Her er vinderne ved årets Gaffa-Pris

Storfavoritten L.O.C. måtte nøjes med en enkelt statuette, mens topscorerne blev Malk de Koijn og Adele.

Da Gaffa-Prisen blev uddelt torsdag aften på Bremen Teater kunne L.O.C. have løbet med fem priser for Årets Danske Album, Mandlige Kunstner, Hit, Musikvideo og Hip Hop Udgivelse.

Men de fem nomineringer resulterede kun i én enkelt statuette for Årets Danske Mandlige Kunstner.

Skuffelse for Suspekt

Gaffas læsere har fra den 4. til 27. november stemt på deres udenlandske og danske favoritter. På baggrund af de knap 10.000 læserstemmer har musikmagasinet fundet de nominerede og efterfølgende vindere i hver af de 20 kategorier.

Det resulterede blandt andet i fire nomineringer til Suspekt, men den danske rapgruppe måtte gå tomhændet hjem.

Adele ryddede bordet

Til gengæld hev Malk de Koijn tre priser på baggrund af fire nomineringer hjem som Årets Danske Album med "Toback to the fromtime", Årets Danske Band og Årets Danske Hip Hop Udgivelse.

Den udenlandske sangerinde Adele, der netop har sat rekord ved at stå bag det mest sælgende album i England i dette århundrede, scorede fuldt hus med tre ud af tre ved aftenens danske prisoverrækkelse.

Årets rockudgivelse gik til Veto

Den 23-årige sangerinde og sangskriver vandt i kategorien Årets Udenlandske Album med sit "21"-album. Derudover blev hun Årets Udenlandske Kvindelige Kunstner og vandt for Årets Udenlandske Hit med "Someone Like You".

På den østlige side af Nordsøen blev det danske band Veto kåret til Årets Danske Musikvideo med "Am I Awake Or Should I Wake Up" og Årets Danske Rock Udgivelse med "Everything s amplified".

P6 Beat hædret

Også DRs P6 Beat blev hædret med Gaffas prisen "Årets skulderklap", for at have gjort en ekstraordinær indsats for musiklivet i år.

Ligeledes blev Oh Land, Kato og Bruno Mars beriget med hver to statuetter, mens Coldplay, Fallulah, Björk var blandt dem, der måtte nøjes med en enkelt.

Ritzau

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk