Hannah på 26 jagter det store gennembrud i London: Jeg er sprunget helt ud på det dybe vand

Efter en identitetskrise i gymnasiet fandt Hannah Fredsgaard-Jones ud af, at hun er god til at skrive sange. Nu jager hun musikerdrømmen i London.

Da jeg var barn, havde jeg en lille kassettebåndoptager og en masse kassettebånd, som jeg havde fået lov til at overskrive.

Jeg optog alt muligt.

Fra min lillebrors astmatiske vejrtrækning og lyden af en hårtørrer til klangen af en violin og andre instrumenter. Hvis der var en lyd, så var jeg der med min båndoptager.

Min far er præst i folkekirken, så sang fik jeg også tidligt ind på livet. Hjemme hos os sang vi til bords, og mine forældre sang for os, når vi blev puttet om aftenen.

Da jeg skulle vælge gymnasium, vidste jeg, at jeg ville på Sankt Annæ. Det gymnasium er kendt for et højt niveau inden for musik og sang, og jeg tænkte, at der ville jeg passe perfekt ind. For jeg havde altid været hende i klassen, som sang.

Det var mit talent, min ting. Min identitet.

Jeg var lykkelig, da jeg fik besked om, at jeg var optaget – men da jeg begyndte i min gymnasieklasse, fik jeg et chok. Her var sang og musik alles identitet. Og i forhold til de andre i min klasse, følte jeg faktisk ikke, at jeg havde specielle evner, hverken med min sangstemme eller på klaveret.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Da jeg gik ud af gymnasiet og begyndte på en daghøjskole, fandt jeg ud af, at jeg var god til at skrive sange. Som afslutningsprojekt på højskolen besluttede jeg mig for at skrive og indspille fem sange.

En af mine venner havde gået der året før mig, og han sagde, at det ville blive helt umuligt. Men jeg gjorde det alligevel, måske lidt i trods. Sangskrivningen var min nye superkraft, som passede utrolig godt til min glæde for at synge.

Tilsammen føles det som et mere helt mig. Det er så smukt med sange, at de jo er unikke, fordi de er skrevet af lige præcis den person, de er skrevet af.

Jeg blev optaget på sangskriverlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium i Aarhus med lige præcis de fem sange. Det er en fantastisk skole, men efter to år havde jeg brug for, at der skulle ske noget. At blive revet ud af min sammenhæng, se noget nyt og få nogle nye udfordringer.

Så jeg besluttede mig for at tage et semester på Guildhall School of Music & Drama i London og fik lov til at tage af sted.

Den første tid i London var ensom. Jeg var taget af sted uden rigtigt at kende nogen. Det tager tid at bygge et netværk og skabe relationer, når man flytter til en ny og stor by

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Ensomheden blev ekstra tydelig for mig, da jeg skulle registrere mine oplysninger på min nye skole. Jeg blev bedt om at opgive et telefonnummer på en, som skolen kunne kontakte, hvis der skete mig noget – og jeg anede ikke, hvem jeg skulle skrive på. Hvis jeg havde været hjemme i Danmark, ville jeg have haft masser af navne, men her havde jeg ingen.

På skolen begyndte jeg i den elektroniske afdeling, hvor jeg fik mulighed for at nørde rigtig meget. Det er en attraktiv skole, og eleverne kommer alle mulige steder fra, så jeg fik mulighed for at spille med musikere fra hele verden. Det er jeg klart blevet en bedre musiker af.

Det skulle egentlig kun have været et semester, men nu har jeg efterhånden boet i London i tre år, og til august bliver jeg kandidat i musik fra Guildhall. Jeg er fuld af ambitioner, håb og drømme, og selvom fremtiden er svær at spå om, så er jeg ikke bange.

Jeg har lige fået at vide, at jeg er blevet valgt til at være 'resident artist' i Roundhouse, som er et stort sted for scenekunst i Camden.

Det er en ordning, hvor jeg helt gratis kan bruge studiefaciliteter og øvelokaler, og så er der også nogen, der hjælper mig med at få mine sange ud til et publikum og få sat skub i min karriere som professionel musiker.

Det kunne ikke være bedre.

(Foto: Rasmus Meldgaard Harboe (DR))

Min lillebror går i gymnasiet nu hjemme i Danmark. Jeg siger tit til ham, at han er sej, at han klarer det, for jeg kan godt huske, at det var hårdt. Dels er man teenager og omgivet af andre teenagere, men man er også på vej til at blive voksen.

Man tænker, at det er grundstenene til éns identitet, der bliver lagt, men i virkeligheden er man bare forvirret.

Hvis jeg ikke er det, som jeg lige troede, hvad er jeg så? I dag ved jeg, at jeg kom til at sammenligne mig alt for meget med de andre i min klasse, og jeg tror faktisk, at jeg tabte lidt af den umiddelbare glæde ved musikken. Selvom gymnasietiden selvfølgelig også var fyldt med gode oplevelser.

Når man har travlt med at sammenligne sig med andre, glemmer man, at der kun er én af dig og én af mig. Jeg kan skrive sange, fortælle og formidle historier, som jo er helt unikke, fordi det er mig, der fortæller dem.

Det har været så inspirerende at studere i London, men det har da også føltes som at springe ud på det helt dybe vand en gang imellem.

Men det handler virkelig bare med at prøve. Hvis man har en drøm, som er spændende, så skal man ikke bare vente på, at nogen kommer og prikker én på ryggen, for det sker nok ikke. Man skal også være klar på at møde mange afslag på vejen. Men sådan er det. For mig har det virkelig handlet om at være vedholdende, også når jeg har mødt muren.

Sidste år blev jeg gift med en brite, så jeg regner ikke med, at jeg skal tilbage til Danmark lige foreløbigt. Jeg håber, at eventyret kun lige er begyndt.

Facebook
Twitter