Her er Plummers mail til Knudsen

DR Nyheder har fået den mail, som DRs tidligere generaldirektør Kenneth Plummer i dag har sendt til koncernchefen i Berlingske Media.

DRs tidligere generaldirektør sendte i dag en beklagelse til Berlingske Medias koncernchef Lisbeth Knudsen.

I mailen beklager Kenneth Plummer de beskyldninger der er rettet mod Lisbeth Knudsen i portrætbogen "Plummer - Summen af kardemommen", som er skrevet af Kurt Lassen.

I bogen beskyldes Lisbeth Knudsen sammen med DRs tidligere programchef Lars Vesterløkke for at have kørt med dobbelt regnskab i deres tid i DR.

Intet kriminelt er foregået

I mailen beklager Kenneth Plummer, at han overhovedet har omtalt Lisbeth Knudsen for bogens forfatter. Og han understreger, at intet kriminelt er foregået:

"Jeg beklager endvidere, at det fremstår som om, du skulle have gjort noget nærmest kriminelt i din tid i DR, for det har du naturligvis ikke."

Men han fastholder:

"Dog skal du være klar over, at jeg fra David Helleman og Ulrik Haagerup har modtaget orientering om, at en række programmer produceret i DR Nyheder havde en officiel pris overfor DR Medier og resten af DR, samt en uofficiel pris som kun var kendt i DR Nyheder."

Til det siger DRs nyhedsdirektør Ulrik Haagerup:

- Jeg har ingen kommentarer til forhold der ligger før min tid i DR. Der er styr på økonomien i DR Nyheder og fuld gennemsigtighed, siger DRs nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.

Se mailkorrespondancen mellem Lisbeth Knudsen og Kenneth Plummer her:

Kenneth Plummer og Lisbeth Knudsens mailudveksling
Facebook
Twitter