Her er verdens bedste hiphop-sang

Rolling Stone kårer "The Message" fra Grandmaster Flash and the Furious Five som bedste hiphopsang nogensinde.

"The Message" fra 1982 er af det velansete musikmagasin Rolling Stone blevet kåret til den bedste hiphop-sang i historien.

Det er Grandmaster Flash and the Furious Five, som står bag hittet.

"The Message" er blevet udvalgt som bedste sang, fordi "sangen var den første i genren til at vise hiphoppens rytmiske og vokale styrke, og fordi den fortalte sandheden om det moderne liv i Amerika", skriver Rolling Stone.

Første Hiphop-liste

Rolling Stone er kendt for at lave mange tilsvarende lister, men det er første gang, at en top 50-liste er lavet inden for hiphop-genren.

- Det er en liste, som ville have været svær at lave for 10-15 år siden, fordi hiphop er så ung en genre. Nu er vi kommet til et punkt, hvor hiphop-kunstnere kommer ind i rockens Hall of Fame, så det føltes rigtigt at give hiphoppen en sådan liste, siger Rolling Stones' fungerende redaktør, Nathan Brackett, til nyhedsbureauet Reuters.

Top 50-listen spænder fra 1979-sangen "Rapper's Delight" fra Sugarhill Gang til Kanye West-hittet "Jesus Walks" fra 2004. Førstnævnte sang er nummer to på listen, mens Kanye West må nøjes med 32.-pladsen.

Top 10 med hiphop-veteraner

Det er hovedsageligt hiphop-veteraner, som dominerer top 10-listen.

Run DMC's 1983-hit "Sucker MC's", Dr. Dre og Snoop Dogg-hittet "Nuthin' But A "G" Thang" fra 1992 og Public Enemy-hittet "Fight The Power" fra 1990 er i top-10. Og det samme gælder for "Juicy" af Notorious B.I.G. fra 1994.

Kunstnere som Beastie Boys, Jay-Z, Eminem, Missy Elliot, Outkast, Lauryn Hill, LL Cool J, Nas og 2Pac er også at finde på listen.

Top 50-listen er blevet udformet af et panel bestående af 33 redaktører og hiphop-eksperter.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk