Her er værterne for Danmarks Indsamling

Lise Rønne og Ulla Essendrop er værter for Danmarks Indsamling på DR1 den 6. februar 2016.

DR og 12 af landets største hjælpeorganisationer er i gang med forberedelserne til Danmarks Indsamling 2016.

Her vil der blive sat fokus på forholdene for nogle af verdens fattigste mennesker på radio, tv og nettet.

Indsamlingen i 2016 kommer til at foregå i første uge af februar, og den kulminerer med et tv-show på DR1 lørdag den 6. februar.

Værterne for showet bliver Ulla Essendrop og Lise Rønne, som normalt er en del af værtsholdet på Aftenshowet.

Uden hjælp er der ingen fremtid

Det er 10. gang, at DR og hjælpeorganisationerne går sammen om at lave Danmarks Indsamling, og siden 2007 er der samlet set indsamlet omkring 770 millioner kroner.

Hvert år har indsamlingen et bestemt tema, og i år er det altså den ekstreme fattigdom, der er i fokus.

- Uden hjælp risikerer disse befolkningsgrupper at blive fastholdt i kronisk fattigdom og uden mulighed for skabe en værdig tilværelse og en fremtid. Det sætter vi ind overfor med årets Danmarks Indsamling, siger Karin Aaen. Hun informationschef i UNICEF og talsmand for Danmarks Indsamling.

Her bliver pengene brugt

Ifølge Karin Aaen giver det bedst mening, at give indsamlingen et bestemt tema – også selv om verden har mange andre udfordringer end lige netop ekstrem fattigdom.

- Med alle de voldsomme ting, der sker omkring os lige nu, kan man godt få det indtryk, at verden er helt af lave. Men vi ved, at netop ved at bekæmpe den ekstreme fattigdom, som præger tilværelsen for millioner af familier i verdens mest udsatte områder, kan vi skabe varige forbedringer, der både giver familierne en fair chance for at skabe sig selv en bedre fremtid, og er med til at sikre mere fred og økonomisk stabilitet, siger Karin Aaen.

I 2016 går pengene fra Danmarks Indsamling blandt andet til projekter i Laos, Benin, Zambia og Liberia.

Her samler DR ind

Danmarks Indsamling kommer til at være i fokus i en stor del af DR’s sendeflade.

Inden tv-showet lørdag den 6. februar er der allerede blevet samlet penge ind til kampen mod ekstrem fattigdom på blandt andet P3, P4 og DR Ultra.

- De uoverkommelige udfordringer, som verdens indiskutabelt fattigste befolkningsgrupper står over for hver dag, får ofte kun opmærksomhed i medierne, når en humanitær katastrofe tydeliggør behovet for øjeblikkelig hjælp, siger Anders Thomsen, der DR-redaktør for Danmarks Indsamling.

Han fortsætter:

- For tiende gang i træk åbner Danmarks Indsamling et vindue til det vi kalder de ’stille katastrofer’, og DR ser frem til at rette opmærksomheden mod disse vigtige historier, der normalt ikke fylder meget i mediebilledet.

Organisationerne i Danmarks Indsamling

ADRA Danmark, BØRNEfonden, CARE DANMARK, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, IBIS, Læger uden Grænser, Mellemfolkeligt Samvirke, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne og UNICEF Danmark er organisationerne bag Danmarks Indsamling.

Desuden kan 10 pct. af det indsamlede beløb søges af mindre organisationer til langsigtede udviklingsprojekter, der lever op til indsamlingens kriterier og årets tema.

Facebook
Twitter