Han imponerer dommerne igen og igen i 'Bagedysten': 'Det er helt vildt'

Uge efter uge sejrer Mads Andersen i 'Den store bagedyst'.

Lørdag aften markerede den tredje uge i træk som ugens mesterbager for Mads Andersen, der har taget dommerne med storm i 'Den store bagedyst'. (© Dr)

SPOILER-ADVARSEL: Denne artikel afslører, hvad der skete i 'Den store bagedyst' lørdag aften.

- Nu har jeg lavet et hattrick. Nu behøver jeg næsten ikke mere.

Sådan lød det fra den stolte amatørbager Mads Andersen, da han lørdag aften for tredje uge i træk blev belønnet med titlen som ugens mesterbager i 'Den store bagedyst'.

Stimen af succes i det hvide bagetelt kom dog som en overraskelse for den 24-årige bager, der ikke havde regnet med at skulle tage mesterbagerforklædet på tre uger i træk.

- Det var helt vildt. Når man er med i 'Den store bagedyst', er det vildeste jo at få mesterbagerforklædet og den anerkendelse, der følger med. For så har man et eller andet sted fået en bid af kagen, uanset om man går i finalen eller ej, siger han.

I de første tre programmer gik mesterbagertitlen til andre deltagere, og Mads Andersen er da også bevidst om, at han kom lidt sent til ballet – og hvad det måske skyldtes.

- I starten havde jeg meget klare idéer til, hvad jeg ville lave af nye og skøre ting. Selvom jeg måske kunne lave noget klassisk, der smagte bedre.

- Jeg kan godt lide at eksperimentere med forskellige cremer og mousser, og i min svanekage i program to brugte jeg en speciel type kagecreme, alene fordi den var sjov at lave. På trods af at en helt normal kagecreme egentlig smager bedre.

Se Mads Andersen vinde mesterbagerforklædet endnu engang i klippet her:

Blev inspireret af 'Bagedyst'-Tobias

Selvom Mads Andersen først deltager i 'Bagedysten' i programmets nuværende, niende sæson, har det faktisk været en drøm for ham at være med i mange år.

For allerede i 2014, da Tobias Hamann strøg til tops i konkurrencen, blev Mads Andersens 'Bagedyst'-gnist tændt.

- Der tænkte jeg "ej, det vil jeg også prøve", forklarer Mads Andersen og fortsætter:

- Jeg har da også ansøgt nogle gange, men når man er til casting, får man en liste med datoer over, hvornår optagelserne ligger, og så har det bare aldrig passet ind i mit liv før i år.

Til daglig bor Mads Andersen med sin kæreste i Aarhus, hvor han læser molekylærbiologi på Aarhus universitet.

Og ud over at have brugt utallige af sine vågne timer på at nørde kager og medvirke i 'Bagedysten' i år har det 24-årige bagetalent også lige skrevet sin bachelor ved siden af optagelserne til programmet.

Men en overgang overvejede han, om han skulle gå all in på kagerne og gøre dem til sin levevej.

- På et tidspunkt tænkte jeg på, om jeg skulle lave noget med mad og blive kok eller konditor i stedet for at læse på universitetet.

- Men mens jeg er god til at sætte mig ned og nørde i en bog og læse om teknikker, kniber det nogle gange mere med at udføre det i praksis, griner han.

Mads Andersen bruger sin svanekage som et eksempel på, at han af og til lader sig rive med af de svære teknikker. Cremen i kagen var svær at lave, men den smagte ifølge ham selv ikke nødvendigvis bedre end en helt almindelig kagecreme. (© Dr)

Drømmer om at få sit eget sted

Interessen for madlavning og kagebagning stammer fra barndomshjemmet, hvor der var en klassisk opdeling mellem Mads Andersens mor, der stod for sagerne i køkkenet, og hans far, der ordnede hus og have.

- Min far var da lidt skuffet, griner han og fortsætter:

- Men jeg ville hellere hjælpe min mor med at bage og lave mad og stå og kigge ned i gryderne. Det fangede mig bare rigtig meget, fortæller Mads Andersen, der fra en ung alder kastede sig over bøgerne for at forstå processerne i kagebagningen til bunds.

Mads Andersen har dog valgt at gå den akademiske vej i stedet for at begive ned ad håndværksstien, og det er der er ret lavpraktisk årsag til.

- Jeg har altid gået op i at gøre det godt i skolen, og jeg ville gerne sikre mig en uddannelse, jeg kunne bruge til mange ting. Så kan jeg altid lave et karriereskift senere hen, hvis det er det, jeg vil, forklarer han og fortsætter:

- Jeg tænker, det er nemmere at gå konditorvejen senere hen i stedet for at have brugt ti år på at være konditor og skulle til at begynde på universitetet.

Bageteltet har været vidne til Mads Andersens dedikation til kagerne, når han uge efter uge har imponeret dommerne med sit indgående kendskab til videnskaben bag kagernes forskellige elementer. (Foto: Carsten Mol © Dr)

Selvom der stadig er mange bøger, der skal læses, før han er færdig med sin uddannelse, er det sikkert og vist, at han skal arbejde med gastronomi i én eller anden form.

For Mads Andersens drømme er mange, og så må tiden vise, om han skal arbejde på et teoretisk eller lavpraktisk niveau.

- Jeg specialiserer mig inden for ernæring og fødevareteknologi, som går ud på at udvikle nye fødevarer. Og Arla har for eksempel en research and development-afdeling her i Aarhus, hvor de udvikler og optimerer nye produkter. Der kunne det være sjovt at arbejde.

- Men jeg er jo også barista ved siden af mine studier og tidligere ismager, så jeg drømmer nok også om en dag at få mit eget sted, hvor jeg kan lave alle de ting, jeg synes er fede.

Har du fået lyst til at give dig i kast med en af Mads Andersens kreationer fra 'Den store bagedyst'? Så kan du finde opskriften på hans træstub, som han lavede i program fire, lige her:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk