Hanne Boels søn fandt musikken til mors album

Bag Hanne Boels nye cd står et samarbejde med Hanne Boels 17-årige søn. Han har valgt nogle af numrene, men mor og søn var ikke altid enige.

Hanne Boel har ikke været ene om at vælge numrene til sin nye cd af coverversioner. Hun har haft sin 17-årige søn med på projektet som repertoirechef.

Når Hanne Boel synger ”Mad World” med Tears for Fears, er det den 17-årige Boel junior, der har valgt nummeret. Han kendte nummeret fra Gary Jules fortolkning på soundtracket til filmen ”Donnie Darko”. Hanne Boel var solgt, da hun hørte nummeret. Også nummeret ”Into my arms” med Nick Cave har Hannes søn introduceret sin mor for.

Tekster man kan stå inde for

Men selvom sønnikes inspiration har været betydningsfuld, har han ikke altid ramt plet.

Da Hannes søn præsenterede hende for de fire amerikanske countrylegender Waylon Jennings, Kris Kristoffersen, Willie Nelson og Johnny Cash, var den danske sangerinde ikke helt så begejstret.

- Det var et dejligt nummer, men slet ikke mig. Det er blevet væsentligere med årene, at teksterne er nogle, jeg kan stå 100 procent inde for. Jeg kan ikke synge en tekst om at køre ned af en highway i USA, for det gør jeg ikke i min hverdag. På den bekostning kan der ryge nogle gode numre, som personligt - eller hvad angår handling eller setting - ikke klæder mig, fortæller Hanne Boel.

Ikke for meget snak

Da sønnen havde præsenteret numrene for Hanne Boel, gik hun videre til den talentfulde danske jazzpianist Carsten Dahl og foreslog ham at lave coverversioner af numrene.

Og uden at diskutere sangene prøvede de dem af. Risikovilligt. Uden alt for mange aftaler om tempo, intro eller andet.

- Vores mantra har været: Ikke for meget snak eller koncept. Vi har ikke talt om, hvad gør vi, hvordan skal det virke. Vi har bare gjort det. Vi har ikke talt om, om vi var tæt på eller langt fra originalen. Jeg har længe været en del af en branche, hvor spændetrøjer og koncepter ofte bliver en del af den kreative proces, fortæller Hanne Boel, som fandt samarbejdet med Carsten Dahl uden spændetrøje befriende.

Tre intense dage i Nordens dyreste lydstudio

Hanne Boel og Carsten Dahl tilbragte tre intense dage i et af Nordens fineste og dyreste lydstudier i Oslo. I alt blev 20 sange indspillet i studiet i Oslo, hvoraf de valgte 18 fra og endte med 11 sange, de begge føler noget for.

Blandt de 11 covernumre, finder man numre af kunstnere som Rickie Lee Jones og Randy Newman. Albummet hedder ”I Think It's Going To Rain” blev udgivet 23. marts.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:53ab634d6187a210f0ef87f9

Facebook
Twitter