100 år med cigaretten: Fra soldaterliv til rygeforbud

For hundrede år siden fik cigaretten sit store gennembrud i årene under Første Verdenskrig. Siden blev den lille pind for alle, indtil at sundhedsdebatten blussede op.

Cigarettens popularitet steg for alvor efter verdenskrigene. I 1950’erne og 1960’erne intensiverede reklameindustrien sin markedsføring af cigaretten, der endnu blev opfattet som noget kultiveret.

For nylig fastslog nye tal fra Danmarks Statistik, at godt hver femte dansker ryger tobak.

Et tal, der er faldet drastisk de seneste år i forbindelse med anti-rygekampagner og forbud mod rygning på flere offentlige steder.

Men engang var disse tal markant højere. Gennem generationer har cigaretten været en integreret og kultiveret ingrediens for mange, og i disse år er det netop 100 år siden, at cigaretten fik sit store gennembrud i forbindelse med 100-året for Første Verdenskrig.

Under Første Verdenskrig blev cigaretten nemlig et fast supplement for den menige soldat, den fornødne pause fra helvedet inden næste slag.

Den nervedæmpende nikotin blev simpelthen en fast del af det at opholde sig på slagmarken.

Det fortæller Michael C. G. Iversen, som har studeret tobakkens kulturhistorie og er formand for Nordisk Tobakskollegium.

Cigaretter direkte til felten

De store tobakskompagnier, der var stiftet i begyndelsen af 1900-tallet, støttede soldaterne, især i Storbritannien, hvorfra der blev sendt cigaretpakker direkte til skyttegravene.

Luksusmærket Dunhill fra London lancerede sågar op til juletid en serie af forskellige cigaretter, særligt til soldaterne, hvis koner kunne bestille til fordelagtige priser og sende til deres mænd.

Oprindelig kan papircigaretten spores tilbage til 1600-tallet, da den blev opfundet i Spanien. Forinden havde de indfødte i Mellemamerika røget finskåren tobak, rullet ind i tørrede majs- eller palmeblade.

I 1800-tallet bredte cigaretten sig til europæiske og arabiske Middelhavslande, så kom den til Rusland i forbindelse med Krimkrigen i 1850’erne og senere til Amerika for senere at vinde stor udbredelse under ”Den store Krig.”

I takt med den kulturelle opblomstring i 1920’erne, Weimarrepublikken i Tyskland og jazzen på den amerikanske østkyst, eksploderede rygekulturen.

Den blev foldet ud på film, caféer og gader, hvor den var repræsenteret af kunstnere og charleston girls, men også af husmoderforeninger og kvindebevægelser, der dukkede op i en række lande med stemmeret til kvinder.

Kvinderne røg som Matador-ikonerne

- Kvinden kunne både flirte og lægge afstand med cigaretten på en chik og fræk måde. Tag nu for eksempel Matador. Familien Varnæs’ hushjælper frk. Hollenberg ryger meget vulgært, som om hun er klar til at give et blowjob, mens at Kresten Skjerns kone, Iben, ryger med stil og en selvbevidsthed, der understreger, hun er sin egen med egne visioner for sit liv, fortæller Michael C. G. Iversen.

I mellemkrigsårene blev rygning blandt kvinder især bevidstgjort i tidens kabaretter af skuespillerinden Marlene Dietrich som bannerfører for cigaretten som et grænseoverskridende sexsymbol. Det samme gjaldt Coco Chanels berømte stillbilleder med en cigaret.

Omkring Anden Verdenskrig røg mere end halvdelen af de voksne i Danmark, og selv om krigen gjorde det vanskeligt at skaffe tobak på grund af rationeringen, steg antallet af cigaretrygere i 1940’erne, og manglede man penge, kunne man altid handle med tobak som en stabil valutakurs.

”Jeg er også gået over til Prince”

Samtidig kom der flere og flere tobaksmærker til, og i 1950’erne og 1960’erne intensiverede reklameindustrien sin markedsføring af cigaretten, der endnu blev opfattet som noget kultiveret.

Det offentlige rum var fyldt af slogans: ”Så er det tid til en Cecil", "Kronen på værket er en King’s", "More doctors smoke Camels than any other cigarette", "Sig tak med tobak" og "Enjoy the good taste.”

Herhjemme var Prince-reklamen, ”jeg er også gået over til Prince,” en stor succes.

Danske skuespillerinder, blandt andre Lily Broberg, dukkede op i ugeblade og aviser, hvor de reklamerede, at de nu også røg Prince.

- Med den berømte Prince-reklame blev Prince-cigaretten en damecigaret, hvor middelklassens forstadsfruer kunne dappe rundt i bare fødder og drømme, at de var Susse Wold, mens de røg. Prince havde en bred appel og blev cigarettens svar på folkekomedien. Omvendt blev Cecil og King’s mandecigaretter, der henvendte sig til den rå håndværkertype og den frigjorte akademiker. De mere sofistikerede og storbystosserne røg den franske Gauloises med stærk tobak og uden filter – kunstnertyperne, fortæller Michael C. G. Iversen

Antallet af voksne rygere i Danmark toppede med næsten 60 procent i 1970’erne.

I resten af den vestlige verden var tendensen den samme, hjulpet på vej af jazzens udbredelse, studenteroprøreret i godt 2.000 universitetsbyer og rock and roll-perioden med Jimi Hendrix og Gasolin’ herhjemme.

I biler, flyvemaskiner, togkupéer, på restauranter, i offentlige institutioner, skoler, kommuner og hospitaler var det normen at ryge, men også under private selskaber, hvor cigaretten blev et vigtigt indslag mellem retterne.

Rygeforbuddets indtog

Men fra omkring 1980 blev flere og flere rygere bevidste om at vælge cigaretter med et lavt indhold af nikotin. Sundhedsdebatten tog fart, og i 1990’erne faldt antallet af rygere i Danmark til ca. 40 procent.

Rygning var på retur, og i 2002 fik den daværende VK-regering held med at forbyde de traditionsrige tobaksreklamer. I 2005 vedtog EU en tilsvarende lov, der gjaldt alle EU-lande.

Man indførte rygeforbud på restauranter og andre offentlige steder og tobaksfirmaerne blev pålagt ekstra afgifter. I dag ryger som nævnt omkring 20 procent af den danske befolkning.

- Volumemæssigt er cigaretten på retur, men at tro, at det kun er de lavtuddannede og dem på værtshusene, som ryger, er et forkert billede. Går man for eksempel en tur igennem København fredag omkring fyraftenstid, er der fortsat mange, der ryger, høj som lav, afslutter Michael C. G. Iversen.