Hård metal regner over Roskilde Festival

Danmarks største festival har offentliggjort nye navne, og det betyder, at mere end hver tredje band på plakaten spiller heavy-metal.

Det ser sort ud for årets Roskilde Festival. Altså på den hårde, tunge og heavymetal-agtige måde.

Mere end hver tredje af de bands, som festivalen foreløbig har på plakaten, hører til i genren, hvor fansene headbanger, deres yndlingsfarve er sort, og de har et langt lokumsbræt om munden.

Står også i metallets tegn

Heavy metal er rock på den hårde måde, og indtil nu er det, hvad fem ud af 13 offentliggjorte bands til Roskilde Festival 2009 spiller. Senest er amerikanske Down kommet til.

- Festivalen står også i metallets tegn. Vi har ikke aktivt nedprioriteret andre genrer. Det er et tilfælde, hvilke bands der kan bekræftes først, siger musikchef for Roskilde Festival, Rikke Øxner, til dr.dk/nyheder.

Selv om Rikke Øxner bedyrer, at Heavy-rocken ikke vil fylde lige så meget i det endelige program, kunne de første navne på plakaten ellers godt tyde på en festival for de inkarnerede festivalgængere.

- Metal- og rockpublikummet er vores mest dedikerede. Derfor er de også sværest at gøre tilfredse, fortæller musikchefen.

Flere penge end sidste år

På festivalens hjemmeside udgør bandlisten 13 navne, og selv metal-rocken fylder meget, svarer de 13 navne ikke engang til ti procent af alle de kunstnere, der spiller på årets festival. Roskilde forventer at præsentere 175 navne, når programmet endelig ligger fast.

- Vi har 37,5 millioner kroner til musik. Det er måske ikke meget til 175 navne, men vi er heldigvis gode til at få meget for pengene, forklarer Rikke Øxner.

Hun fortæller desuden, at festivalen i år har 10 procent flere penge end sidste år.

Den skaldede headbanger

Nyeste navne på festivalen er Down med metal-legenden Phil Anselmo i front. Den tidligere Pantera-forsanger vandt prisen som den bedste headbanger tilbage i de tidlige 90'ere. Han var vel at mærke skaldet.

Med sig i bandet har han folk fra Corrosion of Conformity, EyeHateGod og Crowbar. Udover Down er Roskilde også klar til at lægge smat til Amon Amarth, Cancer Bats, Darkane og Slipknot, når de slipper metallen løs vest for København.

Det andet nye navn, som festivalen har offentliggjort, er britiske Baddies, som festivalen i al ydmyghed peger på som årets nye navn. Baddies har dog ikke meget metal i sig. De fire briter spiller snarere britisk indie-rock a la Arctic Monkeys og Kaiser Chiefs.

Årets Roskilde Festival løber fra 2. til 5. juli med opvarmning fra 28. juni. Billetterne koster fra 1.785 plus gebyr.

Facebook
Twitter