Hackerskandale: Nøgenbilleder fra kendte Hollywood-kvinder er lagt på nettet

Nøgenbilleder af skuespillerinden Jennifer Lawrence blev i weekenden lækket af en ukendt hacker, som hævder at have stjålet billeder fra cirka 100 kvindelige stjerner.

Den 24-årige Jennifer Lawrence har vundet en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for sin rolle i filmen "Silver Linings Playbook".

Jennifer Lawrence, Kirsten Dunst og Kate Upton.

Det er bare nogle få af de kendte kvinder, der har fået tyvstjålet hundredevis af private fotos.

I weekenden offentliggjorde en anonym person nemlig en række nøgenbilleder af flere kendte kvinder. Samtidig delte hackeren en liste af omkring 100 kendte skuespillerinder og sangerinder, hvis iCloud-konti, han angiveligt har lænset for private fotos.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Stjålet fra Apple-tjeneste

ICloud er en onlinetjeneste for iPhone-brugere, hvor fotos automatisk gemmes online, så snart de er taget.

Ifølge Reuters er det en sårbarhed i Apples iCloud, der har gjort det muligt for hackeren af få fingrene i de mange private billeder, hvoraf flere er blevet postet på hjemmesiden 4Chan - et billedbaseret internetforum.

Sammen med meddelelsen om, at hackeren havde fået adgang til de kendte kvinders personlige billeder, offentliggjorde han en række fotos af, hvad der angiveligt er, Jennifer Lawrence, sangerinden Ariana Grande og Disney-stjernen Victoria Justice - helt eller delvist afklædt.

Jennifer Lawrence: En krænkelse af privatlivet

Ifølge hackeren er han i besiddelse af intet mindre end 60 private billeder af den 24-årige Jennifer Lawrence, som blandt andet er kendt fra "Silver Linings Playbook" og "Hunger Games"-filmene.

En talsperson for Jennifer Lawrence bekræfter ægtheden af billederne og kalder offentliggørelsen af af de særdeles private fotos for en "åbenlys krænkelse af privatlivets fred".

- Myndighederne er blevet kontaktet og vil retsforfølge alle, der offentliggør de stjålne fotos af Jennifer Lawrence, lydier udtalelsen til den engelske avis The Mirror.

Ofre reagerer på Twitter

Skuespilleren Victoria Justice afviser på Twitter, at billederne af hende er ægte.

- De såkaldte nøgenbilleder af mig er FALSKE, folkens, skriver hun.

Skuespillerinden Mary E. Winstead, som er kendt fra filmen "Popular Destination 3", var ligeledes på listen over de hackede kendisser. Hun reagerede også på lækagen.

- Når jeg ved, hvor længe siden det er, at de her billeder blev slettet, så er det svært at forestille sig den uhyggelige indsats, der er blev gjort for at få fat i dem, skrev hun og sendte sin medfølelse til samtlige af de hackede kvinder.

- Skam jer

Samtidig sendte skuespillerinden en besked til de internetbrugere, der benytter sig af lejligheden til at kigge på de private fotos.

- Til dem af jer, der kigger på billeder, jeg har taget sammen med min mand for flere år bag lukkede døre i vores eget hjem, jeg håber I har det godt med jer selv.

Listen af kendte kvinder, som har fået hakket deres iCloud-konto tæller angiveligt også Avril Lavigne, Kim Kardashian, Winona Ryder, Vanessa Hudgens, Rhianna, Scarlett Johannson og Selena Gomez.

Twitter i brechen for hacking-ofre

Twitter er siden lækagen af billederne begyndt at suspendere alle konti, der poster de stjålne fotos.

Natten til mandag og tidlig mandag morgen har både hashtaggene #jenniferlawrence og #jenniferlawrencewesupportyou, som fordømmer lækagen, været de mest populære på Twitter.

Apple har endnu ikke kommenteret på tyveriet af billeder fra iCloud-tjenesten.