Her er årets kulturhistorier: Gøglergate, husmorporno og en koreaner til hest

DR Kultur ser tilbage på et år fuld af lummer litteratur, galopperende koreanere, fængslede pussy'er og en gøglende kulturminister.

Et år består af 8.766 timer.

I år 2012 brugte en dansker gennemsnitlig en time og 15 minutter af dem på Facebook. Om dagen.

Måske er det ikke så mærkeligt, at 2012 største danske kulturhistorie blev annonceret lige netop på det sociale netværk klokken lidt i fire om eftermiddagen 5. december:

- Jeg har her til eftermiddag truffet en meget svær, men rigtig beslutning, og har meddelt statsministeren, at jeg ønsker at trække mig som kulturminister, stod der i den nu forhenværende kulturminister Uffe Elbæks statusopdatering.

Gøgler-gate

Gøgler-gate hed sagen, der fik ministeren til at melde sin afgang social media-style. Sagen dækkede over fem arrangementer til en pris af i alt 180.000 kroner på cirkusskolen Akademiet for uhæmmet kreativitet.

Den ny-titulerede cirkusminister blev beskyldt for nepotisme, da hans mand arbejdede på akademiet. For øvrigt det eneste nye kulturområde, der fik penge på finansloven.

Og efter et fatalt samråd, der endte med, at Elbæk jonglerede med for mange sandheder på én gang, tabte den aarhusianske kaospilot kampn om at blive i kulturministeriet.

Kun 14 måneder efter Uffe Elbæk blev udnævnt til kulturminister, havnede han således 'i båsen med fiaskoer", som en kulturredaktør hurtigt derefter udtrykte det.

Og dét på grund af en cirkus-sag, som de fleste dog efterfølgende kunne blive enige om, at ministeren sagtens havde kunnet ride stormen af.

Måske hvis han blot havde brugt lidt flere timer på forberede sig på sit samråd i stedet for at bruge dem på sin Facebook-profil.

Gangnam slår Bieber

Og mens kulturministeren i 2012 red ud af manegen via de sociale medier, red den sydkoreanske rapper PSY ind og erobrede dem. 15. juli blev videoen til hans sang 'Gangnam Style' lagt op på YouTube.

Umiddelbart så det ikke ud som et sikkert hit: PSY er en overvægtigt koreaner, iklædt farverige jakkesæt og æggende dansetrin, der får det til at se ud som om, han rider på en ikke-eksisterende hest.

Hans bevægelser er tilsat et letgenkendeligt techno-beat og en rap-tekst på koreansk, der handler om at drikke kaffe med de lækre kvinder fra overklassekvarteret Gangnam i Seoul.

Men PSY blev verdens største klik-hit i 2012, og fik alle fra den kinesiske kunstner Ai Weiwei til amerikanske marinesoldater til at svinge de imaginære lassoer i gakkede parodier.

I slutningen af november slog PSY selv Justin Bieber af de sociale mediers bane, da gangnam-videoen blev den mest sete på YouTube nogensinde. Siden har videoen rundet endnu et rekord-hjørne og er nået op på 1 milliard views.

Lummer litteratur

Helt så meget opmærksomhed fik forfatteren E.L. James ikke i det forgangne år, men den beskidte pen bag 2012 største litterære tendens fik nu alligevel en del med sin trilogi 'Fifty Shades', der hurtig fik tilnavnet husmor-porno.

65 millioner solgte bøger er det indtil videre blevet til om den uskyldige studerende Anastasia Steele, der møder businessmanden Christian Grey.

Den karismatiske Grey oplærer Anastasia i sadomasochismens glæder, og hun får på side 112 sit livs første orgasme ledsaget af et 'holy cow', som senere skulle få de litterære kritikere op i et helt andet rødt felt.

Men læserne elskede det, og i august måned kunne mange amerikanske isenkræmmere fortælle, at bomuldssnor, som i 'Fifty Shades' bruges til bondage, var efterspurgt som aldrig før og i visse butikker ligefrem udsolgt.

31. august udkom så den danske udgave på forlaget Rosinante.Også her strøg bogen til tops på bestseller-listerne allerede første dag, den røg i handlen.

Men det var ikke kun den britiske James, der lod orgasmerne drive ned ad siderne i år. Også ældre erotiske klassikere som Anaïs Nins 'Venus Deltaet' og Marguritte Duras 'Elskeren fra Nordkina' blev genudgivet.

Og herhjemme debuterede Olga Ravn med sin erotisk ladede 'Jeg æder dig som lyng', mens kollegaen Kristina Stoltz udgav novellesamlingen 'Et kød' med ti skildringer af den seksuelle akt set fra kvindens perspektiv - blandt andet med en historie om liderlig leg med en slange.

Ja, 2012 var om noget året, hvor der gik lummerhed i litteraturen.

Pussy Riot i fængsel

Meget lummerhed eller kvindelig underkastelse var der ikke over den russiske femipunkgruppe Pussy Riot, da de 21. februar i år indtog Moskvas store katedral.

Iklædt farverige elefanthuer fremførte fem af bandets medlemmer en punket protestsang, der blandt andet beskyldte kirken for at være for tæt forbundet med regeringen. De fem kvinder bad også jomfru Maria om at 'fordrive Putin', der på det tidspunkt førte valgkamp for igen at blive Ruslands præsident.

For det blev to af femi-rebellerne i august idømt to års fængsel - dommeren kaldte det ' hooliganisme motiveret af religiøst had'. Senere blev gruppens videoer forbudt i Rusland.

Og Putin, der siden er blevet præsident, har udtalt, at kvinderne, der nu opholder sig i russiske fængsler uden varmt vand med rumtemperaturer under frysepunktet, "de fik, hvad de fortjente".

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk