Har været forsvundet i flere måneder: Verdenskendt skuespiller anklages for skattesvindel for millioner

Den kinesiske skuespillerinde Fan Bingbing, kendt fra 'Iron Man 3' og 'X-Men', skylder ifølge de kinesiske skattemyndigheder flere hundrede millioner kroner, lyder det.

Fan Bingbing ses her på den røde løber til filmfestivalen i Cannes sidste år. (Foto: Alastair Grant © Scanpix)

Rygterne om en af Kinas mest kendte skuespillerinder, Fan Bingbing, har svirret i flere måneder.

Siden juni har hun været forsvundet fra offentlighedens søgelys, og dengang lød det, at hun blev undersøgt for skattebedrageri.

Nu er det så kommet frem via det statsdrevne nyhedsbureau Xinhua, at hun ifølge de kinesiske skattemyndigheder skylder den kinesiske stat mere end 800 millioner kroner - næsten 900 millioner kinesiske yuan. Det skriver AP News.

Det er den første offentlige udtalelse om stjernen, siden hun forsvandt.

Fan Bingbing og virksomheder relateret til hende er blevet beordret af de kinesiske skattemyndigheder til at betale omkring 270 millioner kroner i skatter og afgifter sammen med en bøde på 550 millioner kroner.

Da hun er førstegangsforbryder, har regeringen angiveligt sagt, at hun ikke vil blive retsforfulgt, hvis hun betaler alle pengene inden en endnu uanmeldt frist, skriver Xinhua.

Se sagen kort her:

Ville skjule indtægter

De skyhøje skattebøder er kommet, efter at Fan Bingbing, ifølge myndighederne, har forsøgt at skjule, hvor mange penge hun har fået for forskellige filmprojekter ved hjælp af såkaldte 'yin-yang-kontrakter' og dermed undgå at betale millioner af kroner i skat.

Fan Bingbing forsvandt omkring en måned efter, at den forhenværende tv-vært fra Kinas største tv-station CCTV (China Central Television, red.), Cui Yongyuan, beskyldte hende for skatteunddragelse.

Det udløste bred spekulation, ikke bare i Kina, men i hele verden om, at hun var blevet tilbageholdt af skattemyndighederne.

Ifølge nyhedsbureauet Xinhua er hun blevet undersøgt af skattemyndigheder i Jiangsu-provinsen, nær Shanghai, men der er stadig ikke nogen detaljer om hendes nuværende opholdssted, skriver CNN.

Skuespillerindens forsvinden har også chokeret rundt om i verden, ikke mindst i Kina - og det trækker tråde direkte til den kinesiske præsident Xi Jinpson styring af landet.

- Når Kina kan finde på at skjule en af deres allermest berømte skuespillere, bør det give anledning til et wakeupcall - og til at tro, at enhver, der bor i Kina, kan blive den næste, lød det fra menneskerettighedsforkæmper Michael Caster via CNN i sidste måned.

Den internationalt kendte Fan Bingbing forsvandt i juni efter massive rygter om skattesvindel og bedrageri. Det er ikke første gang, folk forsvinder uden forklaring i Kina. Skuespillerinden ses her til filmfestivalen i Cannes i maj i år. (Foto: Stephane Mahe © Scanpix)

Agent tilbageholdt af politiet

Ifølge Xinhua blev undersøgelsen af Fan Bingbing udløst efter indberetningen af hendes indtjening fra filmen 'Air Strike', en kinesisk film med Liu Ye og Bruce Willis i hovedrollerne, der handler om de japanske bombardementer i Chongqing under 2. verdenskrig. Filmen har premiere den 26. oktober.

Her gik rygterne, at hendes agent, Mou Enguang, forhindrede undersøgelsen og bestilte medarbejdere fra virksomheder ejet af Fan Bingbing til at skjule eller ødelægge de regnskabsmæssige beviser.

Agenten bliver nu tilbageholdt af politiet, da undersøgelsen af hans sag fortsætter. Det forlyder desuden, at flere tjenestemænd hos lokale skattebureauer i Jiangsu også har været ansvarlige for Fan Bingbings skatteunddragelse.

Fan Bingbing selv har ikke været aktiv på hverken Instagram eller Facebook, hvor hun har mange millioner følgere, siden maj i år.

Og det var netop nogle af skuespillerindens mange følgere, der i august lagde mærke til, at deres idol ikke havde været aktiv gennem længere tid, og herefter begyndte de mange spekulationer om hendes forsvinden at florere i medier verden over.

Fan Bingbing var en del af juryen til filmfestivalen i Cannes i 2017 - blandt andre sammen med Will Smith. (Foto: JEAN-PAUL PELISSIER © Scanpix)

Anerkendt skuespillerinde

Fan Bingbing har en lang række af film bag sig. I Europa er hun nok mest kendt for sin medvirken i 'Iron Man 3' fra 2013 samt i 'X-Men: Days of Future Past' fra 2014.

Hun har vundet flere priser for sit talent som skuespillerinde - senest den kinesiske pris 'den gyldne hane' for bedste kvindelige skuepiller i filmen 'I Am Not Madame Bovary' til den kinesiske prisfest The Golden Rooster Awards i 2017.

Udover at være skuespillerinde, har hun også forsøgt sig i musikkens verden, og har gennem årene udgivet flere singler - senest i 2013, hvor hun udgav sangen 'One Night Surprise', temasangen til filmen af samme navn, som hun selv har skrevet teksten til.

Hør sangen HER.

Inden hun forsvandt, var hun desuden blevet booket til at medvirke i Hollywood-filmen '355' sammen med Penelope Cruz.

Undskyldning dukker op på socialt medie

Kort efter historien kom frem fra nyhedsbureauet Xinhua, dukkede der en undskyldning op med Fan Bingbing som afsender på Kinas største sociale medie, Weibo.

Her skriver hun, ifølge The Hollywood Reporter, at hun accepterer det hele, og at hun nu vil forsøge at indsamle penge for at betale både skat samt bøder og gebyrer.

The Hollywood Reporter bringer hele brevet oversat fra kinesisk, men der er intet officielt bevis på, at det faktisk er Fan Bingbing selv, der står bag brevet.

Facebook
Twitter