Haarder: Danskerne skal betale mere for at gå på museum

Kulturministeren foreslår offentlige kulturinstitutioner at hæve billetpriserne for at opfylde sparekrav.

- Så længe børn og unge slipper billigere, har jeg derfor ikke nogen skrupler med betalingen, siger kulturminister Bertal Haarder. (Foto: © Ólafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Prisen for at komme en tur i teatret eller museet skal være højere. Sådan skal landets kulturinstitutioner undgå fyringer, kortere åbningstider og aflyste forestillinger.

Det foreslår kulturminister Bertel Haarder (V) i Politiken mandag.

- Se eksempelvis Heartland Festival, hvor billetterne koster 965 kroner for halvanden dag. 10.000 mennesker mødte op. Det er tankevækkende, at folk er villige til at betale så meget for oplevelser, siger kulturministeren til Politiken.

- Så længe børn og unge slipper billigere, har jeg derfor ikke nogen skrupler med betalingen, siger han.

Sidste år besluttede regeringen, at landets offentlige kulturinstitutioner skal spare to procent på driften hvert år indtil 2020. Det svarer samlet til 600 millioner kroner.

Dyrere at tage på museum

Både Statens Museum for Kunst og Nationalmuseet har genindført entré, efter at det i ti år har været gratis at besøge museerne. Ifølge Politiken lukker Det Kongelige Bibliotek også speciallæsesale og begrænser åbningstiden.

Lasse Bo Handberg, der er direktør i teateret Mungo Park Kolding, siger til Politiken, at han er "sådan cirka lodret uenig" med ministeren.

- Det er et enormt vigtigt princip, at kulturen i vores samfund er for alle. I en tid, hvor vi taler om, at landet risikerer at brække over i to dele, er danskproducerede kulturoplevelser endnu mere væsentlige, og de skal være tilgængelige for alle, siger han.

- Det er i forvejen ikke billigt at gå i teatret. Hvis man sætter priserne væsentligt op, bliver det for mange en luksus, man kun tillader sig én gang om året, siger han.

/ritzau/