27-årige Annes tipoldefar blev tvunget i krig: 'Han har jo uden tvivl slået mennesker ihjel'

I 27-årige Anne Fiskers familie er historien om genforeningen en del af familiealbummet.

I maj 1915 buldrer det fra skyttegravene, der skærer sig ned igennem Europa.

Første Verdenskrig har været i gang i et lille års tid, og der er intet, der tyder på, at krigen nærmer sig sin afslutning.

På Fiskergården i Øster Lindet, 30 kilometer vest for Haderslev, passer Mathias Fisker dagligdagen langt væk fra krigens rædsler.

Mathias Fisker er tysk statsborger, men han og hustruen Anna føler sig egentlig mere som danskere. De er en del af de cirka 200.000 dansksindede sønderjyder, der siden krigen i 1864 har boet i det nordlige Tyskland, men som føler sig forbundet til Danmark.

Men med det tyske

statsborgerskab
følger også tysk
værnepligt
, og i maj 1915 er det blevet Mathias Fiskers tur til at udføre sin borgerpligt for den tyske kejser. Han skal sendes til Østfronten.

Mathias Fisker er 33 år, da han må kysse sin elskede kone Anna farvel. Hun er gravid med deres fjerde barn, og han aner ikke, hvornår han får hende at se igen.

Hvis han overhovedet er så heldig...

Bærer historien i sit stamtræ

105 år senere og 260 kilometer mod øst, på Vesterbro i København, sidder Anne Fisker og drikker en kaffe i solen ved Enghave Plads.

Anne Fisker er født og opvokset i Sønderjylland. I dag bor og arbejder hun i København, et langt stenkast fra det sønderjyske kvarter på Vesterbro.

Selvom Sønderjylland ligger langt væk, trækker gaderne, der udgør kvarteret omkring den solrige plads i hjertet af det københavnske brokvarter, tråde direkte tilbage til den sønderjyske muld.

Dybbølsgade. Haderslevgade. Istedgade. Gader opkaldt efter steder og byer i Sønderjylland og Slesvig.

Det samme gør 27-årige Anne Fisker. Hun er tipoldebarn af Mathias Fisker.

Som så mange andre sønderjyder, hvis familie har boet i Sønderjylland igennem generationer, bærer hun historien om tabet af Slesvig i 1864 og Sønderjyllands

genforening
med Danmark i 1920 i sit stamtræ.

Hendes tiptipoldefar, Jens, kæmpede i 1864 og var efterfølgende med til at starte den dansksindede andelsbevægelse op i området efter krigen. Tipoldefaren Mathias var én af de 35.000 dansksindede sønderjyder, der kæmpede på tysk side i Første Verdenskrig - i en krig og for en sag, de ikke følte, var deres.

På den måde er den lille flig af danmarkshistorien, som udgør historien om og omkring

genforeningen
, Anne Fiskers familiehistorie.

- Men det er ikke fordi, det er noget, vi har talt og taler meget om, fortæller Anne Fisker.

- Historien ligger der bare, som et usynligt, psykologisk spor op igennem vores familie, som har været med til at gøre os til den familie, vi er.

Mathias Fisker og Anne Fisker.

Historien bliver nær og personlig

Det usynlige, psykologiske spor har dog nogle fysiske manifestationer, som i dag gemmer sig hos Anne Fiskers mormor, der stadig bor i Sønderjylland, ikke langt fra hvor Anna og Mathias Fisker boede for 100 år siden.

Her gemmer en tinæske på ord og billeder, der fortæller familiens historie i form af breve mellem Mathias og Anna Fisker under Første Verdenskrig, gamle fotografier og en dagbog fra 1864.

Tinæsken gemmer på den tre år lange brevveksling mellem Anne Fiskers tipoldeforældre under Første Verdenskrig.

Brevene er omhyggeligt sorteret, så man uden problemer kan læse sig kronologisk igennem Mathias Fiskers udsendelse til Østfronten. Hvad han skrev hjem, og hvad Anna svarede.

- Det er klart, jeg bliver ramt, når jeg læser brevene og dagbogen, fordi historien bliver så nær og personlig, fortæller Anne Fisker, der selv har en næsten færdiggjort kandidatgrad i historie fra Københavns Universitet, og som igennem to år har arbejdet på DR-serien 'Grænseland' som historisk researcher.

- Det viser, hvordan de

håndterede
den svære og hårde situation. For eksempel skriver Mathias utrolig meget om sin tro og Gud. Hvordan han "med Guds vilje" vil komme hjem igen. Og Anna giver opdateringer på, hvordan landbruget og hverdagen på Fiskergården går. Hun måtte jo drive gården videre i Mathias' fravær, ligesom så mange andre sønderjyske kvinder måtte under krigen.

På den måde minder Mathias og Anna Fiskers historie om historien om Christian og Ingeborg, som var en del af tredje afsnit af DR-serien 'Grænseland'. Her blev Christian sendt til Østfronten, imens Ingeborg måtte passe gården derhjemme. Meget lig Anne Fiskers tipoldeforældre.

Hjemtur på 1.400 kilometer

Mathias Fisker var væk fra hjemmet i tre år. Fra 1915 til 1918. Han blev taget til fange af de russiske styrker og sad i russisk fangelejr i krigens sidste år.

Et af de breve, som Mathias Fisker sendte fra den russiske fangelejr, hvor han sad interneret i krigens sidste år. Selvom krigen sluttede ved Østfronten allerede i foråret 1918, valgte Mathias Fisker at blive i fangelejren indtil krigen var helt slut. Det var mere sikkert for ham at blive end at påbegynde sin hjemtur, mens krigen stadig var i gang ved Vestfronten. (© PRIVATFOTO)

Da freden kom i 1918, kunne han endelig vende snuden hjemad.

Men det var ikke nogen let eller hurtig vej hjem. Han måtte efter sigende gå hjem til Øster Lindet hele vejen fra Ukraine. Det er sådan cirka 1.400 kilometers gåtur, der skulle tilbagelægges efter tre år med krig og tilfangetagelse.

- Altså, jeg ved ikke, om han reelt gik hele vejen – eller om det er blevet én af den slags historier, man som familie holder stædigt fast i. Men det er ikke utænkeligt, at han gik det meste af vejen. Det var der mange, der gjorde, fortæller Anne Fisker.

Da han kom hjem, var børneflokken udvidet til fire. Anna fødte deres søn, Aksel, kort efter Mathias var sendt til fronten.

Billede af Mathias Fiskers søn Aksel, der kom til verden kort tid efter, han var sendt til fronten. Aksel var tre år gammel, da han skulle til at lære sin far at kende. (© PRIVATFOTO)

Aksel var Anne Fiskers oldefar, far til hendes mormor.

Krigen blev tiet ihjel

Efter krigen forsøgte Mathias Fisker at vende tilbage til hverdagen, men krigen havde sat sine spor.

- Han var ikke den samme, da han kom tilbage. Han var indelukket og mut. Fraværende. Min mormor har fortalt, hvordan det blandt påvirkede hendes egen fars barndom. Hans første minder var livet uden en far, der så pludselig vendte hjem. Men som ikke rigtig kunne

håndtere
livet og familien længere.

Men han fik heller ikke hjælp til at bearbejde de ting, han havde været udsat for, fortæller Anne Fisker.

- Der var ingen, der spurgte ind til krigen. Det var ikke noget, man talte om, så det var en erfaring, han måtte bære på alene. Så er det ikke så underligt, at man lukker sig om sig selv. Han har jo uden tvivl slået mennesker ihjel, mens han var i krig.

Alligevel fik krigen sat sig sine spor i hele familien, mener Anne Fisker. Blandt andet gennem hendes oldefar, der endte med at være en helt anden type far, end hans egen far havde været.

- Min oldefar var en rigtig patriark. Sådan én, der sad for bordenden af middagsbordet, og som havde styr på familien. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han blev sådan, fordi han ville være noget andet, end hans egen far havde været.

Genforeningens pris

I 1920 blev Sønderjylland, det område hvor Anne Fiskers familie boede og stadig bor, en del af Danmark. Det skete som led i de forhandlinger, der efter Første Verdenskrigs afslutning førte til, at Tyskland skulle have nye grænser – deriblandt en ny dansk-tysk grænse.

Fiskergården er stadig ejet af familien Fisker, og selvom der ikke længere er nogen fra familien, der bor der, danner gården stadig rammen om særlige familiebegivenheder. På den måde bliver forbindelsen til tipoldeforældrene Anna og Mathias Fisker, der købte gården for mere end 100 år siden, holdt ved lige i familien.

Anne Fisker sender også sine tipoldeforældre en tanke fra tid til anden.

Ikke mindst i år, hvor Danmark markerer 100-året for Sønderjyllands

genforening
med Danmark. Markeringen er nemlig en anledning til at huske, hvad der gik forud for
genforeningen
, og hvilke menneskelige og familiære omkostninger der fulgte med, mener hun.

Billede af Mathias og Anna Fisker, formentlig taget på et tidspunkt i 1930'erne. (© PRIVATFOTO)

For selvom det for hendes familie var en god ting at blive genforenet med Danmark, så betalte hendes tipoldeforældre også en stor pris for, at

genforeningen
overhovedet kunne finde sted. En pris, der blev betalt med tipoldefarens deltagelse i Første Verdenskrig.

- Jeg kan ikke lade være med at blive ramt af en følelse af uretfærdighed, når jeg tænker på min tipoldefar og tipoldemor, siger Anne Fisker.

- De fik taget det bedste fra dem, lige da de skulle i gang med livet sammen. Og det liv blev aldrig det samme igen.

Billederne fra familien Fiskers familiealbum samt billeder af brevudvekslingen mellem Mathias og Anna Fisker er stillet til rådighed af Anne Fiskers mormor, Anne Grethe Fisker Jørgensen.

Facebook
Twitter