50 år med småborgerlige hundehoveder: Der er en Kjeld, Benny eller Egon i os alle

Måske er det fordi, vi kan genkende os selv i Olsen Banden, at filmene stadig er så populære efter 50 år.

Filmene om Olsen Banden er stadig populære, 50 år efter den første film havde premiere. Det skyldes i høj grad, at danskerne kan genkende sider af sig selv i karakterer som Kjeld, Egon og Benny. (Foto: Rolf Konow © © Rolf Konow)

Medlemmerne af Olsen Banden er ikke forbrydere.

Jo, de bryder pengeskabe op, stjæler og prøver igen og igen på at lave det helt store kup. Men Egon, Benny, Kjeld, Børge og Yvonne er helt almindelige mennesker, som til forveksling minder om dig og mig. Eller din mor, bror eller far.

Måske er det netop derfor, at filmene stadig holder 50 år efter, at den første rullede over biograflærredet. Altså fordi vi kan spejle os i de folkekære karakterer.

Selv om filmene langt fra er dokumentar, så skildrer de udviklingen i Danmark og giver en karikeret, men rammende profil på danskerne, som de var og er. Det mener Michael Böss, der er lektor emeritus i historie og samfundsvidenskab på Aarhus Universitet.

- Hver af filmene ramte noget, som man var begyndt at diskutere i samfundet på det tidspunkt, og da filmene kører over flere år, er de med til at registrere de forandringer, som det danske samfund gennemgår. På den måde bliver det en meget uofficiel populær dansk kulturhistorie, siger han.

(© Nordisk Film)

Filmene tager da også deres udspring i Yvonnes dagligdagstrivialiteter. Banden skal altid skaffe penge til en konfirmation, et bryllup eller en ferie til Mallorca. Dermed bliver Olsen Banden et billede på den almindelige småborgerlige familie og er med tiden blevet en del af danskernes dna, mener historikeren Kåre Johannesen.

- Filmene skyder baglæns, og karaktererne rammer seerne, for alle kunne kende sig selv i Yvonne, bare knap så outreret. På det tidspunkt kendte alle til grisefester på Costa del Sol, og mange havde købt små stråæsler med hjem fra ferien og alt det der, siger Kåre Johannesen, som selv husker, hvordan middelklasse-danmark bliver besat af charterferier til især Spanien op igennem 60’erne og 70’erne.

Danskerne griner af sig selv

Og det er netop fordi, vi danskere kan kende os selv i figurerne, at filmene blev så populære, mener Rikke Johansen Schmidt.

Hun er formidlingsinspektør på Viborg Museum og var projektleder på museets Olsen Banden-udstilling i 2016.

- Jeg tror, at vi kan bruge de arketyper til at grine af, hvordan danskerne var i den samtid i 70’erne. For da er det så tydeligt, at verden er moderne, men det er mennesket og den almindelige dansker ikke, forklarer hun.

Igennem 60’erne og 70’erne udvikler det danske samfund sig enormt. Den offentlige sektor vokser, og der kommer for alvor skub i den teknologiske udvikling, men ifølge Rikke Johansen Schmidt har mennesket svært ved at indstille sig på den nye verden.

- I 1970’erne levede vi i et enormt gammeldags samfund, ikke udadtil, men indadtil i vores kultur og vores opfattelse af, hvad der havde status og værdi. Det stod slet ikke mål med, hvor resten af verden var på vej hen, eller hvor vi egentlig selv var på vej hen, forklarer hun.

Det er netop det, Olsen Banden udnytter, når de begår deres kup. De velsmurte systemer bryder sammen, når Olsen Banden forstyrrer mennesker med nogle af de ting, der virkelig betyder noget.

Det kan være, når de bytter frokostøllen ud med en rød sodavand, når den gamle direktørs flæskestegsmad bliver skiftet ud med et stykke med tunge og italiensk salat, eller hvis vagtskuret lugter af gammel ost.

- Du kan have alverdens forskellige sikkerhedssystemer og sikkerhedsvagter, men når du piller ved det, der virkelig har en værdi, for eksempel frokosten, så lægger mennesket i systemet sig fladt ned på ryggen, og så er der intet, der fungerer i de tre minutter, forklarer hun og bliver suppleret af historikeren Kåre Johannesen.

- Hvis du skal distrahere nogen, så skal du bare knappe en bajer op og stille den foran dem, og så er de der. Det er faktisk ufatteligt så meget øl, der bliver drukket i de film, siger han.

De gamle bliver sat af

Den teknologiske udvikling sker så hurtigt i 70’erne, at mange ikke kan følge med.

Computere gør sit indtog på mange arbejdspladser, og den ældre generation får ry for ikke at kunne klare mosten på arbejdsmarkedet. Det er også et tema i flere Olsen Banden-film. Især i ’Olsen Banden deruda'’ fra 1977.

Her er både kriminalassistent Jensen og Egon blevet for gamle. Da Egon kommer ud af fængslet, er Kjeld og Benny begyndt at arbejde sammen med Yvonnes unge nevø Georg, der åbner pengeskabe med computere og synes, at Egon er brændt ud. Det gør det ikke bedre, at Egon samtidig er begyndt at have problemer med hukommelsen.

Det er et billede, der er helt i tråd med virkelighedens verden, siger Michael Böss fra Aarhus Universitet. Det gamle er yt.

- Der kommer en ungdomsdyrkelse ind i det danske samfund på det her tidspunkt. Der var det, jeg vil kalde en ungdoms-fetichisme; at jo yngre man var, jo mere kvalificeret var man til jobbet, siger lektoren.

- Så det gjaldt om at få de gamle ud, for de kunne simpelthen ikke finde ud af den her nye teknologi, fortsætter Michael Böss.

Han mener, at der går en lige linje fra debatten dengang til den debat om ”ældrebyrden”, vi har i dag.

Men det er også et samfund, hvor der begynder at åbne en masse muligheder for den almindelige dansker. Det store sociale sikkerhedsnet med dagpenge, daginstitutioner og folkepension er ved at blive spændt ud under danskerne.

(© Nordisk Film)

Det mærker Kjeld blandt andet i ’Olsen Banden på spanden’, hvor han med hjælp fra kommunen får råd til nye møbler og et farvefjernsyn. Men det er ikke alle i samfundet, der er glade for det, og måske er det derfor, at Egon Olsen bruger skældsord som elendige socialdemokrater og småborgerlige hundehoveder.

- Der var lige kommet en socialreformen i 1970, hvilket var kronen på værket i den socialdemokratiske velfærdsstat. Men der var også den her lighedsstat, som han harcelerer lidt over. For han vil jo til tops, Egon. De andre er lidt anderledes og har ikke samme ambitioner. De er tilfredse, hvis de bare kan stige lidt i graderne. Så Egon repræsenterer det dér begyndende oprør mod socialstaten, forklarer Michael Böss.

Olsen Banden i det 21. århundrede

Da Olsen Banden i 2010 bliver til en animationsfilm, vælger holdet bag filmen at føre hele universet fra 70’erne ind i nutiden. Det vil sige, at det er de samme personligheder med de samme styrker og svagheder. Det er Yvonnes stue med nips og drejetelefoner, og det er kup, der bliver lavet på den gode gammeldags måde.

Det er der to årsager til.

For det første mener instruktøren, Jørgen Lerdam, ikke, at man skal ændre for meget, når man er inde og pille ved arvesølvet. For det andet, så rammer Olsen Banden noget alment menneskeligt, som sagtens kan være holdbart stadigvæk, når filmene bliver rykket 40 år frem i tiden.

- Det var vigtigt for os at lave en Olsen Banden-film, der var fornyende, men holdt fast i den gamle tradition. Vi overvejede at lave referencer til nogle af de store amerikanske film, men der er lidt for meget smartness over dem, siger Jørgen Lerdam.

- Vi kunne jo godt hænge Kjeld op i nogle snore som i 'Mission Impossible', men det er ikke den danske måde at gøre det på. Her klarer vi den med stearinlys, piberensere og nogle low tech-ting, fortsætter Jørgen Lerdam.

Det gav hug hos anmelderne, da Jørgen Lerdam ”animerede” Olsen Banden, men selv som animationsfilm har danskerne taget banden til sig. Den første animationsfilm med Egon, Benny og Kjeld hev mere end 350.000 seere i biograferne.

Fælles for filmene, animeret eller ej, er, at karaktererne har ramt noget i danskerne, og nogle mener ligefrem, at Olsen Banden er en dansk værdi på linje med frihed og hygge.

Michael Böss var kurator, da daværende kulturminister Bertel Haarder i 2016 lavede en danmarkskanon med de 10 vigtigste danske værdier – og her var der ifølge Michael Böss et forslag på bordet om, at Olsen Banden skulle være med.

Det kom Egon, Benny og Kjeld dog ikke.

Facebook
Twitter