Her står menuen på vildsvin og mjød: Vi drikker nok lige så meget som på Roskilde Festival

Men på en middelalderfestival er der en helt anden form for sammenhold, lyder det fra to af de yngre deltagere.

Lea Rozena og Christian Voss Barlach nyder at bruge en weekend på at være på middelalderfestival, hvor de fester og hygger med de mange andre festivalgængere. (Foto: Mads Gadegaard Tranæs © dr)

Vildsvinet er på plads over flammerne, en stor kanon troner frem på græsset, og der er musik og liv på pladsen omkring Fængslet i Horsens.

I denne weekend er det nemlig endnu engang blevet tid til den årlige middelalderfestival, der helt formelt hedder Europæisk Middelalder Festival.

Når man går ind på pladsen, kastes man mere end 500 år tilbage i tiden med musik, ridderturneringer, gøglere, madboder, handel og håndværk.

På festivalen lægger man nemlig stor vægt på, at den så autentisk som muligt skal afspejle alle sider af livet i middelalderen i perioden 1350-1536.

Du kan for eksempel ikke støve en god gammeldags kop kaffe op - det fandtes nemlig ikke i Danmark i 1350.

Plastikkrus og ketchup til pølserne er heller ikke tilladt, og gæsterne må spise med ske og kniv eller fingrene, for gaflen var heller ikke opfundet i middelalderen.

- Det er nok lidt drengerøvs-agtigt

En af dem, der er med på årets festival, er 25-årige Christian Voss Barlach fra Aarhus. Han har blandt andet brugt sommeren på både at være på middelalderfestival i Nyborg og middelalderdage på Voergaard Slot i Nordjylland, og nu er turen altså kommet til Horsens.

Sammen med en gruppe andre mænd har han dannet foreningen Freie Rostocker Fähnlein, der rejser rundt på middelaldermarkeder med en rekonstruktion af en middelalderkanon – som de også skyder af til festivalen.

- Det er sgu nok lidt drengerøvs-agtigt, og vi har bygget på den her kanon hele vinterhalvåret. Så kan vi gå og lege med krudt i løbet af dagen, og om aftenen drikker vi bajere og spiller ølspil og hygger rundt om bålet. Det er en anden måde at være sammen på - samtidigt med, der så er noget historisk og kulturelt i det, siger han.

Christian Voss Barlach bliver hyret ind på middelalderfestivalen for at skyde kanonen af som en del af underholdningen. (Foto: Mads Gadegaard Tranæs © dr)

Alle hjælper hinanden

Der er nemlig en helt særlig fællesskabsfølelse ved, at alle klæder sig ud i middelaldertøj og løfter hele markedet i flok.

- Vi vil alle sammen gerne, at publikum får den bedste oplevelse som muligt. Alle støtter op om hinanden og hjælper hinanden, og det er fantastisk at være en del af det, siger han.

Med sine bare 25 år ved han godt, at det er langt fra alle på hans alder, der tager på middelalderfestival.

På andre festivaler som eksempelvis Smukfest og Roskilde Festival er der langt flere unge mennesker, og netop de festivaler har Christian også selv besøgt.

Men en middelalderfestival kan bare noget andet, siger han.

- Det med at sidde ved et bål og og drikke øl og hygge sig på den måde i stedet for at have et moderne musikanlæg med - det er bare fuldstændig fantastisk at være en del af. Vi står stadig op om morgenen med tømmermænd, og så tager vi bare noget andet tøj på end det, vi plejer, siger han.

- På Roskilde og Smukfest er der bare ikke det samme indhold. Der er selvfølgelig en masse musik, men det handler jo mest af alt bare om at drikke øl. Det er også rigtigt sjovt et par år, men der må godt være lidt mere til det end kun at drikke alle de der øl. Vi drikker nok ligeså mange øl, som jeg ville gøre på Roskilde Festival, men her får jeg bare noget mere med hjem, siger han.

Imødekommende folk fra hele Europa

28-årige Lea Rozena er en af de andre unge, der er med på middelalderfestival. Hun har været frivillig på festivalen i flere år.

Hun er oprindeligt fra Letland, men bor i dag i København. Interessen for middelalderen har hun dog taget med fra sit hjemland.

- Nogle af mine venner fra Letland har været med i en klub med historisk fægtning, hvor de bar rustninger og sværd. De var i det her rollespilsmiljø, hvor de rejste rundt i Europa og dyrkede de her slåskampe. Og det er nok der, min interesse kommer fra. Og så får man lov til at klæde sig i noget pænere tøj end til hverdag, og alle dem, der er med her, er meget engagerede i det, vi laver, siger hun.

På middelalderfestivalen er der masser af forskellige boder, hvor man kan købe middelalderting. Du kan for eksempel finde mjød samt middelaldervin med eksempelvis fersken eller stikkelsbær-smag. Boden med vin er Lea Rozenas yndlingsbod. (Foto: Mads Gadegaard Tranæs © dr)

- Og så er det bare en dejlig måde at slappe af på, når man er her. Man møder nogle mennesker, der har samme interesse som en selv, og alle er meget imødekommende lige meget, hvor man kommer fra. Her er jo folk fra rundt omkring i hele Europa, siger hun.

Europæisk Middelalder Festival finder sted hvert år i Horsens i den sidste weekend i august.

Facebook
Twitter