Her er 9 fantastiske album med klassisk musik - nu skal du stemme på årets bedste

Nu kan du stemme på, hvem der skal løbe med P2 Lytterprisen 2020.

Den brasilianske bratchist Rafaell Altino og den norske stjernesopran Lise Davidsen er to af de kunstnere, der er nomineret til P2 Lytterprisen. Nu kan du stemme og være med til at afgøre, hvem der vinder.

Der er ikke timer nok på et år til at lytte til al den musik, der udkommer.

Heller ikke inden for klassisk musik. Hver dag kommer der nye albums med musik, du kan høre, mens du står op, arbejder, slapper af, - ja faktisk næsten når som helst.

Nu har en jury fra DR's klassiske radiokanal P2 gjort arbejdet for dig: Ni albums er udvalgt med klassisk musik, der så absolut er et lyt værd.

Du kan nu lytte og stemme på den klassiske udgivelse fra 2019, du synes bedst om. Den, der får flest stemmer, bliver årets vinder af P2 Lytterprisen.

Stem i boksen herunder - efter du altså har hørt de ni nominerede, som du kan høre uddrag af længere nede på siden.

Har du har lyst til at engagere dig endnu mere, søger vi også musikopdagere til at sætte ord på hver af de ni album. Se hvordan, når du har afgivet din stemme - og nederst i artiklen.

1

Cool og vibrerende Beethoven

De fire internationalt anerkendte musikere i Danske Strygekvartet er i gang med at indspille fem udgivelser med Beethoven under fællestitlen 'Prism'.

På hvert album kobler de en strygekvartet af Beethoven med en fuga af Bach og et stykke, der er skrevet af en komponist i det 20. århundrede.

- Med en spillestil, der både er cool og med vibrerende nærvær, lykkes det Den Danske Strygekvartet at få al musikken til at løfte sig ud af den tid, hvori den er skrevet. Det taler til os i en tone, som er universel, lyder begrundelsen fra P2's jury.

Danish String Quartet: Prism II. Beethoven, Schnittke, Bach. ECM Records.

2

Mere Beethoven i verdensklasse

- Trio con Brio spiller Beethoven på et højt niveau, der kan måle sig med de bedste i verden. Musikken lever og ånder med en til tider nærmest ubærlig kombination af lethed og tyngde, siger P2's jury.

Søstrene Soo-Jin og Soo-Kyung Hong og pianisten Jens Elvekjær har spillet sammen som Trio con Brio siden 1999. For at markere sit 20-års jubilæum har trioen indspillet en serie album med alle Beethovens værker for klavertrio.

Med den tredje udgivelse er serien nu komplet. Det indeholder en af Beethovens allerførste trioer fra hans opus 1 samt hans største og mest berømte klavertrio, der kaldes 'Ærkehertugtrioen'.

Trio con Brio: Beethoven – Piano Trios, vol. 3. Orchid Classics.

3

Dansk komponist genopdaget efter 100 år

Nancy Dalberg var en sand pioner i det danske musikliv i 1910'erne og 20'erne. Hun uddannede sig til komponist på egen hånd og måtte selv foranstalte opførelserne af sin musik.

- Det er en stor berigelse at få denne ukendte musik frem i lyset. Nancy Dalbergs musik emmer af passion og farver, siger P2's jury.

Som kvinde mødte Dalberg mange forhindringer i musiklivet. Således er det også først nu, 100 år senere, at hendes tre strygekvartetter bliver indspillet samlet. Nummer 1 og 3 har faktisk aldrig før været indspillet.

Nordic String Quartet: Nancy Dalberg - The String Quartets. Dacapo Records.

4

Solo for violinens oversete storebror

Hvis du forestiller dig en violin på steroider, så har du cirka størrelsen på en bratsch.

Det er alligevel sjældent, man får lov at lytte til sådan en, uden at der er andre instrumenter ind over. På dette album spiller Rafaell Altino fra Odense Symfoniorkester dog seks nye, danske soloværker skrevet specielt til ham.

- Musikken er fremragende, men det mest fantastiske ved albummet er Rafaell Altino selv. Denne fine musiker løfter alle seks stykker op på højeste niveau, og det er en eksklusiv fornøjelse at opleve, hvor mange udtryk der gemmer sig i den til tider lidt oversete bratsch, siger P2's jury.

Rafaell Altino: Works for Solo Viola. Dacapo Records.

5

Nyt remix af klassisk kæmpehit

Danske Concerto Copenhagen gør en dyd ud af at spille på historiske instrumenter, som de lød i rigtig gamle dage. Det forhindrer dem dog ikke i at spille ny musik, og eksempelvis har Karl Aage Rasmussen komponeret flere moderne værker til dem.

'Four Seasons After Vivaldi' er en genkomponering af Vivaldis kendte violinkoncerter 'De fire årstider', der klippes op og sættes sammen på nye måder.

- De rytmiske krumspring og legen med tonearterne gør det svært at sidde stille, endsige holde den stramme mine, mens musikken spiller. Vel er det Vivaldi, men det er jo i den grad Rasmussen, der får dette album til at rage op, siger P2's jury.

Karl Aage Rasmussen: The Four Seasons After Vivaldi. Concerto Copenhagen og solister. Dacapo Records.

6

Masser af humor og komik

Den danske komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen skrev gennem sit lange musikliv 14 meget forskellige strygekvartetter.

For første gang bliver alle kvartetterne nu indspillet af Nordic String Quartet, der består af musikere fra Danmark, Færøerne og Sverige. Første album i den nye serie indeholder Pelle Gudmundsen-Holmgreens seks første strygekvartetter, der er komponeret mellem 1959 og 1983.

- Her er masser af humør og absurd komik, og Nordic String Quartet formår at forløse det så organisk, at nødvendigheden bliver til at få øje på, siger P2's jury.

Pelle Gudmundsen Holmgreen: Complete String Quartets, vol. 1. Nordic String Quartet. Dacapo Records.

7

Norsk stemme i absolut verdensklasse

Norske Lise Davidsens unikke stemme er blevet kaldt 'en af en million', og hun stormer frem som den største Wagner-sopran i årtier.

- Det er sjældent – og virkelig en gave – at få lov at opleve en ny, international Wagner-stemme udvikle sig i Norden. Selv om Lise Davidsen stadig er ung, kan hun allerede nu måle sig med de helt store, siger P2's jury.

Hendes første solo-album viser den unge, norske sangerinde i hendes kernestof. Hun synger blandt andet Richard Strauss' sangcyklus 'Vier letzte Lieder' og to arier fra Wagners opera 'Tannhäuser'.

Lise Davidsen: Lise Davidsen (sings Strauss og Wagner). Decca Classics.

8

Hamrer på 200 år gammelt klaver

Den ungarske pianist András Schiff har for anden gang lavet et dobbeltalbum med Schuberts klavermusik, hvor han spiller på et historisk hammerklaver.

Instrumentet er bygget i 1820, altså fra Schuberts samtid. Det lyder anderledes end et normalt klaver, men åbner samtidig op for en anden verden af klange, siger P2's jury:

- Her oplever man alle de følelser, Schubert gennemarbejder i de 'Fire impromptus', han skrev i 1827, året inden sin død, vælde utæmmet frem.

András Schiff: Franz Schubert - Sonatas & impromptus. ECM Records.

9

Vivaldi i nye, karismatiske klæder

Vivaldi hævdede selv, at han havde skrevet 94 operaer, men i dag findes 'kun' 20 af dem bevaret. Flere af dem er aldrig blevet indspillet.

For anden gang i sin karriere kaster Cecilia Bartoli sig nu ud i de 300 år gamle operaer. På sit nye album synger hun arier fra operaer med navne som 'Tito Manlio', 'Orlando Furioso' og 'Catone in Utica'.

Men selvom titlerne måske ikke siger dig noget, så er det i den grad værd at lytte til:

- Cecilia Bartoli er stadig en af klodens mest karismatiske sangere. Hendes stemme slår både gnister og stryger med hårene på den mest bedårende måde, siger P2's jury.

Cecilia Bartoli: Antonio Vivaldi. Ensemble Matheus og Jean-Christophe Spinosi. Decca.

P2 Prisen 2020

  • Til P2 Lytterprisen søger vi ni danskere, der vil gå på opdagelse i musikken på de ni nominerede album og fortælle om deres oplevelser til P2 Prisen 2020. Hvis du vil være med, så skriv til p2prisen@dr.dk.

  • Vinderen af P2 Lytterprisen bliver afsløret to uger inden selve pris-koncerten, nemlig live i programmet 'P2 Anbefaler' den 25. januar.

  • P2 Prisen finder sted 8. februar 2020 i DR Koncerthuset og rummer, ud over P2 Lytterprisen, syv andre priser.

  • De ni album ovenfor er hver især indstillet i én af tre andre priskategorier, nemlig prisen som årets klassiske album (1-3), årets album med ny klassisk (4-6) og årets internationale album (7-9).

  • Til prisuddelingen optræder blandt andet den danske bassanger Stephen Milling, der i forvejen er offentliggjort som årets P2 Kunstner 2020. Du kan læse mere om, hvordan du kommer med til P2 Prisen 2020, her.