Han har brugt flest penge i Løvens hule i år: 'Jeg har nok bare svært ved at holde pengene i lommen'

Jacob Risgaard er den løve, der har investeret flest penge i nye iværksættere i årets sæson.  

(Foto: Per Arnesen © dr)

250.000 kroner til den ene og en million kroner til den anden.

Det kan hurtigt løbe op, når investorerne i 'Løvens hule' ser potentiale i de iværksættere, der stiller op i programmet med drømme om en økonomisk saltvandsindsprøjtning og en erfaren sparringspartner.

Det må særligt Jacob Risgaard sande efter torsdagens sæsonafslutning, for det er nemlig ham, der har brugt flest penge i denne runde af programmet.

I løbet af sæsonens i alt ni programmer har han samlet set hevet 5,1 millioner kroner op af lommen, og dermed lægger den nordjyske investor sig et pænt stykke foran sine medløver, hvis man ser på deres samlede investeringer hver især.

- Når der står en pissecool person eller flere foran mig – og jeg kan høre, at deres idé holder vand – har jeg nok bare svært ved at holde pengene i lommen, siger Jacob Risgaard.

- For mig får penge først rigtig en værdi, når de bliver brugt på andre. Jeg vil hellere være med til at skabe nogle danske arbejdspladser og arbejde sammen med nogle superdygtige mennesker end at sidde på pengene selv, tilføjer han.

Se, hvor mange penge de fem løver har investeret i sjette sæson af 'Løvens hule' her:

(© Grafik: Oliver Seppo/DR)

Investerede 2,5 millioner kroner på én gang

Modsat flere af de andre løver investerer Jacob Risgaard meget bredt, forklarer han, og i denne sjette sæson har han da også investeret i vidt forskellige virksomheder.

For eksempel har han både købt sig ind i et fynsk firma, der laver boliginteriør af beton, og hos tre københavnere, der producerer bæredygtige t-shirts.

Hans største udskrivning gik dog til et hotel i hans egen barndomsby, kystbyen Sæby, hvor han på én gang lagde 2,5 millioner kroner.

- Det seneste år har ikke være sjovt for hotelbranchen, men Danmark skal have jo også have et turistliv, når alt åbner igen, siger Jacob Risgaard med henvisning til den igangværende nedlukning.

Om investeringen i spahotellet, som han selv har et særligt forhold til, er godt givet ud på den lange bane, bekymrer han sig ikke så meget om endnu. Tiden må jo vise, hvordan det går, siger han med ro i stemmen.

- Det er alt for tidligt at sige. Men om ikke andet har det været en megafed proces.

Jacob Risgaard, der er medejer af onlinebutikken Coolshop, er i det hele taget godt tilfreds med årets udgave af 'Løvens hule', som han kalder for en "fantastisk oplevelse".

Løverne har fået prøvet, rørt ved og smagt alle mulige produkter i løbet af sæsonen. Her får de lov til at smage cocktails, der er pyntet med et billede af dem hver især. (Foto: Per Arnesen © dr)

Pandemien har ramt hårdt

Men der har naturligvis været noget, som gjorde denne sæson en hel del anderledes end den forrige – på den trælse måde.

Og ja, du gættede det: corona.

- Der har i dén grad været brug for kapital i år. Jeg kommer jo selv fra onlinebranchen, der har haft kronede tider det seneste år, mens andre virksomheder, der ikke er født online, har haft det skidesvært på grund af corona.

Og netop derfor har Jacob Risgaard også bidt mærke i, at der denne gang dukkede en del iværksættere op, som uden den globale pandemi ikke ville have haft brug for løvernes hjælp.

- Men nu var de desværre "tvunget" til at søge hjælp, fordi det var svære tider, forklarer han.

Her nævner han blandt andet Hotel Viking, som han selv investerede i, samt oplevelsesfirmaet Locked, der driver en række escape rooms, som eksempler på det.

Ja, selv et tøjfirma som Eyda lider under coronaen, fordi mange slet ikke køber træningstøj, hvis de ikke kan gå ud i butikkerne og røre ved det, som Jacob Risgaard formulerer det.

Jacob Risgaard fik sin sag for, da escape room-firmaet Locked arrangerede en lille opgave for løverne, hvor de sammen skulle demontere en "bombe". (Foto: Per Arnesen © dr)

Derudover var der selvsagt også ekstra sikkerhedsforanstaltninger under tv-optagelserne af 'Løvens hule', der foregik i august sidste år – altså midt imellem første og anden nedlukning af samfundet.

Det betød blandt andet, at der blev sprittet godt af i hulen, og at løverne skulle holde afstand til de håbefulde iværksættere.

- Det var så mærkeligt ikke at kunne give en krammer, når man havde indgået en aftale med nogen. Hold kæft, hvor var det kedeligt! Så sad man bare der, helt apatisk, siger Jacob Risgaard.

Ærgrer sig stadig over, at firma valgte ham fra

Men når corona i år har sat sit tydelige præg på 'Løvens hule', er det jo godt, at andre ting er, som de plejer at være.

Ligesom sidste år har de to herrer Jacob Risgaard og Jesper Buch nemlig været placeret i hver deres ende af løvernes stolerække, hvorfra de har sendt drilske kommentarer til hinanden.

I år har de endda givet den ekstra los med drillerierne, hvilket Jacob Risgaard synes har været rigtig fedt.

- Vi er jo begge to lidt nogle gadedrenge, så alle vores kommentarer er sgu ikke engang påtagede. Vi er bare sådan.

- Folk spørger tit mine samarbejdspartnere: "Hvordan er ham Jacob Risgaard?" Men jeg er ikke anderledes, når jeg laver tv – jeg er mig selv. Og jeg vil gerne have, at den, som folk ser på tv, er den samme, som de møder uden for 'Løvens hule', tilføjer han.

De to løver har ikke overraskende også haft kløerne ude efter nogle af de samme iværksættere i løbet af sæsonen – og ikke altid til Jacob Risgaards fordel. Derfor siger han også farvel til denne omgang 'Løvens hule' med en enkelt ærgrelse.

Konkurrenten Jesper Buch hapsede nemlig ketcher-firmaet Zerv lige for næsen af ham i afsnit tre.

- Jeg var sikker på, at Zerv havde set lyset i mig, men helt så dygtig var jeg åbenbart ikke. Jeg kan faktisk stadig vågne med sved på panden indimellem og ærgre mig over, at de ikke valgte mig, siger Jacob Risgaard.

Jacob Risgaard ville gerne have haft fingrene i ketcher-firmaet Zerv, men de to iværksættere endte med at vælge Jesper Buch og hans bud i stedet til nordjydens store ærgelse. (Foto: Per Arnesen © dr)

Heldigvis fik han en masse andre gode investeringer med sig hjem fra sin anden omgang som løve i programmet, og selvom enkelte investeringer glippede, har han alligevel haft en god og lærerig sæson.

- Jeg synes, jeg er blevet en mere dygtig forretningsmand af at lave 'Løvens hule', og selvom jeg har været i gang i 20 år nu, kan jeg stadig lære meget af dem, der først kommer ind på markedet nu.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk