Havde finger med i boyband-succes: 6 ting du (måske) ikke vidste om Bent Fabricius-Bjerre

Lær den afdøde komponist Bent Fabricius-Bjerre lidt bedre at kende her.

Bent Fabricius-Bjerre blev 95 år. (Foto: Johan gadegaard © Ritzau Scanpix)

Den verdenskendte komponist Bent Fabricius-Bjerre er død, 95 år gammel.

Gennem sin årtilange karriere formåede han at sætte sit aftryk på store dele af det danske kulturliv og nåede både at slå sine folder som tv-vært, forretningsmand, skuespiller, film- og tv-komponist og på hitlister i ind- og udland.

Bent Fabricius-Bjerre var med andre ord ikke bange for at kaste sig ud i nye projekter.

Det fortæller forfatter Danni Travn, der i 2014 udgav en biografi om den nu afdøde komponist.

- Når han blev præsenteret for en ny mulighed, var han aldrig bange for at gribe den. Han sagde altid: "Det lyder da meget sjovt", og det, tror jeg, har ført ham mange steder hen i livet. Der er måske mange af os, der får tilbudt nogle spændende muligheder, som vi ikke griber, men det gjorde Bent næsten altid, siger Danni Travn.

Gennem livet opnåede Bent Fabricius-Bjerre enorm succes med sin musik, men populariteten lod ikke til at stige den konservatorieuddannede pianist til hovedet.

- Han var meget ydmyg omkring sin egen succes. Han havde naturligvis en værdighed og ro i at have præsteret noget i løbet af sit liv, men han hvilede bestemt ikke på laurbærrene. Han var hele tiden i gang og fokuserede på det næste, der skulle ske, fortæller Danni Travn.

Men hvem var manden bag klaveret egentlig? Vi har samlet nogle af de største bedrifter fra Bent Fabricius-Bjerres livslange karriere - og nogle, som du (måske) ikke kendte til.

1

Hvid løgn banede vejen for stort Grammy-hit

Bent Fabricius-Bjerre ses her i 1962 med noderne til sit Grammy-vindende instrumentalnummer 'Alley Cat'. (Foto: Christen Hansen © Ritzau Scanpix)

Bent Fabricius-Bjerre var én af de bare seks danskere, der kunne prale af at have vundet en af de prestigefyldte statuetter ved de amerikanske Grammy Awards.

Det gjorde han i 1962, da han med nummeret 'Alley Cat' vandt i kategorien for 'Bedste rock & Roll-indspilning'. Bent Fabricius-Bjerre var dog ikke selv til stede til at modtage den fornemme statuette. Han troede nemlig ikke på, det kunne passe, at han rent faktisk var nomineret og havde derfor valgt ikke at dukke op til prisfesten.

Det prisvindende nummer blev oprindeligt skrevet i 1960 som kendingsmelodi til tv-serien 'Omkring et flygel', hvor Fabricius-Bjerre var vært, og blev senere udsendt i USA under navnet 'Around the Piano'.

Dén titel mente de amerikanske pladeselskabsbosser dog ikke var god nok, og derfor bad de Bent Fabricius-Bjerre om at komme op med en ny titel - og gerne noget med et dyr.

Resultatet blev 'Alley Cat', og selvom komponisten ikke selv ejede en kat, blev nummeret lystigt promoveret med en fabrikeret historie om, hvordan Fabricius-Bjerres to katte, Tim og Tom, havde inspireret ham til at skrive historien.

Den hvide løgn gav dog (katte)pote.

'Alley Cat' blev Bent Fabricius-Bjerres til dato største hit på verdensplan og opnåede blandt andet en syvendeplads på den prestigefyldte Billboard-hitliste i USA.

Se Bent Fabricius-Bjerre fremføre sin Grammy-vinder her:

2

Spillede bordelejer i 'Klovn'

Til premieren på 'Klovn - The Movie' gjorde Bent Fabricius-Bjerre en ekstravagant entré, da han siddende på en guldtrone blev båret ind på den røde løber af en flok letpåklædte kvinder. (Foto: martin sylvest andersen © Ritzau Scanpix)

Det er ingen hemmelighed, at Bent Fabricius-Bjerre var fuld af charme og kvindetække. Alligevel overraskede det mange, da han i 2010 dukkede op i rollen som bordelejer i succesfilmen 'Klovn - The Movie'.

I filmen, der herhjemme blev set af over 850.000 gæster i biografen, spiller Bent Fabricius-Bjerre stifteren af en prominent bogklub, som dog viser sig at være et bordel, hvor prostituerede fra hele verden flyves ind én gang årligt - og hvor hovedrolleindehaveren Frank Hvam i øvrigt nægtes adgang, fordi han ifølge Fabricius-Bjerre simpelthen er for grim.

- Jeg har fulgt 'Klovn' i mange år, og jeg synes Frank og Casper er geniale. Jeg ved jo, at de går til kanten. Men aldrig ud over. Så jeg synes kun, det var sjovt, sagde Bent Fabricius-Bjerre i 2010 til BT om den pikante filmrolle.

Ifølge forfatter Danni Travn var Fabricius-Bjerre perfekt til netop dén rolle.

- Jeg ved, at Bent syntes, det var skide skægt at være med i 'Klovn'-filmen. Og i mine øjne var han jo også perfekt castet til rollen som den her Godfather-agtige type, for Bent emmede jo virkelig af talent, charme, coolness og ikke mindst kvindetække, siger Danni Travn med et grin.

3

Startede reality tv-imperium

Bent Fabricius-Bjerre stiftede i 1950 pladeselskabet Metronome. Her ses han i 1958 foran en såkaldt "25-øres musikmaskine". (Foto: Ulf Nilsen © Ritzau Scanpix)

Næste gang du bruger søndagen på langs foran flimmerkassen med et afsnit 'Luksusfælden' eller 'Familien fra Bryggen', kan du med fordel skænke Bent Fabricius-Bjerre en kærlig tanke.

De populære programmer produceres nemlig af det danske produktionsselskab Metronome, som for 70 år siden blev stiftet af ingen ringere end Bent Fabricius-Bjerre. Dengang, i 1950, var Metronome et pladeselskab, der blandt andet udgav musik med populære navne som Jørgen Ingmann og duoen Nina og Frederik.

I 1979 begyndte Metronome Productions så også at producere spillefilm og står blandt andet bag børnehits som 'Gummi Tarzan' og 'Hodja fra Pjort'.

Bent Fabricius-Bjerre solgte i 1997 firmaet, som siden har stået bag seersucceser som 'Popstars', 'Big Brother' og 'Hvem vil være millionær?'.

4

Fik kæmpehit som 78-årig

Bent Fabricius-Bjerre var 78 år gammel, da han udsendte hitsinglen 'Jukebox', der både fik succes i ind- og udland. (Foto: christian Als © Ritzau Scanpix)

Alder er ingen hindring for succes.

Det beviste Bent Fabricius-Bjerre, da han genoplivede sit gamle kunstnernavn Bent Fabric og i 2004 udgav den moderne - og særdeles dansevenlige - plade 'Jukebox'.

Albummet blev til i samarbejde med store popkanoner som Infernal, Remee, Martin Brygmann og Søren Rasted, og titelmelodien blev et stort hit herhjemme for den dengang 78-årige hitmager.

- Bent var på et tidspunkt i studiet med Paw Lagermann fra Infernal, og han syntes, det var meget interessant, hvordan Paw kunne skabe al sin musik på computeren. Bent var jo konservatorieuddannet, så han syntes, det var vildt fascinerende og sjovt, at man kunne lave musik på den måde. Han var slet ikke snobbet omkring det, men tænkte mere: "Nå, er det dét, folk gerne vil høre? Det lyder skægt", fortæller forfatter Danni Travn.

Nummeret blev udråbt til 'Ugens Uundgåelige' på P3, strøg til tops på de danske hitlister, ligesom nummeret sågar også blev et radiohit i Japan og et populært nummer på diskotekerne i USA.

Hør 'Jukebox' her:

0:00

For Danni Travn er Bent Fabric-projektet et godt eksempel på, hvordan Bent Fabricius-Bjerre aldrig var bange for at kaste sig ud i det nye og ukendte.

- Det siger noget om den ekstreme åbenhed, som Bent besad, og som jeg tror, vi er mange, der kunne lære noget af. Bent gik til verden med en stor nysgerrighed og var meget bevidst om, at verden ikke stopper ved den tid, du selv er formet af. Det er altid noget nyt derude, du kan opdage, hvis du vil, siger Danni Travn.

- Men Bent stod også ved den, han var. Det var ikke fordi, at han pludselig skulle til at lære at sample som alle de unge musikere, men han var ikke bange for at tage dét, han kunne, og bidrage med det i en ny kontekst.

5

Skrev tonsvis af film- og tv-hits

Bent Fabricius-Bjerre ses her sammen med forfatter Lise Nørgaard, der stod bag hitserien 'Matador'. Han skrev temamelodien til serien, som siden premieren i 1978 er blevet vist på tv talrige gange. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Bent Fabricius-Bjerre brugte også sit musikalske talent i filmens verden og komponerede gennem sin årtilange karriere musik til film som 'Forelsket i København', 'Olsen-banden' og 'Blinkende Lygter'.

Komponisten slog dog også sine folder på tv-skærmen og har blandt andet produceret de velkendte temamelodier til flere populære tv-serier, herunder 'Matador', som nok må anses for at være én af Fabricius-Bjerres største musikalske perler.

- Jeg har spillet melodien tusindvis af gange til koncerter, men jeg kan mærke, at den stadig fanger hver gang. Når jeg når til slutningen af koncerten og spiller 'Matador'-temaet, så bliver folk lidt bevægede, fortalte komponisten i 2017 til DR om det legendariske klaverstykke.

Se Bent Fabricius-Bjerre fortælle mere om historien bag 'Matador'-melodien her:

6

Havde finger med i spillet i kæmpe boyband-succes

Britiske Blue hittede op gennem nullerne stort med hits som 'All Rise', 'U Make Me Wanna' og 'One Love'. (Foto: Tim Roney © Getty Images)

Husker du boybandet Blue?

I 2001 fik den britiske popkvartet deres store gennembrud med debutsinglen 'All Rise'. Nummeret blev et hit i store dele af verden - også her i Danmark, hvor nummeret nåede en fjerdeplads på den danske hitliste.

Hør 'All Rise' med Blue her:

0:00

Men hvad de færreste måske ved er, at Bent Fabricius-Bjerre faktisk havde en finger med i spillet. På Blue-hittet havde producerne bag, det norske producerteam Stargate, nemlig sakset en bid fra en sang, som Bent Fabricius-Bjerre have komponeret til den populære norske dukkefilm 'Bjergkøbing Grandprix' tilbage i 1975.

Selvsamme sample havde producerne også tidligere brugt på nummeret 'Not for the Dough' med den norske gruppe Multicyde.

Du kan høre nummeret 'Norwegian Sunset', som Bent Fabricius-Bjerre skrev til 'Bjergkøbing Grand Prix', herunder.

Spol cirka 53 sekunder ind i nummeret for at høre den bid, som Blue har lånt til deres gennembrudshit:

0:00
Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk