Har du en Børge - så har du nok også en uddannelse

Har du en uddannelse og moderne kunst i dit hjem? Så har du sikkert også Børge Mogensens spanske stol stående. I år er det 100 år siden, designeren blev født.

Denne stol indbyder ikke kun til afslapning - den indbyder også til, at man får sig et lille glas! Armlænet er bredt nok til en drink eller en kop kaffe, hvis man ikke sidder for uroligt. (© Trapholt)

Læderet smyger sig om din ryg, du sidder godt tilbage i den lave stol, og dine arme hviler på de brede armlæn, hvor der er rigeligt plads til både hænder og en kop kaffe.

Du kender godt 'Den spanske stol', når du ser den. Stolen er designet af Børge Mogensen, og han hyldes fra torsdag og frem til oktober med en udstilling på Trapholt museum. Anledningen er, at det er 100 år siden, den danske designlegende blev født.

Og der er god grund til at interessere sig for Børge Mogensen og hans mange møbler, hvor netop den spanske stol sammen med Folkestolen fra FDB-serien og tremmesofaen er blandt de mest kendte klassikere.

- Lige netop den spanske stol indeholder næsten alle elementer af Børge Mogensens arbejde - både en trang til at udtrykke sig, men samtidig et behov for at holde stramt igen, siger Karen Grøn, der er museumsdirektør på Trapholt.

Hvordan bor du med Børge?

Museets hold efterlyste op til udstillingen billeder af folks bolig for at vise, hvordan de "bor med Børge", som Karen Grøn udtrykker det. Målet var at undersøge, hvordan danskerne indretter sig med hans møbler.

- Mange af dem, der har den spanske stol stående har ofte en kortere eller længere uddannelse og har typisk indrettet sig med plisserede lamper og moderne kunst på væggene, fortæller Karen Grøn til DR Kultur.

Og Børge Mogensens møbler var - og er stadig - at finde i mange danskeres hjem, fortæller hun.

- Børge Mogensen lavede enkle og funktionelle kvalitetshverdagsmøbler til den danske befolkning, som var i et prisleje, hvor de fleste kunne være med. Han havde en vision om at skabe en fornuftig boligindretning til danskerne.

Fast inventar i hvert et boligblad

Hvis du vil læne dig tilbage i din egen spanske stol fra Børge Mogensen, skal du dog have knap 20.000 kroner til rådighed på dit dankort.

En af dem, der blandt andet arbejder med Børge Mogensens spanske stol, er producent og designdirektør Thomas Graversen fra Fredericia Furniture:

- Man kan jo ikke åbne et boligblad uden at se et billede af den spanske stol i de der billedreportager fra en eller andens hjem, siger han.

"Man skal selv sidde røv i sin stol"

Og der er også god grund til, at stolen er så udbredt, for Børge Mogensens mål var ikke at blive forgudet. Målet var, at møblerne kunne indgå i danskerne hverdag

- Børge Mogensen dyrkede funktionaliteten frem for formen som det primære. For ham var det vigtigste møblets sammenhæng med livet i folks hjem. Men hans sans for proportioner slår nærmest alle de andre designere fra den tid af pinden, siger Thomas Graversen.

Kvaliteten er endda så god, at "hverdagsstolene" holder i mange år, siger Thomas Graversen. Derfor køber mange en brugt vintagestol. Men her havde producenten naturligvis håbet på noget andet.

- Det er ærgerligt, at folk ikke altid skaber deres egen historie med Børge Mogensens møbler. Dem, der køber vintage, overtager en andens historie, men man skal da selv sidde røv i sine møbler.

Facebook
Twitter