11.000 år gammel stenaldermur fundet på havbunden i Østersøen: 'Det er vildt interessant og fantastisk'

Muren er næsten en kilometer lang og blev brugt til at fange rensdyr i et område, der blev oversvømmet for 8.500 år siden.

VIDEO

En 970 meter lang stenmur er fundet på bunden af Østersøen omkring ti kilometer ud for den nordtyske kyst. Muren ligger på 21 meters dybde og menes at være bygget dengang, Østersøens vandstand var væsentligt lavere, end den er i dag.

Første gang, man igen kom på sporet af muren, var i 2021. Her var Jacob Geersen, der er seniorforsker ved Leibniz-Institut für Ostseeforschung, ude i Mecklenburg Bugt tæt på Rostock for at undersøge havbunden sammen med nogle studerende.

- Der så vi en linje på cirka en kilometer, som vi ikke var klar over, hvad var. Et år senere tog vi igen derud, hvor vi kunne se, at det var en stenmur. Vi kunne se, at den ikke er skabt af naturen eller på grund af moderne konstruktioner som for eksempel kabellægning, siger Jacob Geersen.

Derfor har arkæologer siden undersøgt muren yderligere og har fundet ud af, at muren angiveligt er bygget for omkring 11.000 år siden.

Dengang var havniveauet så lavt, at Bornholm var landfast med Nordtyskland på grund af et meget koldere klima.

Muren er blevet døbt Blinkerwall efter området Blinkerhügel, der ligger i Mecklenburg Bugt:

Mur blev brugt til at skabe en fælde

Det kolde klima betød, at der var rensdyr i området, og muren blev angiveligt brugt til at lokke flokdyret i en særlig retning, så menneskerne dengang kunne sætte sig på lur og tvinge rensdyrene ind i en slags fælde.

Det fortæller Lasse Vilien Sørensen, der er seniorforsker med speciale i stenalderen på Nationalmuseet.

- Mennesket skabte tvangspassager i landskabet, hvor man så har siddet klar med bue og pil, når de kom til en snæver passage, siger han.

Sådan forestiller forskerne sig, at muren har set ud, da den blev brugt til at lokke rensdyr hen, så man nemt kunne nedlægge dem. Hunde blev også brugt af mennesket dengang, så de kan have været med til at jage dem ind i passagen mellem vandet og muren.

Samme type mure er også fundet flere andre steder i verden. Men det er sjældent, at vi finder dem i Nordeuropa, siger han.

Det skyldes, at sådanne mure er forsvundet på grund af landbrugsdrift. Men fordi denne stenmur blev oversvømmet for flere tusind år siden, har den ligget i fred uden menneskelig aktivitet.

- Det er spændende, vildt interessant og fantastisk, at den er bevaret, og at vi nu kan observere den. Det betyder jo også, at man kan dykke ned i landskabet omkring muren, hvor man måske kan finde andre genstande som knogler, trækul eller bearbejdet flint, der peger på menneskelig aktivitet, siger Lasse Vilien Sørensen.

Varme gjorde muren unødvendig

Han forklarer, at det var rensdyrjægere, der på det tidspunkt var bosat i området. De levede i istidens sidste kuldeperiode, men den stigende varme fik isen til at smelte, vandet til at stige, og skovene til at gro.

Det betød, at rensdyret drog mod nord, og at elsdyret, der ikke er et flokdyr, i stedet blev menneskets primære jagtbytte. Derfor gav sådanne mure også mindre mening, da elsdyr ofte bevæger sig rundt alene i skoven.

Netop på grund af de varmere temperaturer vurderer Lasse Vilien Sørensen, at muren også godt kan være ældre end de 11.000 år.

- Det er et ret sent fund, fordi det var nogle af de sidste rensdyr, man forsøgte at nedlægge. Man var på vej ind i en varmere periode, og det betød, at rensdyret blev en mere og mere sjælden gæst, siger han.

Billedet viser havbundsniveauet. Her kan man se muren som en linje, der går på tværs af havbunden. (© Leibniz Institute for Baltic Sea Research)

Kun få mennesker boede i området dengang

Ifølge forskerne fra Tyskland var der i den periode omkring 5.000 mennesker i det nordlige Europa.

Et så præcist tal tør Lasse Vilien Sørensen ikke komme med. Men han siger, at der ikke var særligt mange mennesker dengang, og at det typisk var to eller tre familier, der boede sammen og vandrede rundt for at jage og samle.

- Det har krævet mange ressourcer at lave sådan en mur, men også at vedligeholde den. Så man kan forestille sig, at flere grupper måske har været samlet i området for at kunne lave sådan en mur, vurderer han.

Det vides ikke, hvor høj muren er. Men den vurderes at være bygget af 1.500 sten, der er mindst ti centimeter i diameter.

Gåden om Thyra