Help! Paul McCartney og 1.500 britiske pop- og rockstjerner med nødråb: Livemusikken risikerer at dø

På spillestedet Vega har man samme ønske til politikerne, som de britiske musikere udtrykker.

Paul McCartney og en lang række prominente britiske musikere kræver handling fra den britiske regering. (Foto: Diego Vara © Scanpix)

Paul McCartney, Ed Sheeran, Dua Lipa og Coldplay har istemt sig et kor, der kræver handling fra den britiske regering for at redde nationens stolte musikscene fra at bukke under for coronakrisen.

I alt har 1.500 solister og bands skrevet under på et brev, hvor de advarer om forestående masselukninger af spillesteder og et massivt tab af arbejdspladser, skriver The Guardian.

Det er konsekvensen, hvis ikke der hurtigst muligt bliver givet økonomisk førstehjælp til branchen og lavet en plan for, hvornår der igen må afvikles koncerter med publikum, lyder opråbet.

Premierminister Boris Johnson forbød forsamlinger på over to personer den 23. marts, men allerede før den udmelding var mange koncerter blevet aflyst.

- Livemusik har været en af Storbritanniens største sociale, kulturelle og økonomiske succeser i de foregående årtier. Men uden udsigt til at ophævelse af kravet om at holde afstand og ingen aftale om støtte fra regeringen ser fremtiden for koncerter, festivaler og de hundredtusindvis, der arbejder med dem, sort ud, står der i brevet.

Det er også underskrevet af navne som Iron Maiden, George Ezra og Depeche Mode.

Vigtigt for fremtiden

Ifølge kunstnerne tilføjede livemusik sidste år, hvad der svarer til mere end 37 milliarder kroner til den britiske økonomi, ligesom branchen understøttede 210.000 job.

I opfordringen til kulturministeren foreslår musikerne blandt andet, at regeringen strikker en økonomisk hjælpepakke sammen, fritager billetsalg fra momsafgift samt udstikker en klar genåbningsplan.

De 1.500 underskrivere udgør en musikalsk stjerneparade med pladesalg i millionklassen og astronomiske indtjeninger på cv'erne.

Når de forsøger at råbe den britiske regering op, er det ikke for deres egen skyld, men for fremtidens musikere, siger sangerinden Dua Lipa.

- Jeg er stolt af at have spillet koncerter på alle niveauer. Men muligheden for, at kommende britiske kunstnere kan tage samme vej, er i fare, hvis ikke branchen får den nødvendige støtte fra regeringen, indtil spillesteder, festivaler og promotere kan klare sig selv igen.

Dua Lipa er en af de musikere, der frygter at britisk musikliv tager varig skade af coronakrisen. (Foto: Mario Anzuoni © Scanpix)

De britiske kvaler vækker genklang herhjemme, hvor livemusikkens mange aktører også er hårdt ramt.

Til trods for kreative redningsplanker som streamede koncerter og diverse støtteevents kradser coronakrisen på spillestederne.

Eneste forskel er de statslige kompensationspuljer, som desperat efterspørges i Storbritannien, siger Steen Jørgensen, der er direktør på spillestedet Vega i København.

- Vi er lidt bedre stillet end mange af de her klubber i England, som ofte er privatejede, og det er mit indtryk, at kompensationspuljerne er det, der adskiller os. Uden dem havde vi været væk fra spillepladen for længst, slår han fast.

Vega, der har været lukket siden den 11. marts, står til at tabe mellem 12 og 13,5 millioner kroner på nedlukningen, men med en hjælpende hånd i form af seks millioner kroner holder spillestedet skindet på næsen.

Vega på Vesterbro i København har været lukket siden statsminister Mette Frederiksen lukkede landet den 11. marts. Her er det Father John Misty, der gav koncert på spillestedet i 2015. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Steen Jørgensen bifalder det 'solidariske' opråb fra de britiske musikere, og han forstår deres bekymring over risikoen for lukninger.

- De anerkender værdien af klubber og indendørs spillesteder, hvor man som kunstner tager de indledende skridt i karrieren. Derfor er de også en forudsætning for de større scener, og det samme gør sig gældende i Danmark, så de skal også bringes videre i en tilstand, så de overlever, siger han.

Musikken er hjemløs

Mens der er forskel på den økonomiske hjælp til musikscenen i Storbritannien og Danmark, så er der ét ønske, som går igen på begge sider af Nordsøen: en klar plan for spillestedernes genåbning.

Ligesom de britiske musikere savner Steen Jørgensen også ren tale fra politikerne.

- Vi vil hellere have en meget klar melding, så vi ved, hvad vi skal forberede os på. Lige nu florerer der et udkast, hvor kravet er fire kvadratmeter per gæst ved stående koncerter, og så er vi bedre tjent med slet ikke at åbne, siger Steen Jørgensen, der i så fald må se billetsalget begrænset til ti procent af kapaciteten.

Ved siddende koncerter er pladskravet på to kvadratmeter per person, og så kan spillestedet lukke 400 gæster ind i den største sal.

Stadig et stykke fra maksimumkapaciteten på 1.550 personer, og derfor har Vega endnu ikke genåbnet som andre mindre spillesteder rundt om i landet.

Med en genåbning og følgende indtjening kan man ikke længere få samme økonomiske kompensation, og det ville derfor blive en endnu større underskudsforretning.

Steen Jørgensen håber, at genåbningens fase 4, der efter planen realiseres i august, byder på yderligere opblødning i coronarestriktionerne. Sker det, forventer han, at Vega fra den 1. september igen kan skrue op for forstærkerne og tilbyde musikerne husly.

-For hele branchen er meget hårdt ramt, og musikken er hjemløs i øjeblikket, siger han.

Facebook
Twitter