Historie

1500 år gammel guldskat fundet på vestsjællandsk mark

Syv guldgenstande er blevet fundet i en mark ved Jyderup. Museumsinspektør kalder fundet usædvanligt.

De syv guldgenstande vejer i alt 120 gram. (© Museum Vestsjælland)

En amatørarkæolog havde heldet med sig, da han i sidste uge besøgte en mark nær Jyderup. Ved hjælp af sin detektor fandt han fire stykker guld på marken, og efterfølgende har man fundet frem til yderligere tre guldgenstande.

I alt består guldskatten af cirka 120 gram guld - fire guldbarrer, to stykker tråd oprullet til ringe og et afhugget stykke af en guldtråd. Det skriver Museum Vestsjælland i en pressemeddelelse.

Guldet menes at stamme fra omkring år 500 og dermed fra den germanske jernalder, hvor også guldhornene stammede fra.

- Fundet er usædvanligt, fordi det er første gang i Vestsjælland, at vi har fundet en samlet guldskat, siger Kirsten Christensen, museumsinspektør på Museum Vestsjælland, der foretog udgravningen, efter at amatørarkæologen anmeldte fundet.

- Det er ikke et vanvittig stort fund, men det er første gang, vi har fundet en samlet guldskat fra den germanske jernalder, siger hun til DR Sjælland.

Ingen ved, hvorfor man gravede guld i jorden

Guldgenstandene blev fundet ved en større sten, som angiveligt har været placeret på marken for at huske den oprindelige ejer på, hvor guldet var gravet ned. Men Kirsten Christensen kan kun gætte på, hvorfor ejeren har valgt at genne guldet af vejen i jorden.

- Der blev lagt rigtig meget guld i den danske jord fra år 500 og frem til 560. Enten har de gjort det for at markere deres status, for vi må formode, at det var været handelsmænd, der har gravet det ned. Måske har de også gjort det for at formilde guderne, men der kan også være en anden mening med det, som vi ikke kan gennemskue i dag, siger Kirsten Christensen.

Guldskatten bliver udstillet på Holbæk Museum i dele af efterårsferien. Derefter vil den blive indleveret til Nationalmuseet.

Facebook
Twitter