3 præsidentkandidater i USA’s historie som tog fusen på alle og vandt

Donald Trump er langtfra den eneste amerikanske præsidentkandidat i nyere tid, som har vundet valget mod alle odds.

Ronald Reagan, Harry Truman og Woodrow Wilson overraskede alle, da de vandt hver deres præsidentvalg.

Donald Trump blev i flere faser i den amerikanske valgkamp afskrevet.

Stort set alle meningsmålinger spåede Hillary Clinton sejren i kraft af sine erfaringer som præsidentfrue, senator og udenrigsminister – og flere tippede endda, at hun ville sejre med en klar margin. Men efterhånden som optællingen skred frem, og politiske iagttagere og store dele af befolkningen fulgte med i vantro, snuppede Trump den ene betydelige delstat efter den anden.

Og nu er den velhavende og kontroversielle erhvervsmand, som ikke aldrig før har haft et politisk embede, klar til at flytte ind i Det Hvide Hus den 20. januar 2017.

Uanset at Trumps triumf var forbavsende, er valget i 2016 langtfra den eneste gang i USA’s historie, at præsidentkandidater tog fusen på alle og sejrede. Her er tre af de mest chokerende valgsejre i de seneste 100 år.

Woodrow Wilson 1916: Vinderen vågnede op som taber

På valgnatten i 1916 gik den republikanske kandidat Charles Evans Hughes i seng i sikker forvisning om, at han var USA’s nye præsident. Da en journalist ringede næste morgen for at få en kommentar, sagde den ansatte, som tog telefonen, at ”præsidenten sover”. Journalisten svarede, at ”når han vågner, så sig til ham, at han ikke er præsident”.

Charles Evans Hughes, som kom fra en post som højesteretsdommer, var eksperternes favorit – også fordi han havde et genforenet parti bag sig, efter at den tidligere præsident og udbryder Theodore Roosevelt var vendt tilbage til Republikanerne.

Ved midnat på valgnatten havde Hughes opnået 254 valgmandsstemmer ved at vinde i stort set hele det nordøstlige USA, og han manglede kun et dusin valgmænd.

Men den siddende præsident, Woodrow Wilson, som blev genopstillet af sit Demokratiske Parti, kom igen ved at erobre hele den vestlige del af landet plus den vigtige svingstat Ohio. Og han vandt med sammenlagt 13 valgmændsstemmers overvægt.

Valget foregik i skyggen af Første Verdenskrig. Hughes havde kritiseret Wilsons neutralitetspolitik som katastrofal, og han anbefalede, at landet forberedte sig militært på det værste.

Men Wilson var åbenbart bedre i overensstemmelse med folkestemningen.

Der viste sig at være genklang hos et flertal af amerikanerne for Wilsons slagord om, at ”han holdt os ude af krigen” og "krig i europa - fred i amerika". Wilson havde med held presset Tyskland til delvist at opgive at bruge ubåde i krigen. Det betød mindre, at Woodrow Wilson samtidig havde ydet militær støtte til flere grupper i Den Mexicanske Borgerkrig, der rasede i dette årti.

Indenrigspolitisk drog den siddende præsident fordel af, at han foreslog at begrænse arbejdsdagen til otte timer. Det var populært blandt arbejdervælgere.

Som det udviklede sig, blev Californien længst mod vest den udslagsgivende delstat. Her begik Charles Evans Hughes den fejl, at han aldrig bad om et møde med guvernør Hiram Johnson, en partifælle, for at opnå dennes støtte. Resultat? Woodrow Wilson sejrede med et snævert flertal på 3.800 ud af næsten en million afgivne stemmer i Californien.

Derfor de politiske tømmermænd, som Hughes vågnede op til dagen derpå.

Harry Truman, 1948: Avis udråbte forkert ny præsident

”Dewey besejrer Truman”. Sådan proklamerede avisen Chicago Daily Tribune med store versaler på forsiden efter det amerikanske præsidentvalg i 1948.

Optællingen var stadig i gang, men alle eksperter bekræftede, at Thomas Dewey, guvernør i New York og republikansk præsidentkandidat, ville vinde. Fordi trykkerne strejkende, var trykstart på avisen fremrykket flere timer, og redaktionschefen konsulterede avisens erfarne og sædvanligvis pålidelige Washington-korrespondent, inden han besluttede sig for overskriften, som er blevet en af de mest berømte i pressehistorien.

Den siddende demokratiske præsident Harry Truman var ikke levnet mange chancer på forhånd. Der var økonomisk stagnation og hyppige strejker. Læg hertil, at Den Kolde Krig var brudt ud. Over 500 aviser, svarende til næsten 80 procent af det samlede oplag i USA, anbefalede at stemme på Dewey. Nyhedsmagasinet Newsweek bad 50 eksperter spå om valgets udfald, og alle gav sejren til Dewey. Selv førstedame Bess Truman erkendte, at hendes mand formentlig ville tabe.

Men det havde tilsyneladende en effekt, at en fortrøstningsfuld Harry Truman begav sig ud på en togrejse på næsten 40.000 kilometer, der gav ham mulighed for at møde vælgere landet over, også potentielt republikanske vælgere – og vice versa. Thomas Dewey, en stiv og lettere pompøs skikkelse, forblev hjemme i New York under valgkampen.

Da valgnatten oprandt, forberedte Dewey med sindsro en fejring på det stilfulde Roosevelt Hotel i New York. Harry Truman befandt sig i Midtvesten, og det lykkedes ham ved hjælp af sine sikkerhedsfolk at slippe væk fra journalister i Kansas City og tilbringe en stille aften på et ikonisk kurhotel med middag og tyrkisk bad, inden han gik i seng.

Klokken fire om morgenen fik han på fornemmelsen, at han måske alligevel ville få fire år mere i Det Hvide Hus. Han bad Secret Service-agenterne om at køre ham de 60 kilometer tilbage til Kansas City for at mødes med en måbende presse.

Facit: Han havde tilslutning fra 303 valgmænd mod 189.

Og to dage senere, da Harry Truman var på vej med tog tilbage til Washington og gik ud på bagperronen, fik han stukket et eksemplar af Chicago Daily Tribunes førsteudgave fra dagen efter valget i hånden. Truman holdt avisen op, og fotografer var hurtige til at forevige øjeblikket.

Ronald Reagan, 1980: Cowboyskuespilleren der red ind i Det hvide hus

(© creative commons)

Ingen kan forestille sig en amerikansk præsident, der har en fortid som B-skuespiller i Hollywood, og som var med i mange westernfilm og er bedst kendt for en rolle, hvor den anden hovedperson er en chimpanse, vel?

Der blev gjort tykt grin med den republikanske præsidentkandidat Ronald Reagan i valgkampen i 1980. Kritikerne nedtonede, at Reagan trods alt havde solid politisk erfaring fra otte år som guvernør i den store delstat Californien og tidligere var formand for skuespillernes fagforening.

Kun en uge før valgdagen førte den siddende demokratiske præsident Jimmy Carter i opinionsundersøgelser.

Men det var en svær tid for USA med høj inflation, højt renteniveau og høj arbejdsløshed. I udenrigspolitikken var Carter lammet af gidselkrisen i Iran, hvor revolutionære islamister holdt 52 diplomater og andre amerikanske statsborgere indespærret på ambassaden i Teheran.

Desuden var Jimmy Carter temmelig dårlig til at føre valgkamp, hvilket adskilte ham fra Ronald Reagan, og forskellen blev tydelig i den eneste tv-debat mellem dem få dage før valget.

Carter fremstillede Reagan som en farlig højreorienteret politiker, som ville rulle sociale velfærdsordninger og borgerrettighedslove tilbage og bringe landet på randen af krig. Carter præsenterede kun få politiske initiativer – især blev det bemærket, at han ikke havde konkrete forslag til at løse den økonomiske krise.

Omvendt udstrålede Reagan en solskinsoptimisme. Han lovede at rette op på økonomien med et princip om, hvis virksomheder fik lempet skatten, kunne de producere mere, og det ville også forbedre resten af amerikanernes privatøkonomi. Han varslede også, at han vil genskabe USA’s militære styrke.

Ronald Reagan var retorisk overlegen i TV-debatten og bad blandt andet vælgerne om at spørge sig selv: ”Er du bedre stillet nu, end du var for fire år siden?”

valgdagen var Reagan hjulpet af den nye kristne højrebevægelse og solbæltets øgede politiske vægt (= det sydvestlige USA).

Valgresultatet blev ikke kun en overraskende sejr til Ronald Reagan – han vandt med det, man i USA kalder et jordskred. Reagan slog Carter i 44 af de 50 delstater og havde et forspring på 10 procentpoint i antallet af stemmer. Målt i valgmandsstemmer fik Reagan 489 mod 49 til Carter og ingen til den uafhængige præsidentkandidat John B. Anderson.

3 præsidentkandidater fra før år 1900 som ingen havde levnet en chance

  • James K. Polk 1844 Hvem er han, spurgte folk, da James K. Polk, tidligere kongresmedlem og Tennessee-guvernør, blev præsenteret som Demokraternes præsidentkandiat i 1844. Men Polk forstod at koble sig på tidens strømning og lovede at udvide USA’s territorium. Det sikrede ham en smal valgsejr.

  • Zachary Taylor 1848 Han havde kun en beskeden uddannelse, ingen politisk erfaring, og hans politiske standpunkter var temmeligt vage. Men Zachary Taylor var en kendis, fordi han var general i den nyligt afsluttede Mexicansk-Amerikanske Krig. Han blev opstillet af Whig-partiet og vandt præsidentvalget i en dyst med to andre kandidater.

  • James A. Garfield 1880 Overraskelsen for James A. Garfields vedkommende begyndte allerede på Det Republikanske Partis konvent. Han ankom som en anden kandidats valgkampchefog tog derfra som sit partis nominerede. Ved selve præsidentvalget vandt Garfield over en demokrat, som var dekoreret general fra Gettysburg-slaget i Den Amerikanske Borgerkrig.

Kilder: History.com, CNN, Miller Center, Chicago Tribune

Facebook
Twitter