louisiana, Anders Kold, til DR Kultur.

Endelig mulighed for at tale sammen

Anders Kold kuraterer den kommende udstilling med Ai Weiwei, men det har været sværere end forventet, da Ai Weiwei har siddet bag tremmer og derfor ikke har kunnet skabe ny kunst. Og det bliver ikke lettere af, at Anders Kold og resten af Louisiana ikke har kunnet tale direkte med kunstneren.

- Men vi har været nødt til at tage bestik af at han ikke kunne lave nye værker. Nu får vi så mulighed for også at diskutere museumsprojektet med ham personlig. Det ser vi frem til, fortæller Anders Kold til DR Kultur.

Før jul var Ai Weiwei i Humlebæk for at se, hvad det danske museum kunne byde på. Dengang blev de første aftaler indgået, men fængslingen og den senere husarrest har tvunget Anders Kold til at tænke nyt.

- Vi aftale så meget, vi kunne dengang, men det er jo blevet vendt meget på hovedet siden, forklarer museumsinspektøren på Louisiana.

Håbet kræver et mirakel

Med Weiwei ude af fængslet kan Anders Kold måske snart diskutere udstillingen med kunstneren selv. Sådan bør det være, når kunstneren er nulevende, forklarer Anders Kold. Derfor håber han, at han inden længe kan mødes med Ai Weiwei.

- Det ville være fint at kunne besøge ham, men vi ved det ikke. Men han kan i hvert fald ikke rejse ud. Han er nødt til at respektere det, han er blevet pålagt fra myndighedernes side, siger Anders Kold, der dog ikke har mistet troen på det, der lige nu ser ud som et mirakel.

- Det ville være fantastisk, hvis han stod her til november, når udstillingen åbner, fortæller Anders Kold.

Ifølge de kinesiske myndigheder har Ai Weiwei tilstået, at han har begået skattesvindel, og hans forhold undersøges nu nærmere. Indtil da er han fortsat i husarrest, oplyser de kinesiske myndigheder til nyhedsbureauet Xinhua.

Udstillingen med Ai Weiwei på Louisiana skal efter planen åbne 14. november.

Facebook
Twitter